SMV-regeringen med Socialdemokratiet i spidsen er med god grund mere upopulær end nogensinde. Den er en arbejdsgiverregering til gavn for de store monopoler og deres finanshuse, der styrer dansk økonomi, og hvis milliard overskud topper kvartal efter kvartal. Mens arbejderklassens og store dele af de offentligt ansattes købekraft ikke kan indhente inflation og prisstigninger. Og igen fik de lavest lønnede reelt set mindst ved det seneste sæt minusoverenskomster.
Politikken for løntilbageholdende dikteres af arbejdsgiverne og regeringen for at holde overskuddet højt. En politik som fagforeningslederne accepterer og omfavner som det bedst mulige resultat. Ligesom de har accepteret øget arbejdstid, kontraktansættelse uden fulde rettigheder, massefyringer på store virksomheder som Danish Crown slagterierne, uhæmmet brug af underbetalt migrantarbejdere og firmaer uden kædeansvar i byggeriet.
At regeringen er asocial, arbejder-og ungdomsfjendsk ses også af dens reformer. SVM-regeringen har indtil nu gennemført fire socialreformer – ældrereformen, nyt kontanthjælpssystem, ændring af sygedagpenge systemet og reform af handicap rammetalerne.
Et fælles træk er øget privatisering. ”Frisættelse” og ”frit valg” er reelt at gøre samfundsinstitutioner som hospitaler, plejehjem og skoler til forretning og profit. De betyder: Øget fattigdom for de mange berørte, at forbedringer betales af andre svagere grupper og at den kapitalistiske stat, regioner og kommuner fortsat skal skære ned på de offentlige budgetter.
Overførelsesindkomster er ved lov langt bagud de lave lønninger. Folkepensionen er blevet en social fattigdomspension, der skal tvinge alle som kan til private pensioner og tegne forsikringer ved siden af.
SVM -regeringen har desuden gennemført tre uddannelsesreformer – en SU-reform, en uddannelsesreform af universiteterne og en rammeaftale for folkeskolen. Politikken er den samme som i de øvrige reformer – til gavn for nationale og internationale monopoler, større ulighed, mindre social retssikkerhed, fastholdelse og øget fattigdom. Oveni skal lægges reformen af personskatten, der kun gav smuler til dem, der er i fast arbejde betalt af den fattigste del af arbejderklassen.
Til gengæld har vi en regering, der lader milliarderne rulle til øget militærudgifter, krigsproduktion, NATO og EU’s militære budgetkrav og massiv støtte til krigen i Ukraine. Som støtter Apartheidstaten Israels folkemord i Palæstina. Som vil forlænge værnepligten og have flere soldater til krig. Som fører massiv politisk og ideologisk krigspropaganda. En regering der fører imperialistisk, racistisk politik.
Modstanden mod denne politik kommer ikke fra hverken venstre eller højre i Folketinget med en opposition, der drømmer om magt, indflydelse og regeringsposter.
Opgaven er derimod i klassekampen at kæde modstanden og kampen omkring løn, levevilkår og de sociale forhold sammen med militariseringen, dansk krigsdeltagelse, og den international solidaritet mod Israels folkemord og et frit Palæstina. Give den et klasseperspektiv -og politik, der ikke kun vil genvinde det tabte men som kan mobilisere hele klassen – ud over de enkelte virksomheders og sektorers grænser – og som ikke bøjer sig under imperialistisk politik uanset hvilken side den end kommer fra.
En politik med et revolutionært perspektiv for forandring og brud på det eksisterende kapitalistiske klassesamfund orden, for arbejderklassens revolution og etableringen af en ny orden: socialisme. Det vil ikke ske spontant.
Der er brug for et marxist-leninistisk parti – organisere dig i APK.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
