Norge: Baseaftalen med USA og NATOs rolle

Baseaftalen mellem USA og Norge er bilateral og ikke en aftale mellem Norge og NATO. Samtidig er der ingen tvivl om, at aftalen er en del af en overordnet NATO-strategi og er udtrykkeligt autoriseret af NATO SOFA-aftalen fra 1951.

Af Stopp NATO, Norge

Den 30. maj skal Stortinget tage stilling til ændringer i bilaget til den supplerende forsvarssamarbejdsaftale (Supplementary Defense Cooperation Agreement (SDCA)), som blev underskrevet med USA i 2021. Fire baseområder (»agreed areas«) vil nu blive udvidet til 12 militære og civile lufthavne, militærlejre og andre faciliteter. Af folketingets partier er det kun SV og Rødt, der har klare forbehold. Mens MDG var imod den oprindelige aftale om etablering af fire baseområder under amerikansk kontrol, besluttede partiets hovedbestyrelse pludselig i marts 2024, at »MDG går ind for at etablere flere aftaleområder, så længe det sker i samarbejde med flere andre europæiske NATO-allierede«. Det kan vanskelig forstås på anden måde, end at MDG ønsker at overføre norsk myndighed til et større udvalg af NATO-lande.

I praksis er suverænitetsafgivelsen til USA total. Aftaleteksten indeholder formuleringer om, at norske regler og love til en vis grad vil blive respekteret i de såkaldt aftalte områder. Men alt dette bliver gjort meningsløst af det faktum, at USA kan tilsidesætte norske regler, hvis de ikke anses for at være »forenelige med amerikanske servicekrav«.

Hvad betyder suverænitetsafgivelse eller myndighedsoverdragelse egentlig?

Regeringen forklarer det på denne måde i sit høringsnotat om de otte nye »Agreed Areas«, der ændrer bilag A i tillægsaftalen mellem Norge og USA om forsvarssamarbejde af 16. april 2021: »(M)yndighedsoverdragelse betyder, at den pågældende stat eller organisation får ret til at udøve myndighed med direkte virkning i Norge. Det betyder, at en fremmed stats eller international organisations myndighedsudøvelse vil gælde umiddelbart i Norge, uden krav om konkret implementering eller accept fra norske statsorganer.

Konsekvensen er, at juridiske personer i Norge, hvad enten de er fysiske eller juridiske personer, skal overholde den fremmede stats myndighedsudøvelse, uden at dette er underlagt nogen yderligere godkendelse fra norske statsorganer i det konkrete tilfælde.«

Intet at gøre med NATO?

Nei til Atomvåpen, Leger mot Atomvåpen, Antikrigsinitiativet og Stopp NATO er blandt de organisationer, der i deres høringssvar klart og skarpt har tilkendegivet deres modstand mod baseaftalen. Nej til Atomvåben påpeger, at »NATO’s fokus på atomafskrækkelse og deling af atomvåben har været stigende. Det indebærer udstationering af flere amerikanske atomvåben i allierede lande, som ikke selv har atomvåben, og inddragelse af allierede lande i planlægningen af den mulige brug af atomvåben i tilfælde af krig. Øget fokus på deling af atomvåben bidrager også til øget pres for udstationering af atomvåben i Norge.«

I en ellers god udtalelse fra sit landsmøde den 25. maj siger Nei til Atomvåpen, at »de baser, USA nu har i mere end 80 lande, heraf 47 i Norden, ikke har noget med NATO eller norsk NATO-medlemskab at gøre«. Antikrigsinitiativet kommer med samme påstand i sit høringssvar.

Det er i bedste fald en upræcis påstand. SDCA er formelt en bilateral aftale mellem USA og Norge, som er bindende i henhold til folkeretten, og ikke en aftale mellem Norge og NATO-alliancen, som Norge formelt har indflydelse på. Myndighedsoverdragelsen sker ensidigt til en fremmed magt og er dermed en overtrædelse af flere paragraffer i den norske grundlov (Grl. § 1, Grl. § 25 osv.).

I den forstand har aftalen »intet med NATO-medlemskab at gøre«. Den er dog et supplement til medlemskab af alliancen, som navnet på aftalen understreger.

»SDCA muliggør en videreudvikling af samarbejdet mellem Norge og USA inden for rammerne af NATO,« skriver Forsvarsministeriet i indledningen til høringsnotatet. Artikel 1 i aftalen fastslår, at aftalen »supplerer de vilkår og betingelser, der er fastsat i NATO SOFA, som regulerer tilstedeværelsen af amerikanske styrker og deres eskorte på norsk territorium«.

Det er derfor klart, at aftalen er baseret på NATO-rammen, og at den er en del af en større NATO-sammenhæng for det høje nord, hvilket udtrykkeligt understreges flere steder i høringsnotatet.

SOFA-aftalen er i baggrunden

SOFA står for Status of Forces Agreement. Det er en aftale mellem værtslandet og en anden stat, der udstationerer militære styrker i landet. USA har sådanne SOFA-aftaler med snesevis af ikke-NATO-lande, såsom Japan og Sydkorea. Disse aftaler er modelleret efter NATO’s SOFA-aftale, men de er bilaterale og ikke multilaterale som NATO SOFA. Sidstnævnte er den eneste SOFA-aftale, der er etableret som en del af en traktat.

Regeringsnotatet minder om, at NATO på sit topmøde i 2023 vedtog nye regionale planer for forsvaret af Europa, som lægger øget vægt på betydningen af regionale samarbejdsformer mellem allierede. Flere bilaterale aftaler er således en model, som NATO opfordrer til, især regionalt, og som SOFA-aftalen giver et juridisk grundlag for.

»Flere aftaleområder i Norge vil bidrage til en harmonisering af antallet og typerne af aftaleområder i de nordiske lande, hvilket vil styrke anvendeligheden af national, bilateral og regional planlægning, herunder NATO’s regionale forsvarsplaner.« (Forsvarsministeriets vurdering, høringsnotat, side 20.)

Aftalen er udtrykkeligt forankret i NATO SOFA-aftalen fra 1951, en aftale om klarering mellem NATO-partnernes styrker på hinandens territorium.Tillægsaftalen SDCA »værdsætter aftalen mellem parterne i den nordatlantiske traktat om status for deres styrker, underskrevet i London den 19. juni 1951 («NATO SOFA»), som trådte i kraft den 23. august 1953, herunder dens bestemmelser om særlige supplerende ordninger til NATO SOFA«, hedder det i aftaleteksten.

Det er denne multilaterale SOFA-aftale mellem NATO-stater, der danner grundlag for, at Norge ikke har ret til at kontrollere pas, visa osv. eller modsætte sig, at udenlandske styrker bærer våben på norsk jord.»Medlemmer af en styrke kan besidde og bære våben, forudsat at de har tilladelse til det ifølge deres ordrer. Myndighederne i den udsendende stat skal tage velvilligt hensyn til anmodninger fra den modtagende stat vedrørende dette spørgsmål« (NATO SOFA artikel VI).

Selv NATO-tilhængere kan – og bør – af gode grunde modsætte sig den ensidige overførsel af myndighed til USA, som er indeholdt i SDCA og dens bilag.

Ikke desto mindre er der ingen grund til at benægte, at den særlige karakter af de bilaterale aftaler mellem USA og Norge (og andre nordiske lande) er en del af NATO’s overordnede strategi for det høje nord, herunder atomvåbenstrategien, og at de er autoriseret af SOFA-aftalen for NATO-landene.

Stopp NATO 29. mai 2024

Stopp NATO

Baseavtalen med USA og NATOs rolle