“Barbarossa” 22 juni 1941- Klapjagt på modstandsfolk

Da Nazi-Tyskland overfaldt det daværende Sovjetunionen den 22. juni 1941 blev den danske samlingsregering stillet over for et tysk krav om at forbyde det kommunistiske parti og arrestere ‘alle ledende kommunister’. De samarbejdende partier bøjede sig for besættelsesmagten og begyndte at arrestere kommunister, fordi de var kommunister. Derved begik de danske myndigheder højforræderi. Efterfølgende vedtog man den såkaldte kommunistlov, der dekre­terede forbud mod kommunistiske fore­ninger.

Dette grundlovbrud og overgreb mod flere hundrede kommunister tog Horserød-Stutthof foreningen i samarbejde med historikeren Albert Scherfig sidste år initiativ til at få regering og folketing til at anerkende og give en undskyldning for.

Den er ikke kommet endnu.

Fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag

“Barbarossa” 22 juni 1941 – Klapjagt på modstandsfolk

Det nazistiske Tysklands besættelse af Danmark og Norge den 9. april 1940 blev skærpet i betydelig grad, da den tyske diktator, Adolf Hitler, den 21. juni 1941 gav startsignal til det længe planlagte imperialistiske og antikommunistiske korstog imod Sovjetunionen/Rusland. Over en front fra Ishavet til Sortehavet blev hele den vældige tyske militærmagt under kodeordet ‘Barbarossa’, dvs. Rødskæg, kastet imod Sovjet for at knuse det, røve dets jord og værdier og gøre dets befolkning til arbejdsslaver.

Den danske samlingsregering blev stillet over for et tysk krav om at forbyde det kommunistiske parti og arrestere ‘alle ledende kommunister’. Under de natlige forhandlinger i det tyske hovedkvarter – det beslaglagte Dagmar- hus i København – overrakte tyskerne en liste med navne på 72 personer, de krævede arresteret. Listen blev dog reduceret til 66. Men dansk politi arresterede til en start 336 personer! Det viste sig senere, at listen var udarbejdet af det danske politis specialafdeling D, som i hemmelighed registrerede lovlig politisk virksomhed og førte omfattende personregistre.

Da der var tale om et hidtil uset grundlovsbrud, var nogle af de forsamlede magtens mænd dog noget betænkelige. Det ville jo være umuligt at forsvare det helt uforsvarlige. Derfor blev statsminister Thorvald Stauning (S) ringet op af udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen. Stauning gav søvnigt sin velsignelse til at iværksætte den både grundlovs- og menneskeretskrænkende arrestations-bølge, vendte sig om på den anden side og sov videre.

Kommunisterne var forberedt

Allerede tidligere, men akut fra 9. april 1940, var kommunisterne på grund af erfaringerne fra selve Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, forberedt på indgreb og forbud og havde i den anledning truffet en del forberedelser til en illegal ’tilværelse’

Efter at det aggressive Tyskland havde udløst Anden Verdenskrig ved angrebet på Polen den 1. september 1939, havde kommunisterne gjort deres stilling klar. I en erklæring den 4. september siger partiet bl.a.:

»Vores mål i den givne situation er at forsvare og bevare Danmarks frihed og selvstændighed, at sikre dansk demokratis beståen og udvikling til gavn for det arbejdende og skabende folk … derfor opfordrer vi hele det danske folk til i denne svære stund at samles om dagens hovedopgaven forening af arbejderklassens og det aktive demokratis kræfter til værn for land og folk, kamp mod undertrykkelse af enhver bevægelse, som direkte eller indirekte modarbejder Danmarks, dansk demokratis og den danske nations interesser.«

Erklæringen lå i forlængelse af mange års energisk antifascistisk indsats, herunder en meget omfattende flygtningehjælp, og talrige tidligere tilkendegivelser, som viser, at kommunisterne var den folkelige kraft, som målbevidst førte an i den nationale kamp for frihed og selvbestemmelse. Både denne og andre udtalelser, der blev til på demokratisk vis efter meget intense diskussioner blandt medlemmerne, aflivede både dengang og den dag i dag alle konstruerede myter om, at kommunisterne gik arm i arm med tyskerne og at kommunisterne således var allieret med fjenden i krigstid, altså landsforrædere.

Det var i øvrigt kommunisterne, som udsendte det første illegale blad. Det var et såkaldt kamuflageblad med falsk titel. Det hed ‘Danske Toner’ og foregav at være et sanghæfte, men behandlede problemerne om grund-lovbruddet og ‘kommunistloven’.

Det var helt naturligt, at det blev kommunisterne, som gik forrest i modstandskampen, organiserede og udviklede den til at magtfuld bevægelse. Den opnåede f.eks. en helt exceptionel delsejr, da regeringen den 29 august 1943 måtte indse, at den ikke længere kunne regere imod folket og formelt måtte smide tøjlerne.

