Erklæring fra de europæiske medlemmer af Den internationale konference for marxistisk-leninistiske partier og organisationer, CIPOML
De europæiske valgresultater har nådesløst afsløret krisen i det borgerligt-kapitalistiske system og dets interne modsætninger. I mange lande var antallet der ikke stemte og blanke stemmer meget højt, nogle gange højere end stemmerne til det stærkeste parti. I Frankrig, Italien og Danmark faldt valgdeltagelsen til lidt over halvdelen af de stemmeberettigede; i Tyskland deltog en tredjedel ikke i valget. Det i sig selv siger noget om arbejdernes og befolkningens manglende støtte og tillid til EU-monopolerne og deres regeringer og institutioner.
Det imperialistiske EU-projekt med mere reaktionær offensiv, militarisering og krig skaber frustration, usikkerhed og protest blandt befolkningen. Det har i høj grad været et protestvalg mod den arrogante arbejderfjendske neoliberale politik, skandalerne og angrebene på arbejderklassen, småbønder, offentligt ansatte, kvinders rettigheder og ungdommen, som de forskellige regeringer i EU står i spidsen for.
Farlig tendens til højre
I mange lande har den voksende utilfredshed imidlertid ikke ført til, at arbejdere og dele af befolkningen har stemt på socialdemokratiet. I mange lande har de højre-populistiske partier, samt åbne eller kun let camouflerede fascistiske partier øget deres antal af afgivne stemmer. De ultrareaktionære og halvfascistiske partier er dygtige til at udnytte befolkningens frustration over et kriseramt kapitalistisk system. Det er fascismens speciale. Vælgerne har primært protesteret mod det herskende system og de herskende regeringer, ikke for en racistisk og fascistisk dagsorden.
De gamle borgerlige og reformistiske partier bevægede sig ud på den yderste højrefløj. De højre-populistiske partiers mærkesager, som f.eks. flygtningefobi, nationalisme og fascisering af samfundet, er blevet en del af det politiske establishment og den generelle politik for de fleste parlamentariske partier. Den er blevet normaliseret i det parlamentariske spil, hvor der er en høj grad af konsensus og en stærk borgerlig klassealliance.
I de nordlige EU-lande var det de venstrepopulistiske partier, der opsugede stemmerne fra utilfredsheden med regeringernes og EU’s neoliberale krigspolitik. Men hverken højre- eller venstrefløjspartierne vil skabe reelle forandringer til fordel for arbejderklassen og befolkningen, de ændrer kun magtbalancen mellem de borgerlige partier.
Højrefløjen er alternativet for den herskende klasse
Det er mere end indlysende, at der i det borgerlige kapitalistisk-imperialistiske system i dyb krise ikke er noget grundlag for social reformisme. Det kæmper med sine kriser og har ikke længere nogen fremskridt at tilbyde arbejderklassen og det store flertal af befolkningen.
Den reagerer på sine kriser ved at nedlægge arbejdspladser, sænke reallønnen, reducere de sociale ydelser og i stigende grad ved at opruste og gå i krig. Alt dette sker på bekostning af arbejderklassen og det overvældende flertal af befolkningen. “Fremskridt” findes nu kun i ord. Det er helt klart, at kapitalen med sine kriser og krige og sine agenter i arbejderklassen med alle midler forsørger at forhindre at arbejderklassen resolut skal forsvare sine egne interesser eller ligefrem føre en revolutionær politik.
Det er her, de populistiske og fascistiske pseudoalternativer kommer ind i billedet. Det er derfor, der er så stor mediebevågenhed omkring asylspørgsmålet og udbredelsen af højreorienterede holdninger. Derfor de konstante splittende diskussioner om de “dovne” modtagere af socialhjælp eller de “dovne” unge eller de dyre pensioner eller arbejdernes “uhyrlige” lønkrav og så videre og så videre. Del og hersk! De populistiske og fascistiske partier hjælper med deres agitation mod flygtninge. Og begge repræsenterer arbejdernes klassesamarbejde og ”enhed” med deres egen kapital – mod de andre. Sådanne holdninger skader ikke den herskende kapital, de gavner den.
Chefen for Deutsche Börse, Theodor Weimer, afslørede den reelle magtbalance i dette samfund. Han citerede amerikanske investorer: “Vi er ligeglade med, hvilken gammel mand der er præsident. Det er os som virksomhedsejere, der styrer landet.” Uanset om det er Biden eller Trump, der regerer, er det i virkeligheden kapitalen, der bestemmer. Det er det samme i Europa. Uanset om de “progressive” eller de konservative, de liberale sidder i regering med eller uden støtte fra populistiske og fascistiske partier, kan kapitalen leve med begge dele og hævde sine interesser.
I mange lande udnytter borgerskabet arbejderklassens og de progressive kræfters frygt for en højredrejning til at få dem til at bakke op om borgerskabets holdninger. I Frankrig har præsident Macron opløst parlamentet og udskrevet nyvalg. Dermed ønsker han også at udnytte frygten for M. Le Pen og RN, samtidig med at han fralægger sig sit eget ansvar og fortsætter med at indføre en neoliberal reaktionær politik, der i mange henseender er inspireret af højreekstreme holdninger, mod arbejder- og folkebevægelsen.
Hvad er konsekvenserne?
Valg ændrer ikke det kapitalistiske og imperialistiske system. I sidste ende vinder kapitalen næsten altid sine egne valg, hvilket understreger, at EU er kapitalens projekt. Men valg er en vigtig indikator for den politiske stemning. Valget til EU-parlamentet viste den store utilfredshed med den neoliberale politik og den imperialistiske krig. Men på den anden side førte det i nogle lande til en styrkelse af de højreorienterede kræfter på grund af de progressive kræfters og den kommunistiske bevægelses svaghed.
Vores svar er at sætte fokus på arbejdernes og folkets reelle interesser:
Tab af realløn, massive sociale nedskæringer, inflation, jobødelæggelse, uddannelsesmæssig elendighed, katastrofe i sundhedssystemet, massiv mangel på boliger til en overkommelig pris, katastrofal lokal og langdistance offentlig transport. Den ubøjelige kamp for at forsvare arbejderklassens økonomiske og politiske interesser skal stå i centrum for vores arbejde – så konkret som muligt og sammen med vores kolleger.
I dette arbejde bliver det klart for flere og flere mennesker, at det kapitalistisk-imperialistiske system ikke længere er i stand til at gøre fremskridt, at det ikke tilbyder nogen fremtid – men krise, fattigdom og krig. Det gør det også klart, at vi må kæmpe for hver eneste millimeter af positiv forandring for arbejderklassen, at vi må styrke vores marxistisk-leninistiske partier og organisationer for at komme videre i kampen for at afskaffe dette system og erstatte det med et socialistisk samfund.
18.6.2024
Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), Danmark
Frankrigs kommunistiske arbejderparti (PCOF)
Kommunistisk platform – for arbejderklassens kommunistiske parti i Italia
Arbejderpartiet (EMEP), Tyrkiet
Organisationen for opbygingen av Tysklands kommunistiske arbejderparti (Arbeit Zukunft)
Se hjemmeside
Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
