VW-koncernens meddelelse om, at den vil stramme sit selvpålagte spareprogram drastisk og sætte spørgsmålstegn ved hele fabrikkers fortsatte eksistens, har skabt usikkerhed blandt industriarbejdere og andre. Det faktum, at virksomhedsledelsen har ladet tusindvis af arbejdere gå en usikker fremtid i møde og opsagt flere årtier gamle overenskomster fra den ene dag til den anden, repræsenterer også en drastisk intensivering af angrebene på de ansatte i Tyskland.
Oversat fra Arbeit Zukunft, Tyskland
Forløbet er ikke nyt: Siden begyndelsen af året har rapporter som denne hobet sig op fra tyske industrivirksomheder. Meddelelser om omfattende jobnedskæringer og uklare beskæftigelsesudsigter er kommet med jævne mellemrum, især fra bilkoncerner og leverandører. Bosch truede f.eks. med at nedlægge 10.000 stillinger, heraf 4.000 alene i Tyskland.
Det viser, at virksomhederne ikke tøver et sekund med at lade den stagnerende økonomiske situation gå ud over deres ansatte og at lægge følgerne af den øgede konkurrence på de internationale markeder på deres skuldre. I mange virksomheder er der indført hårde spareprogrammer, der som i VW’s tilfælde skal give besparelser på op til 10 milliarder euro i løbet af de næste tre år. Den klart erklærede hensigt er at reducere produktionsomkostningerne til fordel for højere profitter og overskudsgrader.
Dette mål bliver stadig mere presserende for kapitalsiden, især nu, fordi den internationale situation og dermed konkurrencen mellem virksomheder og koncerner over hele verden er blevet intensiveret i et stadig hurtigere tempo i de seneste år. Denne kendsgerning har virksomhedsrepræsentanterne længe talt åbent om. Ud over gunstige produktomkostninger for at kunne underbyde konkurrenterne på prisen er overskudsgraden et ekstremt vigtigt element i en virksomheds konkurrenceevne. Spørgsmålet om, hvor rentabelt penge kan investeres i en virksomhed, er en så afgørende faktor, fordi det har en reel indflydelse på tilstrømningen af investeringssummer og eventuelle kreditvurderinger via spekulations- og aktiemarkederne.
Dette kan også bruges til at eliminere konkurrenter på kapitalmarkederne, og det er ikke kun eksemplet med VW, der viser, at dette faktisk er tilfældet, og hvilke konsekvenser det har for arbejderklassen. For at øge Volkswagen-koncernens profitrate fra 3,5 % til 6,5 % er førsteprioriteten at reducere arbejds- og personaleomkostningerne. VW begyndte denne proces for flere årtier siden, da arbejdsstyrken blev tvunget til at give afkald på ferie- og julepenge for at »sikre« deres job som en del af den nu annullerede kollektive aftale om ansættelsesbeskyttelse.
Men VW er ikke et isoleret tilfælde. Kollegerne på ZF Saarbrücken blev også tvunget til at give afkald på deres løn i 2022 som en del af »forhandlinger om at sikre placeringen«, hvilket skulle spare virksomheden for yderligere 25-30 millioner euro om året. Succesen med dette tiltag er den samme som hos VW: Lidt over 1,5 år senere, i midten af dette år, meddelte ledelsen, at der ville forsvinde 2.900 arbejdspladser inden udgangen af 2026 alene i Saarbrücken. Ud over medarbejdernes direkte lønnedgang er nedskæringer et andet instrument, som arbejdsgiverne bruger til at reducere personaleomkostningerne. For at sikre, at produktiviteten i det mindste kan opretholdes, hvis ikke øges yderligere, i lyset af den faldende beskæftigelse, er der enten brug for mere moderne produktionsfaciliteter for at muliggøre rationalisering, eller arbejdsbyrden for arbejdsstyrken skal øges. Det betyder enten travlhed eller tab af arbejdspladser.
Men det faktum, at lønnedgang ikke kan være svaret på disse trusler fra arbejdsgiverne, er nu perfekt illustreret af VW-sagen. Hvilken værdi har »jobsikkerhed«, hvis den kan rives i stykker på få sekunder af virksomhedsledelsen i det øjeblik, hvor kollegernes job er alvorligt på spil? Og medarbejderne på ZF Saarbrücken burde også vide bedre i dag: Lønnedgang redder ikke arbejdspladser. I bedste fald kan man opnå en kortvarig udsættelse. For rent faktisk at forsvare arbejdspladser og samtidig gode arbejdsvilkår uden at øge arbejdstiden eller arbejdsbyrden er det eneste, arbejderklassen kan gøre, at kæmpe resolut mod arbejdsgivernes spare- og profitpolitik.
Selv om presset på VW-arbejderne i øjeblikket er meget stort på grund af de radikale tiltag, som koncernledelsen har bebudet, må de ikke lade sig tvinge tilbage i en position som underdanige. Det er netop, hvad kapitalsiden spekulerer i, når den kommer med sådanne trusler. Det er på ingen måde tilfældigt, at de kommer med disse trusler lige før den første forhandlingsrunde i metal- og elektroindustrien og kort før starten på forhandlingerne om den interne lønaftale hos VW.
Det er nu, vi skal nægte at lade os skræmme og frem for alt tage fat på en fælles faglig kamp mod nedskæringer, lønnedgang og prekarisering. Det skal også gøres klart, at million- og milliardtilskud fra statskasser og forbundskasser ikke er et effektivt middel til at afværge eller udskyde virksomhedernes planer om at øge produktiviteten på lang sigt. Det er kun en måde at opnå en kortsigtet udsættelse på, som i sidste ende skal betales af arbejderklassen med deres skattepenge.
Oversat fra
VW: Alles für die Rendite
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
