Den 29. august 1943 rejste det danske folk sig

Den 29. august 1943 betød et vende­punkt i det danske folks kamp mod den nazistiske besættelsesmagt. Indtil da samarbejdede den socialdemokratiske regering med fascismen. Den 29. markerer det danske folks og den danske arbejderklasses NEJ til samarbejdspolitikken. En om­fattende folkestrejke tvang den socialdemokratiske regering til at gå af.

Det havde ulmet hele foråret med strejker på mange af landets arbejdspladser. Besættelsesmagtens svar var at indføre undtagelsestilstand i mange byer, hvilket blot gjorde arbejdernes forbitrelse endnu større.

Startskuddet til folkestrejken kom fra Esbjerg, hvor arbejdere og fiskere den 12. august gik i generalstrejke og krævede ophævelse af den undtagelsestilstand, som netop var blevet indført. De socialdemokratiske ledere forsøgte at stoppe strejken, men den stoppede først da undtagelsestilstanden efter ca. en uge blev ophævet. Herfra bredte modstanden sig til Fyn, hvor der særligt i Svendborg var heftige sammenstød mellem danske arbejdere og tyske soldater. Kampene blev først stoppet efter indsættelsen af et tysk kompagni til forstærkning. Men nu blussede kampene op i Odense.

Arbejderne på Odense Stålskibsværft nægtede at arbejde på tyske skibe og flere store arbejdspladser sluttede sig til dem. Undtagelsestilstand blev mødt med generalstrejke fra hele Fyn, som tvang nazisterne til at ophæve den efter 3 dage. Strejken bredte sig nu til Aalborg og Nordjylland. De socialdemokratiske ledere gjorde alle forsøg på at standse strejkebevægelsen uden held. Strejkerne var et hårdt slag mod besættelsesmagten. Som sidste udvej stilledes krav til den danske regering om at indføre undtagelsestilstand, men samarbejdspolitikken var nu for dybt kompromitteret. Derfor blev regeringen nødt til at sige nej, og træde tilbage.

Den 29. august blev undtagelsestilstanden indført af den tyske besættelsesmagt. Der kom hårdere tider, men den 29. august markerede, at folkestrejkerne havde sat den forhadte samarbejdspolitik ud af kraft. Fascismens og den imperialistiske besættelses dage var talte.
Derfor markeres den 29. august som kampdag, fordi den bærer den danske arbejderklasses bedste traditioner i kampen mod krigen.

Uddrag fra Harald Herdals bog ‘Ukuelige menneske’

De første tyske dødsdomme i Danmark, en kommunist. Men også dette er trods alt et forårstegn, og hans død er ikke forgæves. Modstanden vokser. Det begynder i Esbjerg, de strejker i Esbjerg; de strejker i Odense, i Ålborg. Og udefra overraskes verden pludselig: Mussolini er styrtet. Det første skred siden Stalingrad. Det er som det undertrykte menneske løfter sit hoved og ser lidt op. Dagskæret breder sig.
Hårdt farer tyskerne frem, hver dag næsten arresteres danskere. Tyskerne truer, raser. Vigtige virksomheder ryger i luften. Man kan snart få ondt af dem næsten, de ser til højre, de passer vagtsomt på, det knalder til venstre! Tysker styrter til venstre, det knalder til højre. Det, der sker, magter de ikke at standse.

Hanne går tur, en gammel kone går sig en tur, vejret er godt, solen skinner, det er sidst i august, en dag som alle andre: sporvognene kører som de plejer, der er cyklister og biler, der er folk på gaderne, folk ser på butikker, alt er så fredeligt.
Hanne går op på Vesterbrogade ind mod Rådhuspladsen. Vil hun ind og sidde på en af bænkene i solskinnet, se på trafikken, menneskemyldret og de tamme duer? Tyskerne har holdt ‘parade’ i dag, de har kørt tunge tanks gennem byens gader, hele små fæstninger … for at vise deres magt, true skræmme? Det er en dag som alle andre i disse tider, en fredelig solskinsdag … Og dog…
Og det er sandt! Man hører jo så mange rygter, rygter der skræmmer, ophidser, vækker håb, rygter der ikke er andet end rygter, og rygter der er sande nok.
Dette er sandt. Sandt som det var sandt at der stod store tyske styrker ved banegården. Tyskerne har kørt en kæmpetank op på Rådhuspladsen. Kanonmundingen vender ud mod pladsen, den er fuldt bemandet. Og livet på Rådhuspladsen er som ellers. Duerne kurrer og får deres ærter. De sætter sig på små børns arme og skuldre og gør børnene benovede. Solen skinner.
Folk kikker på den store tanks. Også Hanne standser og betragter den. De tyske soldater sidder og står ubevægelige som sten, Det er et stort monstrum, og hun er kun en lille gammel, fattig kone. Og vist er den uhyggelig og fæl at se på, og kan sikkert udrette mange ulykker på mennesker Et nu mærker hun en frysende fornemmelse ved synet. Så varmer solen hende. En mand sidder på hug og fodrer duerne. Kun de tyske soldater med de lukkede ansigter ser ud som om de ikke var mennesker.
Og i sin enfoldighed tænker Hanne: biir’ menneskene da aldrig klogere? Vil de altid skabe ulykker og rædsler som går ud over dem selv? Kunne ikke alt være så godt for os alle, er der ikke nok i verden til os alle? Kunne livet for menneskene ikke være så godt og smukt den smule tid de er her på jorden i?

