Vigdis Hjort: Leve posthornet!

Kunne man tænke sig, at en roman som ’hovedperson’ har et direktiv og personer for og imod dets vedtagelse? Og kunne man tænke sig, at have en jeg-fortæller, der er en ualmindelig kedelig hovedperson? Det lyder ikke som en god cocktail, men det er det. Bogen er både sjov og spændende. Den norske roman af Vigdis Hjort: Leve posthornet! kan varmt anbefales

Læseranbefaling af Ki.

I Danmark stiger portoen fra 1. januar 2024 til mindst 25 kr for at sende et brev. Det skyldes EU’s privatisering af området, der er baggrunden for en ny postlov med store forringelser. I Norge, hvor EU ville indføre postdirektivet i 2011 var modstanden stor.

Jeg-fortælleren i den norske roman Leve Posthornet! er den 35-årige Ellinor, der bor alene i en lejlighed i Oslo og arbejder med ByggBo og et tilbud til Ekte Vare i et lille kommunikationsfirma sammen med to kolleger. Den ene har brat forladt sit job, og ikke så længe efter findes han død. Var det mord eller selvmord? En lille clifhanger.

Efter ham ligger et større arbejde, som Ellinor og kollegaen skal gøre færdigt for Postkom (Norsk Post- og Kommunikasjonsforbund) i løbet af cirka fire måneder, hvor afstemningen på Arbeiderpartiets Landsmøte skal finde sted. Det drejer sig om implementeringen af EU’s tredje postdirektiv.

Inden hun kommer i gang med dette, har vi hørt hende finde en 10 år gammel dagbog frem og får hendes tanker ved genlæsning (intet er sket), hendes lunkne forhold til sin kæreste, hvorfra hun venter en fyring og et dårligt forhold til moren og et ret uengageret forhold til søsteren.

Ellinor er et utilfredsstillende sted i sit liv, og er yderligere påvirket af kollegaens død, men da hun skal deltage og delvis lede et medietræningsmøde med nogle postarbejdere, sker der noget. Det er ikke hende, der i første omgang skal træne, men høre og læse flere indlæg fra postarbejderne, og hun røres og bevæges af, hvad de kan fortælle om deres arbejde, og hvad der vil ske med det, såfremt postdirektivet bliver stemt igennem. Det bliver tydeligt, at hun og kollegaens professionelle mediestrategier intet kan flytte, og særlig tydeligt, da et postbud fra Finnmarken, Rudolf Karen Hansen skal ’medietrænes’. Efter præsentationen siger han “Og hvis jeg kan få lov at sige, hvad jeg mener, så siger jeg det, og du kommer til at høre det.” Han indlæg er konkret, langt og forrygende og behandler hans genoplivning af et meget vigtigt brev, der egentlig lå i bunken med døde breve. Han viser postudbringning som, ja faktisk, et kald og dermed, hvad der vil ske, når/hvis postdirektivet bliver vedtaget.

Herefter går kommunikationsrådgiverne mere og mere entusiastiske ind i arbejdet for at bearbejde Arbeiderpartiets medlemmer og delegerede til Landskonferencen, hvor der skal stemmes om direktivet. Det er et festfyrværkeri at læse om denne konference, der varer fire dage – i kontrast til romanens bevidst kedelige begyndelse. Her blandes romanens fiktion med dokumentarisk stof, hvor Stoltenberg og Støre for at få flertal udøver pression på festaftenen. Uden at jeg bemærkede det ved første læsning, er de allerede tidligere på meget diskret måde indflettet som Jens og Jonas. En ung fyr Tore Eikeland, repræsentant for AUF i Hordaland, er på talerstolen med et klart indlæg, der afføder mange klapsalver, og indgår på side 177-78. Han kan høres og ses her – det anbefales!  – så man fornemmer stemningen.

Romanens titel stammer fra et Søren Kierkegaard-citat, der slutter således “Posthornet paa mit Bord /skal/ altid minde mig om, hvad Livets Betydning er.” Bogen belyser f.eks. side 130, fortællerens refleksioner over eget liv som meningsløst og senere som meningsfuldt, hvor hun i et fællesskab kæmper for en sag, og hvor LO-toppen og ministrene taber.

Forfatteren er nok i Danmark mest kendt for ’Arv og miljø’, der i Norge vakte stort påstyr ved at være autofiktion og komme meget tæt på en respekteret familie i Oslo. Kunne man tillade sig at skrive sådan med anklage mod egne familiemedlemmer. Det mente hendes søster ikke, så hun skrev en modroman!

Siden indlemmede norske regeringen alligevel EU’s direktiv om liberalisering af postudbringning:

Regeringen Jens Stoltenberg II vedtog at bruge Norges vetoret mod at indlemme det tredje postdirektiv i EØS-aftalen, men siden tog regeringen Erna Solberg direktivet ind i EØS-aftalen, noget som blev meddelt EU den 19. november 2013. 24. april 2015 kom regeringens forslag til en ny postlov. Det blev blandt andet forslået at afvikle tvungen postomdeling på lørdage, samt indføring af EU’s tredje postdirektiv, noget som bl.a. indebærer fri konkurrence på levering af breve og pakker. (Kilde Wikiwand)

Vigdis Hjort: Leve posthornet! 2011 og på dansk 2014

Læs også
Ny postlov fra 1. januar: Fuld privatisering af posten