Jeg hedder Cathrine og jeg har været med til at starte initiativet ’ Kvindeoprør’, på kvindernes internationale kampdag 8. marts 2022. Grundene til, at jeg er lige præcis her i dag sammen med jer, er uendelig mange flere end jeg kan nå at komme ind på, men: Først og fremmest står jeg her sammen med jer i dag fordi jeg tror på at vi sammen kan gøre en forskel og skabe en bedre fremtid.
Det er på tide at vi tager et opgør med den systematiske uligeløn som kvinder er underlagt i dagens Danmark – Det er på tide at vi kræver at vores fag og arbejde anerkendes og værdsættes, ikke blot i smukke ord, men også i handling og ikke mindst i kroner og øre. Som kvinder og mænd i kvindefag har vi både krav på ligeløn, flere kollegaer og udvidelse af budgetterne, så vi kan varetage vores opgaver uden at arbejdet gør os syge.
Jeg står her i dag som socialpædagog i forsvar for de borgere jeg arbejder med og i forsvar for mine og mine kollegaers løn og arbejdsforhold.
Som andre dele af det offentlige system er mange socialpædagogiske arbejdspladser kronisk underfinancieret. Det betyder at mulighederne for at udfolde den socialpædagogiske faglighed stækkes. Det betyder at vores allermest udsatte borgere, som lever med de allerstørste vanskeligheder ikke får den omsorg og støtte som vi ved er forudsætningen for deres mulighed for at leve værdige liv. Det betyder at vi, ofte i modstrid med egen etik og faglighed, skal administrere et kommunalt, regionalt eller statsligt lovkompleks som består af rigide regler og uophørlige nedskæringsparadigmer som fastlåser mennesker i umulige sociale situationer.
Inden for mit fag betyder disse forhold at arbejdet må ske med livet som indsats. Hvert år udsættes socialpædagoger for drab begået af borgere der ikke har kunnet få den rette hjælp.
Så jeg står her i dag som offentligt ansat skulder ved skulder på tværs af fag.
Sygeplejerskernes overenskomstkamp i 2021 har for mig både været en stor inspiration og en stor afsløring af de fagretslige mekanismers jerngreb om de offentligt ansattes løn og arbejdsforhold.
Sygeplejerskerne lykkedes med at fastholde deres krav i ugevis – både toppen af fagbevægelsen og politikerne forsøgte at slukke protesten, de blev spist af med et forlig ophøjet til lov og en syltekrukke af en lønstrukturkomite. Modigt fortsatte de protesten udover rammen i den danske model og viste vejen for at oprør er muligt.
Sygeplejefaget – et af de fagområder med allerstørst andel af kvinder – fik IKKE lov til hverken at sige fra eller sige nej. Hykleriet er totalt når selvsamme politikere som bankede sygeplejerskerne på plads gør sig til fortalere for kvinders ret til at sige fra og sige nej i hjemmet og nattelivet
Som mor til to børn på 8 og 5 står jeg her i dag. Jeg står her fordi jeg hver dag afleverer mine børn i varetægt hos pædagoger og lærere som arbejder under forhold hvor enderne bare ikke når sammen. Jeg ser panikken i øjnene på min søns pædagoger når alt for mange børn, på alt for lidt plads søger hjælp, trøst, leg, konfliktmægling, underholdning på en gang. For også en pædagog har kun to arme og institutionerne er så økonomisk udsultede at forskere beskriver situationen som kollektivt omsorgssvigt.
Som arbejdende kvinder har vi ret til og krav på at kunne føde vores børn og sikre deres opvækst i trygge rammer.
Jeg står her som søster, datter, veninde, pårørende og patient. I lighed med den fleste andre danskere er mine livsbetingelser i allerhøjeste grad defineret af de muligheder der gives i det offentlige system.
Jeg nægter at blive offer for et menneskefjendsk system som forgylder de få på bekostning af de mange. Et system der med skiftende regeringer i årtier har skåret ned på det fælles offentlige system til skade for det store flertal.
Jeg står her i dag som kvinde – i solidaritet med de millioner af kvinder som verden over kæmper for frigørelse og ligestilling.
I en situation hvor verdens stormagter har valgt konfrontationens vej og skabt krig i Europa. En krig hvor først og fremmest folket, kvinderne og børnene ofres i kampen om de høje herrers herredømme. Både ukrainske og russiske kvinder og kvinder af alle andre nationaliteter har ret til et liv i fred og frihed. Øget oprustning og militarisering vil kun eskalere konflikten og antallet af ulykkelige ofre på krigens alter. Hver en krone til krig er en krone for meget.
Jeg står her som et menneske der har lært at vi ikke får noget forærende fra rare politikere, men at gennem organisering og vedholdende pres kan vi rejse vores krav med en sådan styrke at ingen kan sidde dem overhørig.
I dag på kvindernes internationale kampdag tager vi et skridt på vejen. Alle de andre dage opbygger vi solidariteten og skaber fremtiden sammen.
Rigtig god kampdag!
Se mere til 8. marts – kvindeoprør på den fælles facebookside
Se også reportagen med billeder, taler og indtryk fra København – Århus – Odense
Kvindeoprøret var på gaden på kvindernes internationale kampdag
KPnet 9. marts 2022
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
