Voksende inflation sender regningen for krig og krise til arbejderklassen

Kapitalisterne vil altid forsøge at sende regningen for krise, krig og reaktion videre til arbejderklassen. Denne artikel gennemgår inflationens bagvedliggende årsager og den økonomiske politik. Inflation fører til stigende leveomkostninger og må mødes med krav om højere løn, højere dagpenge, pensioner og kontanthjælp her og nu.

Af Franz Krejbjerg, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Voksende inflation sender regningen for krig og krise til arbejderklassen

De fleste, der har taget et kig på deres transportudgifter til arbejdet og udgifter til el, varme og mad og alt andet, der skal til for at overleve, har set udgifterne vokse med dramatisk fart. Prisstigningerne i Danmark blev i februar angivet til 7 procent over det seneste år og er dermed tilbage på niveau med 80’erne. Inflationen måles ved et vægtet forbrugerprisindeks, og enkelte varetyper har oplevet prisstigninger, der er meget højere end de 7 procent.

Hvad der er på spil, er at statsmagten og centralbankerne dikterer inflation. Det er et skjult tyveri ved højlys dag, der betyder faldene realløn og stigende leveomkostninger for arbejderklassen. Altså et udtryk for, at de penge, der udbetales i løn eller overførselsindkomst, mister sin købekraft.

Efter en årrække, hvor inflationen på almindelige forbrugsvarer har været under 2 procent om året, er det en ny situation, bl.a. som følge af at EU har indført minusrenter på opsparing og samtidig har sendt milliarder i omløb til støtte og billige lån til storkapitalen.

Det er Den Europæiske Centralbank (ECB), der med åbne øjne har bestemt rentens aktuelle niveau på minus 0,5 procent. ECB har godt nok luftet muligheden for, at stigende renter kan komme på tale, men på et møde den 15. marts forklarede Christine Lagarde, der er præsident for EU’s centralbank, at EU vil sikre lav rente og dermed billige lån til private og offentlige investeringer de næste mange år. Som konsekvens vil de se bort fra kravet om at holde inflationen på 2 procent og tværtimod tilskynde til højere inflationstal frem til 2024, før centralbanken måske vil reagere med rentestigninger.

Det er altså EU, der sidder på kontrollen og bestemmer, at priserne stiger, mens de fattige bliver fattigere. Funktionen af EU’s pengepolitik er kort sagt at støtte erhvervslivet og sende regningen for oprustning og krisepakker og støtteordninger over på arbejderklassen.

Selv i dag kører nogle borgerlige økonomer det gamle propagandanummer om, at inflation opstår, fordi lønningerne stiger for meget. De hævder, at løsningen på inflation er at stramme finanspolitikken, altså skære yderligere ned på velfærd, uddannelser og overførselsindkomster.

Virkeligheden er, at inflation ikke opstår ud af den blå luft og heller ikke er en funktion af prisstigninger, der bider sig selv i halen. Det er en direkte konsekvens af den pengepolitik, der dikteres bag lukkede døre. Inflationen er heller ikke det samme som et forbipasserende prisudsving, men vil ramme voldsommere og voldsommere.

Stigende leveomkostninger skal mødes med krav om tilsvarende stigende indkomster. Ikke engang i fremtiden, til næste valg eller næste overenskomst, men med det samme. Vi vil ikke betale for deres krige og krisepolitik.

Pengemaskinen

Likviditeten eller pengemængden, der er i omløb, eller mere specifikt prisen på pengene, er efter bortfaldet af guldstandarden helt afgørende, når det handler om styre inflationen. I praksis har EU’s centralbank derfor dikteret en kollektiv lønnedgang, når de fortsætter med at trykke flere billige penge med den helt åbne begrundelse, at de holder hånden under virksomheder og spekulanter. Det er dog ikke hele historien omkring, hvordan disse pengepolitiske mekanismer fungerer under kapitalismen. I denne artikel vil vi forsøge at sammenfatte den marxistisk-leninistiske analyse af fænomenet og samtidig behandle, hvorfor inflationsraten lige nu globalt er sprunget i vejret.

