Anette Bøge: STOP med at yde mere end du kan og magter

For 111 år siden blev den første Kvindernes Internationale Kampdag markeret, men oprindelig var det i 1908 i New York på fabrikken Cotton, at krav om bedre løn og arbejdsvilkår blev født. Det er 114 år siden. På 114 år har vi, politikere, mødre, fædre, søstre og brødre ikke løftet opgaven, at ændre på løn og arbejdsvilkår så de er rimelige i forhold til det moderne samfund vi befinder os i. Det er tankevækkende!

Mest tankevækkende er, at der aldrig tidligere har været så mange kvinder i politik og på topposter, som hvis de ville, kunne ændre ret meget ved deres blotte tilstedeværelse på disse poster!

Alligevel er så umådelig lidt ændret siden sidste Storkonflikt i 2008. Måske tænker disse kvinder slet ikke på os, men på dem selv og deres næste forfremmelse?

Vi står her i dag fordi der stadig er kampe vi er nødt til at tage.

Vi SKAL have ændret samfundet og dets opfattelse af kvindedominerede fag.

Vi SKAL forlange Respekt og Ligeværd, anerkendelse og at blive hørt på, så der løbende kan blive justeret ift de problemstillinger der nu engang følger med i de fag, hvor menneskers ve og vel indgår.

Vi yder til omsorgsfagene, mere end vi modtager i det generelle billede. Det skal vi blive ved med, men vi skal anerkendes og høres når noget er galt og skal justeres.

Omsorgsfagene er ikke ligefrem tiltalende i deres nuværende form for nye generationer. Rekruttering af nye medarbejdere er et kæmpe problem og endnu større er at finde kvalificeret arbejdskraft til de mange krævende opgaver.

Forståelse for kompleksiteter og udførelse af mange opgaver er ikke for alle og enhver, som kommer ind fra gaden.

I årevis har vi gjort opmærksom på problemerne i vore fag, som bare er blevet større og større uden man har forstået alvoren i politiske kredse.

Man har simpelthen overhørt os. Ledere har heller ikke formået at få kommuner og regioner til at forstå alvoren.

Nu er vi for alvor i krise i vores fag og vi var trætte i forvejen. Så vi forventer, at man fra politisk side tager os alvorligt og kommer i gang med at gøre noget. Vi ser desværre ikke meget til det!

Milliarder og atter milliarder er gået til Covid.

Hvor er pengene til vores allesammens Velfærd og Tryghed? Hvor er pengene til plejesektoren, pædagogisk sektor og sundhedsvæsenet generelt?

Politikerne giver sig selv højere lønninger under en stor krise, men kan ikke se nødvendigheden af at have et stærkt område for børns opvækstvilkår og dannelse. Et stærkt sundhedsvæsen og en værdig plejesektor for mennesker som har betalt skat hele deres liv!

Det er RESPEKTLØST! Det er SKANDALØST!

Omstillighed er et ord som man bruger i flæng i vores fag, for det er det vi skal være for at klare alle de ændringer i procedurer, metoder og arbejdsgange som vi bliver pålagt konstant.

Når vi endelig er blevet bekendt med et system at arbejde i om det så er praktisk eller på IT niveau, ja så skal det da udskiftes.

Der er ingen langsigtede holdbare løsninger i det offentlige, for det er ikke deres egne penge de sidder og rykker rundet med.

Vi skal have stabile, langsigtede holdbare arbejdsvilkår som gør os stærke til at modstå udfordringer.

Vi skal have ordnede forhold, stabilitet og tryghed for at passe på andre mennesker og os selv!

Vi bliver syge af de forhold vi har haft i mange år og især nu, med dårlige normeringer som ikke tilsvarer, hverken opgavernes karakter eller varighed.

Tid er en glæde vi havde i faget for mange mange år siden. Tid til den enkeltes kompleksitet.

Tid til nærvær og fordybelse. Tid til Omsorg.

Dette er sparet væk for længst og alligevel hører vi:

Der skal være kvalitet i plejen, i sundhedsvæsenet og i det pædagogiske arbejde.

Der sættes krav fra politisk side som på ingen måde er realistiske og som stresser os, hver dag, fordi vi ikke har mulighed for at leve op til kravene og derfor ikke føler os gode nok, ikke tilstrækkelige nok. Det bliver man syg af!

Og det skaber ligegyldighed for nogen for det er deres forsvarsmekanisme for at passe på sig selv.

Hellere de lider end jeg lider. Jeg skal jo op og passe mit job igen i morgen.