En due flyver op, dens vinger lyser i solskinnet. Et barn ser efter den. Hanne vender ryggen til kanonen og tyskerne. Det er et af disse øjeblikke da trafikken ligesom et nu standser og alt er så stille at man hører det. Alt ånder fred. Solen skinner. Den skinner på mennesker og duer, huse og træer … hvor kunne det være godt alt sammen, hvis bare menneskene ville det og var enige …

Hanne går hjem igen, hun syner ikke meget i gadebilledet, et menneske mellem andre mennesker, et gammelt, forslidt menneske. Men i hendes indre er der rejsning, dér knejser hun, dér tænker hun trodsige, oprørske tanker om både tyskerne og de dårlige danskere. Og så ubetydelig hun netop ser ud, er hun alligevel et udtryk for de kræfter i folket, der vil modstand, vil kæmpe.
Det er ikke til at se på hende. Hvis overhovedet nogen lægger mærke til hende hér på den befærdede Vesterbrogade vil det være uden tanke for, at hun… at hun er med i kampen.

Gaden er livlig, trafik og mennesker og solskin. Et par unge piger ser på hatte, et ungt par ser drømmende på møbler. En mand køber en avis og breder den ud. Men hvem er der ikke? Måske gør kun enkelte sig klart, at ingen tyske soldater tramper rundt som de plejer.
Men dér… i strakt march, tunge tramp mod asfalten, kommer et tysk kompagni ude på gaden. De ser hverken til højre eller venstre, men lige ud. Et nu passerer de hinanden: de svært bevæbnede styrker af herrefolket, landets herre? og den lille ubevæbnede kone inde på fortovet, som også er med i kampen.

Hjemme i kvarteret hører Hanne nye rygter. Der er ved at ske en afgørelse. Tyskerne har stillet nye krav til regering, rigsdag og konge. Det er ikke noget nyt. Det gør de jo så tit, og får deres krav opfyldt så godt som de kan ønske sig. Men denne gang, vil rygtet vide, tøver man med at føje dem… fordi man er bange for folket.
Rygterne svirrer… De svirrer som de hvide flyveblade der rundt om pludselig daler ned i gaderne, ingen ved hvorfra… De fortæller folk om nye tyske grusomheder og trusler… eller om nye heldige sabotagehandlinger… De maner til mod og modstand. Men rygterne, dem ved man aldrig om er sande eller ej. Rygterne… det er både uroen, angsten og håbet i disse tider.

Men rygterne, de onde rygter har talt sandt: gårsdagens ro var stilhed før stormen. Allerede lørdag aften vides det, at tyskerne har samlet store troppestyrker til byen. Bange for folket har regeringen afvist deres krav.
Mange kommer det der sker bag på. Ikke på Hanne. I aftenens løb har der været næsten fuldt af mennesker hos hende, de er kommet og gået, den har vidst eller hørt det, og en anden det.

Da Hanne søndag morgen er nede efter lidt brød er vejret næsten som den morgen, den morgen i april, da tyskerne kom… Et yndigt vejr. Men det der er sket er befriende.
Den tunge uvished er fejet bort. Det skete har lettet sindene. Der er sagt nej til tyskerne. Der er skabt klarhed. Endelig.

Hvem tror på at konge og regering har gjort dette af fuldt hjerte? Men havde de gjort andet, havde de stået alene, uden folket med sig. Det er folket der har sagt nej. Det er os… Folkets tålmodighed er forbi. Det er vækket, det er vågent.

Men det har betydet åben krig. Og tyskerne har afvæbnet hæren, erklæ­ret landet i undtagelsestilstand, arresteret en mængde danske, og kongen. Landet er uden regering.
De ængstede, forsigtige spørger: Hvad nu? Biir’ det ikke bare værre? De forstår ikke at intet er værre end usikkerheden før. Intet er værre end eftergivenheden. Nu er det åbent sagt, at folket ikke vil mere.

Noget der er stærkere end konge, regering, rigsdag og embedsmænd, stærkere end tyskerne og deres tanks, har sagt det afgørende, forløsende ord: folket.
‘Det er folket der har talt,’ siger Hanne med strålende øjne.

Læs også

29. august 1943 – Regeringen fyret på gråt papir