Hvad inflation primært er udtryk for, er at statsmagten gennem nationalbanken øger pengemængden, som bruges til at betale for kriser og krige. Fordi penge er blevet afkoblet fra sin tilknytning til guld eller nogen anden reel værdi, så flyder værdien af penge frit styret af interaktion mellem Nationalbanken og markedskræfterne. Når Nationalbanken gennemtrumfer en politik, der øger pengemængden i forhold til den likviditet, som samfundsøkonomien har brug for, resulterer det i en gradvis tendens til udhuling af pengenes købekraft. Når staten opruster i våben og militær, så bidrager de investeringer ikke til at øge samfundets rigdom, istedet øger det problemerne.

For at komme dybere ned i spørgsmålet må vi se på forholdet mellem vare, værdi og penge.

Alt er relativt

Under kapitalismen er en vares værdi noget relativt, og her tales ikke om en vares brugs- eller nytteværdi, men om varens pris, den værdi der opgøres i penge. Dette fænomen, hvor varernes værdi står i en usynlig relation til hinanden, udtrykt i penge, skyldes, at værdi er et udtryk for den samlede mængde samfundsmæssig menneskeligt arbejde, der er indeholdt i de enkelte varer. Relativ, fordi der ikke findes en til alle tider given universel værdi for en given vare. Prisen er konstant under påvirkning af udviklingen. Selv prisen på pengene er under konstant udhuling.

Dette gælder for hele rækken af varer og serviceydelser og ikke kun de varer, som almindelige forbrugere kommer i kontakt med, som dagligvarer i indkøbscentre eller husleje, elregning og tv-pakken, men også industrimaskiner, råstoffer, bygninger, transport, software osv.

Inden for enhver kategori af varer betyder den industrielle udvikling, at mængden af arbejdskraft, der skal bruges for at producere det enkelte produkt, stedse bliver mindre. Der er altså en generel tendens til højere produktivitet, det vil sige, at der i gennemsnit bruges relativt mindre samfundsmæssigt arbejdskraft pr. samme varerenhed, og da værdi er et udtryk for den samlede mængde arbejdskraft, der er indeholdt i de enkelte varer, så vil der være en tendens til, at værdien falder.

Uafhængigt heraf er der også en række andre faktorer, der gør, at den generelle produktivitet i et samfund som sådan kan se ud til at stagnere. Det skyldes, at uproduktiv virksomhed har en tendens til at vokse, f.eks. mængden af politi, reklamer, bureaukrati og lobbyisme. På den korte bane kan forhold som krig bestemt også påvirke priserne, ved skift i udbud og efterspørgsel og produktionsforholdene, f.eks. adgang til råstoffer og arbejdskraft.

Med hensyn til produktivitetsforbedring så sker det ikke alene som følge af udviklingen af bedre og hurtigere maskiner eller fremskridt i videnskaberne, det sker samtidig som følge af en ekstrem koncentration af produktionsapparatet og et pres på løn og uddannelser.

Desto større enheder, desto større fabrikker, desto bedre vil kapitalen hente gevinster ved rationalisering. Alene som følge af opskalering og koncentration af fabrikker kan den enkelte arbejder udbyttes mere. De største virksomheder, dem med den største volumen, har også bedst kontrol over underleverandører og forsyningskæder, selvom det ikke gælder i alle led, og i lidt mindre grad i forhold til råstoffer. Der er naturlige grænser for koncentrationen, såsom adgang til energi, vand og billig arbejdskraft og det areal, der er til rådighed, men de grænser rykkes hele tiden som følge af den teknologiske udvikling.

Hvilke erfaringer kan drages fra IT-industrien?

IT-industrien er i sig selv et tydeligt eksempel på tendensen til, at tingene bliver billigere. Inden for nogle slags forbrugerelektronik har alle kunnet følge prisernes vej nedad, justeringer, der gerne sker flere gange om året, indtil en ny telefonmodel lanceres.

På softwaresiden tænker mange ikke over, at deres kontorpakke og styresystem og meget andet software i dag er mere eller mindre gratis og leveres ”kvit og frit” fra Google. Virksomhederne tager sig betalt i adgang til folks data, forklarer de. I praksis betyder det, at millioner af brugere er gratis arbejdskraft. Den store kollektive masse af indsamlede data er blevet det, der indeholder den helt store værdi for IT-giganterne. Den lave pris på almindelig software er samtidig et udtryk for den koncentration, der er sket under de sidste årtier med internettet, hvor et firma kan sende deres produkt ud online og nå alle globalt relativt billigt.