Tiden til relationsdannelse, tiden til fordybelse, undring og handlinger er blevet frarøvet os.

I dag giver de den tid vi blev frarøvet til unge mennesker. Ikke fordi der er noget i vejen med unge i faget.

Men der er den undehylemig noget galt med, at man så mener vi får hjælp. Det gør vi ikke, nu får de gamle blot lidt opmærksomhed som tak for den skat de har indbetalt et helt liv.

De opgaver vi laver, er vi uddannet til og de kræver uddannelse. Dem får vi ikke ekstra hænder til.

Frafald af veluddannede i vores fag sænker fagligheden, øger fejl og det er de mennesker vi skal hjælpe det går ud over.

Frafaldet af kvalificeret arbejdskraft betyder også, at faglig sparring forsvinder. Den udvikling vi skal opnå gennem sparring og refleksioner med hinanden udebliver når personale ikke er kvalificeret.

Dvs Kurser, uddannelse og efteruddannelse, bliver meget svært at få under disse forhold.

Personale skal kunne støtte hinanden, skabe det gode kollegaskab, men dette forsvinder også når der mangler kvalificeret personale og vi ikke kan få en sammentømret enhed pga rekrutteringsproblemer.

Min arbejdsplads brugte kun sosu–assistenter og sygeplejersker fordi opgavernes karakter kræver det, men nu kan vi være få uddannede i vagt.

Hvordan skal vi løse opgaverne???

Fagene har så stor personaleudskiftning, mon politikerne kan gætte hvorfor?

Dårlige arbejdsvilkår. De løses ikke af skift i arbejdsplads. De løses af varige holdbare løsninger.

Ser vi politikerne, kommuner og regioner gøre en ekstraordinær stor indsats for at ændre på vores vilkår? Nej Vel?!

Når nu politikerne skal have høvl for deres manglende indsigt og løsninger til vores fag, så må jeg samtidig sige til jer kvinder og mænd i vores fag.

STOP med at lege Djævlens Advokat som en af mine kolleger ynder at kalde sig når hun forråder sine kolleger og smigrer ledelsen.

VI har et ansvar for ikke at give mere af os selv end vi bør ift arbejdsvilkårene.

Vi bliver bare udnyttet når vi løber stærkere og vi får intet ud af det på rbejdsvilkår og normeringsfronten!

STOP med at yde mere end du kan og magter. HUSK dig selv, hver dag. Der er en dag igen i morgen. Du kan ikke redde hele sektoren.

Pas på dig selv, ingen andre passer på dig i det her system.

Ligelønsloven skal sikre, at arbejde som tillægges samme værdi. Betales lige mellem kvinder og mænd.

Det sker stadig ikke.

Hvis den lov virkede og arbejdsmiljøloven virkede. Ja, så stod vi ikke her i dag.

I 15 år har jeg arbejdet som SOSU–assistent.

Jeg har skiftet job som andre skifter underbukser, fordi jeg simpelthen ikke har kunnet holde forholdene ud og slet ikke kunnet holde med at italesætte reelle problemstillinger, for både ansatte og borger/patienter og pårørende. Det har været som at slå i en dyne, banke hovedet i væggen. Ingen gør noget! Ingen!

Nu er fagene så så skadet og kollapset under vægten af dårlige arbejdsvilkår, at de ikke kan holdes ordentligt forsvarligt kørende længere.

Mærker I, at I får hjælp?? Jeg mærker det ikke!!! Man kan undre sig!

Tror DE, at det løser sig selv?

Vi kan ikke rekruttere tilstrækkeligt og udannet personale.

Nu kan vi i alle ender af vores fag se endnu større forringelser end nogensinde før. Og selvfølgelig får det konsekvenser.

Mennesker svigtes af systemet. Hver dag!

Hvornår vågner vi, politikere, mødre, fædre, søstre og brødre op og ser realiteterne i øjnene?

Dette er ikke et velfærdssamfund værdigt.

De her to år har vist os, at man gerne vil bruge penge, man vil bare ikke bruge dem på os, på børnene, de unge, på de syge, handicappede eller ældre, med mindre det er for at promoverer sig selv politisk. Og det gælder også krig.

Tak.

God Kamp derude

Se mere til 8. marts – kvindeoprør på den fælles facebookside

Se også reportagen med billeder, taler og indtryk fra København – Århus – Odense
Kvindeoprøret var på gaden på kvindernes internationale kampdag
KPnet 9. marts 2022