Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet, både ift. at hæve kvaliteten i vores vuggestuer og børnehaver og ift at få børnefamiliers hverdag til at hænge bedre sammen.
Men det har ikke været nemme 10 år.
Omsorgstrætheden, den fik mig efter 7 år som vuggestuepædagog. Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene, børnene. Og det er sikkert også derfor jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne.
Og det var ikke uden grund, for i starten der var vi faktisk meget af dagen fire voksne til 12 børn, men seks år senere, i 2014, der kunne jeg stå alene med ti vuggestuebørn
Og med sådan en normering der er det umuligt både at møde egne og børnenes behov for omsorg.
Jeg HAVDE faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene, og især for vores børn
Så jeg knak. Og den dag vil jeg gerne fortælle jer om
Her står jeg i køkkenet på mit arbejde og varmer min frokost, jeg kigger ud af vinduet på legepladsen, og mærker pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kommer også tårer, og jeg tænker hvad pokker sker der? Kolleger kommer hen til mig, trøster og forsøger at forstå..
Jeg skammer mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot 4 timer i vuggestuen. Jeg er også træt, men forsøger at berolige mig selv ved at huske på, at jeg har handlet efter bedste formåen. Ordene kæmper om pladsen i mit hoved, i forsøget på at retfærdiggøre hvorfor han var så ked af det og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til, det er ok han græder”. ”Vi er her, ser ham” “han må bare græde, for vi har også 11 andre børn vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed”.
Men det VAR IKKE okay, og det ER ikke okay!
Min suppe koger, alt imens en sandhed går op for mig: Som vuggestuepædagog byder jeg de små børn en verden, som jeg i bund og grund ikke kan stå inde for, og som jeg VED på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.
Jeg bebrejder på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi er alle med til at fastholde fortællingen om, at det vi gør er det rigtige.
Vi lukker her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.
Vi voksne, vi er rollemodeller for børnene og vi kan igennem vores nærvær og autenticitet, udgøre den trygge ramme hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden.
Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?
Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66 % af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed 6 timer, hver dag.
Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.
Vi pædagoger, vi investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af vores arbejde, at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, så graver vi dybere i os selv, for at børnene ikke skal lide under det.
Men til sidst er der ikke flere kræfter.
Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.
I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af, at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet pga vores arbejdsvilkår, er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.
Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den..
Der stilles som aldrig før, krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem støt og roligt er blevet forringet.
Og her er det vigtigt, at dem som det virkelig handler om, børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellig side kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere der er sammen med børnene, og færre der mener noget om dem!
I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg, den mener jeg er fraværende i alt for mange af de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.
For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.
Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt, af forældre, af pædagoger og af vores børn.
Og hverken samfundskontrakt og lovgivning overholdes med de rammer som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer
Prisen for det her svigt, den er HØJ. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.
Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.
Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, det skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter.
Alle parter skal samarbejde for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.
Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.
Herfra der står verden åben for vores børn.
Tak for jeres tid. Ha en fortsat rigtig god kampdag ❤
Se mere til 8. marts – kvindeoprør på den fælles facebookside
Se også reportagen med billeder, taler og indtryk fra København – Århus – Odense
Kvindeoprøret var på gaden på kvindernes internationale kampdag
KPnet 9. marts 2022
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