Prisen falder ikke kun for forbrugerelektronik. Indkøbsprisen falder også for de ekstremt store og komplekse computersystemer. Supercomputerne bliver hele tiden relativt mindre, og det betyder, at prisen for drift og energiforbrug falder. Imens vokser kapaciteten og tempoet ca. hvert andet år ret dramatisk. Det vil sige at omkostningerne ved f.eks. gigantiske simuleringer af klodens vejrsystemer eller de datadrevne AI-programmer hele tiden falder. Samtidig giver det mulighed for meget større og endnu mere komplekse beregninger. En tendens der ser ud til at fortsætte og peger entydigt i retning af, at software vil komme til at kunne overtage mere og mere arbejde.

Prisen på arbejdskraften

Arbejdskraften er en særlig type vare, der kronisk betales under sin værdi. Idet at prisen på arbejdskraften er en variabel, er der en tendens til, at lønnen for det brede flertal trykkes til et absolut minimum set i forhold til overlevelse og reproduktion. Der findes naturligvis mange årsager til, at fødselstallet er dalende, men når fertilitetsrater i flere lande er under niveauet for reproduktion, så står arbejderklassens og kvindernes dårlige løn og arbejdsforhold højt på den liste.

Under kapitalismen presses værdien af arbejdskraften også ved at sænke uddannelsesniveaet og trække på udenlandsk arbejdskraft. Vi kan se det i praksis mange steder: De danske uddannelser bliver kortere og billigere, lærerpladserne forsvinder, mange studier har ”gør det selv”-undervisning i mange timer om ugen, mens indiske IT-ingeniører og specialister hyres ind til en relativt lav løn i forhold til deres uddannelsesniveau. De bedst uddannede i Danmark rejser til gengæld til USA.

Sammenbruddet i vareverdenens to poler

Når varens værdi er udtrykt i penge, så gælder dette kun, såfremt pengene i sig selv er en vare med en værdi. Det nytter ikke noget at påstå, at penge har værdi, fordi kongen har slået mønt, eller nogen anden øverste myndighed, som f.eks. centralbanken. På den anden side så er det nøjagtig det, der sker i dag med papirpengene. Her handler alt om ”tillid” fra markederne.

Frem til efter 2. Verdenskrig holdt guldstandarden som reference for pengenes værdi både i de enkelte lande og i verdenshandelen. Eller rettere holdt i det store og hele – der var enkelte store udsving, hvor f.eks. Tyskland eller andre krigsførende nationer trykte langt flere papirpenge, end der var dækning for, og tilførte langt mere likviditet ud i økonomien, end der var varer at købe, samtidig med at inflationen betød, at det ikke var muligt at spare op.

I slutningen af 2. Verdenskrig vedtog repræsentanter fra de allierede Bretton Woods-aftalen, som gjorde den amerikanske dollar til den nye internationale valuta. Dollaren blev reservevaluta for de lande, der havde underskrevet aftalen, i stedet for deres egne guldbeholdninger, og USA’s centralbank forpligtede sig til at holde dollaren i en fastkurs til guld. Systemet kom dog hurtigt under pres og kollapsede definitivt i 1971, hvor USA suspenderede den faste vekslingskurs mellem dollaren og guldet. Siden har de førende valutaer i verden været frit flydende i forhold til guldprisen, og kursen har været bestemt af markedskræfter og verdens centralbanker, der holder hinanden i skak.

I mere end 50 år har der altså ikke været en direkte sammenhæng mellem papirpenge og en vares værdi. Den ene side af vareverdenens to poler er erstattet af ”magi”. Det vil sige markedskræfterne, der primært er statsmagten og storkapitalen, i samarbejde med nationalbankernes evne til at opkøbe eller styre beholdningen af penge, så de ikke taber værdi. Målt på inflationstallene gør nationalbankerne generelt et dårligt job, forstærket af at kapitalismen har skabt den ene overproduktionskrise og spekulationsboble efter den anden.