Aftalt arbejdsdeling

Enhver, der gjorde modstand imod besættelsen og dens konsekvenser risikerede at blive forfulgt, taget i ‘forvaring’ og idømt internering eller straf i henhold til den ulovlige ‘kommunistlov’.

Politikere, politifolk og andre, der gjorde det smudsige arbejde med at registrere og forfølge modstandsfolkene eller de politiske flygtninge, var helt klar over, at de kun var et lille led i det tyske undertrykkelsesapparat.

I mange tilfælde var de endog foran det tyske politiske politi, Gestapo. Det blev f.eks. helt overbevisende demonstreret ved udleveringen af ‘statsløse’ jøder, og da ‘faldskærmsagenten’ Poul Johannsen blev drevet i døden, mens Christian Michael Rottbøll simpelt hen blev slagtet af dansk politi med ikke mindre end 20 revolverskud.

De skyldige forsøgte senere at forsvare sig med, at de beskyttede deres ofre imod noget ‘værre’. Både blandt politikere og diverse embedsfolk i magtapparater som politi og domstole var den højst besynderlige beskyttelsestrang det eneste ‘forsvar’, de kunne flikke sammen.

Men de vidste, burde vide og kunne i hvert fald ikke undgå at vide, at der allerede før besættelsen mellem danske og tyske instanser praktiseredes en form for arbejdsdeling. Den gik ud på, at danskerne tog sig af de første, indledende skridt, f.eks. arrestation, mens tyskerne så overtog senere og gjorde ‘arbejdet’ færdigt ved at torturere, indespærre og til slut måske aflive de opsætsige i koncentrationslejre eller fængsler i Tyskland.

Skævt fra starten

Det er naturligt at spørge, hvorledes det gik nazisternes håndlangere efter krigen med dens mange dramatiske begivenheder.

Svaret er, og det er der stadig grund til at undre sig over, at de fik mulighed for at fortsætte som før, som om intet var hændt.

Den delvise forklaring skal søges i det faktum, at nogle modstandsfolk, der var forblændet af parlamentarismen og måske så sig selv i en betydningsfuld rolle, forsøgte sig som politikere, men desværre glemte, hvor de kom fra, og hvem og hvad de skulle repræsentere.

Det kom til at svie, at freden ikke var grundigt forberedt, og at der ikke havde været nok tid og kræfter til at afklare problemerne og deres løsning. Det såkaldte retsopgør var skævt fra starten, idet de største krigsforbrydere med politikere og deres lakajer i spidsen end ikke blev anholdt, og den gammelkendte forestilling, hvor man ‘hængte de små og lod de store løbe’, gentog sig.

Ved befrielsen blev der dannet en koalitionsregering, bestående af en halvdel ‘gamle politikere’ og en halvdel ‘modstandsfolk’. Fordelingen af ‘taburetterne’ var resultatet af hemmelige forhandlinger. Det føltes af mange som en vederstyggelig hån, at regeringen faktisk blot genoptog ‘forretningerne’ på basis af mandaterne fra ‘valget’ i marts 1943, skønt dette valg var ulovligt, bl.a. fordi kommunisterne var forbudt, og dermed var også ‘befrielsesregeringen’ i virkeligheden ulovlig og antiparlamentarisk.

Andre muligheder

Hvad skulle man have gjort i stedet? Der blev af modstandsfolk foreslået en anden løsning, men mødte afvisning. Forslaget gik ud på at erklære undtagelsestilstand, arrestere alle krigsforbrydere, foretage undersøgelse af deres gerninger, rejse tiltale og fælde dom. Det var en af forudsætningerne for at udskrive nyvalg og få renset ud med ‘opgørets skarpe lud’, som det hedder i frihedssangen. Regeringens ni ‘modstandsfolk’ havde mest travlt med blot at få genoprettet tilstandene fra før og tog ikke tilstrækkeligt hensyn til, at der i befolkningen var stærke forventninger om at slå ind på en ny vej og udnytte alle muligheder for et opsving med udvidede rettigheder og muligheder for nyvurderinger og nyskabelser på alle områder. Selv om porten var slået op for nye tider, blev mulighederne ikke udnyttet, men tabt på gulvet. Det skal dog siges, at freden og løsningen af dens forudsigelige problemer ikke var forberedt.

Den store syltekrukke

Regeringen måtte nedsætte en såkaldt parlamentarisk kommission, hvor politiske kolleger skulle undersøge, om der var grund til at rejse tiltale mod nogen ledende politiker for vedkommendes ’embedsførelse’ under besættelsen. Kommissionen blev fornyet flere gange.

Efter 10 (!) års arbejde udstedte kommissionen faktisk en generel frifindelsesdom for alle ansvarlige. De kunne ikke gøre andet end det, de gjorde, lød det lakonisk.

Artiklen er sakset fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 4/2005

Læs også

Sovjetunionen og kampen mod Hitlertyskland

Hitlertysklands overfald på Sovjetunionen: Forspillet til den 22. juni 1941

Håndslag: Historiefuskeri og manipulation

Grumset forspil til Anden Verdenskrig – Krigen vendt mod øst