Den globale valutaspekulation

I den globale handel er det endnu mere uoverskueligt. Prisen på alle varer bevæger sig efter spekulation i udbud og efterspørgsel, og alle varer er afhængige af eller påvirker hinanden, transportpriser eller energipriser påvirker prisen på alle forbrugsvarer. Spekulation og opkøb af bestemte råstoffer, oliereserver eller hvede og ris er helt lovligt, selvom det betyder, at folk sulter. Valutaspekulation er helt lovligt, og det eneste der kan garantere, om pengene holder deres værdi relativt set til hinanden og til råstoffer, er om nationalbankerne har dollars nok til at købe deres valuta tilbage.

At den amerikanske dollar stadig fungerer som verdens reservevaluta, ses i praksis under Ruslands krig mod Ukraine og USA og NATO- og EU-landenes totale handelsboykot af Rusland. Dollarkursen er konstant gået op, og nogle af de mindre lande, der helt har afskaffet deres egen valuta til fordel for dollar, har været hårdt ramt af mangel på likviditet.

Inflationen i ejendomspriser og aktiekurser

Nationalbanken låner ikke ud til almindelige mennesker, men til nogle bestemte godkendte finansinstitutter, som låner dem videre. Da lovgivningen om adskilte bankforretninger blev ophævet i 1990’erne, forvandlede bankerne sig til finanssupermarkeder, hvor der både var lønkonto, spekulation, kredit, forsikring og ejendomsmægler på samme adresse.

Da nationalbankerne omkring årtusindeskiftet begyndte at sætte udlånsrenterne ned, smittede det straks af på boligpriserne, og bankerne begyndte at spekulere i at få de billige lånte penge omsat i form af stigende boligpriser. Det tog fart, da man reelt afskaffede de offentlige vurderinger på ejendom og andre begrænsninger på lånetyper, og hvor meget man kunne låne, og til hvad.

Den første gang boligboblen sprang, var i forbindelse med den internationale finanskrise i 2008. De seneste år under coronakrisen har nøjagtig samme historie gentaget sig, og boligpriserne er sprunget i vejret, og en ny boligboble er på vej. De helt sikre vindere er bankerne, mens nyslåede boligejere står med hele risikoen og kan sidde fast i deres gæld resten af livet.

Når boligpriserne stiger med 1000 procent ud af den blå luft, så er det altså i praksis et udtryk for, at der er pumpet likviditet ud fra Nationalbanken til boligspekulation, mens de underliggende værdier i form af mursten og byggematerialer ikke er forandret. Det er samtidig et udtryk for en form for inflation, der bare giver sig udtryk i oppustede priser på fast ejendom. Prisen på en god uddannelse er også gået op, og det samme er mængden af forgældede studerende.

Da det også blev muligt at låne i boligers såkaldte friværdi til forbrug, var der et boom i kultur, rejser og restauranter og alt muligt andet, der gladeligt har taget imod de rare lånte penge. Hvad der først bare var tal på skøder og gældsbreve, forvandlede sig til en økonomisk forbrugsindsprøjtning i dele af samfundsøkonomien, for lånte penge.

Aktiemarkederne, ikke mindst i USA, har også nydt godt af nationalbankernes billige penge. Virksomheder som Facebook og Amazon har set deres aktier stige voldsomt, og bare i årerne under coronakrisen har de fordoblet deres værdi. Det er primært en funktion af, at nationalbankerne har stillet ekstremt billige lån til rådighed for bestemte finanshuse, der igen giver lån til investorer, og fordi store pengetanke med pensionsformuer har bakket op. Nationalbankerne har altså serviceret den stigende ulighed, også i aktiemarkedet, gennem deres udvalgte samarbejdspartnere. Aktierne har øget deres værdi mangefold, langt over den bagvedliggende værditilvækst i virksomhederne. Et helt klart udtryk for en gigantisk spekulationsboble.

Lånebaseret spekulation er det, der har givet enorm rigdom til den lille bitte gruppe, der i forvejen ejer produktionsmidlerne, aktier og andre værdier. Mens dem der intet ejer, ikke kun er blevet relativt fattigere i forhold til millionærerne, men helt bogstaveligt har set deres købekraft falde.

Den springvise og komplekse udvikling

Tendensen til stigende produktivitet er ikke en lige bevægelse, men sker springvis. Produktivitetsstigningen inden for et enkelt nyt område følger som regel en S-kurve. Og man kan se dette i selv små ting. Prisen på de færdige varer beregnes som udgangspunkt som et udtryk for produktionen, når den er kommet op i gear. Ligesom akkorden ikke tager udgangspunkt i den første dag man står på en ny byggeplads, eller den første serie i ny produktion på fabrikken, før det hele er fintunet.

De virksomheder, der er først med ny teknologi og lykkes med hurtigst at få produktionen i gang, kan hæve en ekstra profit, indtil alle producenter i hele markedet er kommet op i omdrejninger. Monopoler kan i princippet sætte prisen på varen langt over og uafhængigt af dens værdi, men det sker som regel kun, hvis monopolet er på en vare, der ikke kan undværes eller erstattes, f.eks. energi.

Der er varer, der går imod disse tendenser, og det handler om, at der kan opstå reel mangel på bestemte råstoffer, eller at f.eks. klimaforandringer betyder, at det bliver mere tidskrævende at dyrke skov og fødevarer, eller der er længere mellem fiskene, fordi de er gået til i overfiskning og forurening. FN’s fødevareprisindeks angiver desuden som eksempler, at fugleinfluenza og stigende transportpriser på korn og foder har haft indflydelse på stigende priser på kød og mejeriprodukter.

Kort sagt, så kan mængden af sammenfiltrede og komplekse kriser som følge af kapitalismens overudnyttelse af arbejdskraft og planetens ressourcer, spekulation, krige og klimaforandringer nemt betyde, at der i perioder vil være tilbagefald og stagnation. Men helt overordnet set gælder tendensen til, at værdien indeholdt i varerne vil falde i takt med øget produktivitet.

Tendensen gælder ikke kun for nye varer, men også for alle gamle. Det gælder ikke kun for de små ting som forbrugerelektronik. En ny bil, der kan nøjagtig det samme som de gamle, bare bedre og billigere, betyder, at brugtbilsmarkedet kommer under pres, så snart der er rigeligt med den nye model. Det gælder også for huse. Hvis der er byggematerialer nok, og der udvikles en metode til at producere færdige huse på samlebånd på en fabrik, så vil prisen kunne reduceres til en brøkdel, så snart der er kapacitet til efterspørgslen. Det vil påvirke hele boligmarkedet, og også alle eksisterende ejendomme vil falde i værdi.

Ligesom alle andre pyramidespil rammer krisen uundgåeligt på et tidspunkt, og markedet begynder den lange vej ned mod de priser, som aktier og ejendomme egentlig er værd.

Når statsmagten og centralbankerne sender flere billige penge på markedet og udhuler købekraften af løn og pensioner, er konsekvenserne helt konkrete. Priser stiger på basale fødevarer og andre fornødenheder, der skal til for at opretholde livet. Alle betaler det samme for varerne i supermarkedet. Derfor rammer prisstigninger hårdest på alle, der i forvejen ikke har luft i budgettet. Inflationen betyder, at flere slet ikke har råd til at betale deres faste udgifter som husleje, varme, mad og transport.

Konklusion

Under kapitalismens pengesystem rammes befolkningen og arbejderklassen altså ikke kun af kriser og krige og af, at løn og arbejdsforhold er under konstant forringelse. Når inflationen stiger, udhules købekraften. Prisen på uddannelser, sundhed og leveomkostninger vokser, og opsparingen forsvinder.

Inflation betyder, at fattigdom og ulighed øges dramatisk. Med inflationen bliver det de besiddelsesløse, alle dem der ikke ejer noget som helst, der kommer til at betale den største pris.

Svaret på den høje inflation er at rejse lønkrav, kræve et øjeblikkeligt løft af alle overførselsindkomster fra SU til pensioner, kræve genindførelse af den automatiske dyrtidsregulering. Prisen på arbejdskraft skal følge med inflationen. Den økonomiske kompensation for inflationen kommer ikke af sig selv, fordi man hverken har råd til varme eller mad, det kommer til at kræve kamp, hvis man ikke vil fryse og sulte.

Først med indførelsen af socialismen vil arbejdernes statsmagt kunne give sikkerhed for et pengevæsen uden inflation.

2. april 2022

Artiklen er oprindeligt bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp 2,2022

Enhed og Kamp er APK’s politiske og teoretiske magasin

Viden til at gennemskue deres løgne – Enhed og kamp

Se hjemmeside for Enhed og Kamp

Abonner på ENHED og KAMP – online eller som trykt magasin