Jeg vil starte med et par ord fra en anden kvinde. Ordene er Johanne Meyers og starten på en tale hun holdt ved Nordisk Kvindesagsmøde i København i 1888. Johanne var medstifter af Kvindelig Fremskridtsforening – talen handlede om valgret og valgbarhed.
”Der tales i vor tid så meget om de besiddende og de besiddelsesløse, om den uret der øves mod mennesket og den fjerde stand. Og med rette.
Men i virkeligheden er kun en del af folket besiddelsesløs, og det er kvinderne.
Hver gang en stand har kæmpet for sine rettigheder som menneske, som borger- bonde – har det altid været hende ude af betragtning; hendes kår kunne være mere eller mindre trykkende – under og ved kampen, men hun var et menneske, der lige så fuldt ud som manden trængte til at leve et liv i frihed og ansvar, det tænktes der ikke på! Folket fortsatte udviklingen, med den ene halvdel udenfor ligestillelse”.
Sådan lød ordene fra en ligestillingskæmper i 1888 – og meget er heldigvis sket siden. Men kvinder, den ene halvdel af folket, oplever sig til stadighed udenfor ligestillelse i mange henseender.
Meget få rettigheder er blevet givet til kvinder – Langt de fleste, er noget vores formødre kæmpede indædt og længe for.
Kvinder fik først adgang til universiteterne i 1875, og stemme- og valgret i 1915.
Vi skulle frem til 1952 før kvinder fik ret – men ikke pligt, til at underskrive egen selvangivelse. Den første kvindelige statsminister blev valgt i 2011!
Ligestilling kommer historisk ikke af sig selv. Der har altid været, og er stadig meget at kæmpe for!
Derfor står vi i fællesskab her den 8. marts på Kvindernes internationale kampdag – sammen og på skuldrene af fortidens stærke kvinders handlinger – og stemmer. Vi fortsætter, fordi vi ikke er ligestillede.
Mange har argumenterer for, at vi har ligestilling og ligeløn i Danmark. At vi har lige adgang til uddannelse, arbejde, ledelse, løn og indflydelse. Loven om ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet blev vedtaget i 1975. Så er der overhovedet noget at kæmpe for inden for ligeløn, når vi har lovgivningen bag os?
Ja, desværre. Der er stadig forskel på mænd og kvinders løn generelt. – På livsløn og pension.
Argumenterne om, at vi har ligeløn, er teoretiske mere end praktisk funderet. De er ofte hørt fremført af mænd med en lang videregående uddannelse, mænd der stemmer borgerligt, ofte lyse i huden, med grå stænk i håret – og som arbejder bedst bag et skrivebord.
Især det borgerlige Danmark har med argumentet om individets ret til at indrette og vælge eget liv og karriere, fejet debatten til side, med svaret om, at kvinder kan selv, vælger selv vil og ikke har brug for folketingets indgriben for at sikre ligestilling. Det kommer af sig selv. Toget kører – og den rigtige vej.
Og ja, undersøgelser viser faktisk, at vi bevæger os i den rigtige retning.
For i nuværende tempo opnår vi ganske rigtigt ligestilling. Om ca. 135 år! Mange af os til stede i dag, mener dog der er en vis rimelighed i ønsket om at skubbe til den udvikling.
For at behandle mennesker lige, skal vi behandle forskelligt når udgangspunktet er skævt. Det gælder i alle henseender af samfundet.
Indenfor det offentlige er lønforskellene endnu mere synlige. Tilbage i 1969 vedtog Folketinget en tjenestemandsreform, som byggede på en lovgivning fra 1919 om inddeling af de offentlige faggrupper i et lønhieraki, hvor de traditionelt kvindedominerende fag fik en bundplacering rent lønmæssigt.
Det hørte sammen med, at kvinderne dengang ikke var at betragte som forsørgere, at et arbejde ikke var en karriere, men et indkomstsupplement til husholdningen.
Arbejdet med mennesker og bløde værdier, har fordi det historisk har været ulønnet kvindeligt arbejde, både været ringeagtet og ringe betalt.
I dag fortsætter ringeagtelsen af det relationelle, menneskelige arbejde. For vi har aldrig taget et reelt opgør med lønhierakiet og vi har aldrig taget et værdimæssigt opgør med hvad der egentlig skaber værdi og velfærd i vores samfund. Eller rettere, hvad der OGSÅ skaber værdi og velfærd
En social- og sundhedsassistent har en gennemsnitlig timeløn i det offentlige på 154 kr. og en håndværker indenfor det offentlige, 185kr
Det på trods af, at de har et fuldstændigt sammenligneligt uddannelsesniveau – en erhvervsfaglig uddannelse.
Hvis vi skal leve op til at være en moderne velfærdsstat, som går forrest med ligestilling, kræver det en seriøs og saglig debat om værdisættelse af arbejde og uddannelse.
Og naturligvis skal det offentlige være løftestang.
Jeg er sygeplejerske. Jeg arbejder med mennesker. Jeg udfører værdifuldt og livsnødvendigt arbejde. Jeg besidder efterspurgte kompetencer. Jeg har et stort ansvar og jeg løfter komplekse opgaver, som vi i Danmark er enige om, skal have en høj kvalitet.
Jeg mangler ca. 4500 sygeplejerske kolleger lige nu. Udover det, mangler jeg kolleger som social- og sundheds assistenter og social- og sundhedshjælpere. Jordemødre, bioanalytikere, radiografer, serviceassistenter og mange andre faggrupper.
Vi manglede også jordemødre da jeg skulle føde både andet og senest 3. barn for 7 år siden. Også dengang var det knapt med tid at tilse, støtte, vejlede og observere mig.
En fødsel er andet og mere end de sidste presseveer.
Siden kom børnene i institution, og her har vi oplevet en akut mangel på pædagoger og pædagogmedhjælpere i både vuggestue og børnehave, ligesom vi nu altid mangler lærere og pædagoger på deres skoler.
Vi kan ikke fastholde og vi kan ikke tiltrække i velfærdsfagene. Manglen bliver kun mere massiv år for år. En ordentlig løn svarende til det arbejde der udføres, er en naturlig en del af løsningen.
Det er et samfundsproblem som rammer os alle – fra den nyfødte til den ældre. Fra den raske til den syge borger.
Lad os fortsætte kampen. For os som arbejder i de kvindedominerende velfærdsfag. Og for os alle sammen, fordi vi er brugere af velfærdssamfundet. For ligeværd mellem mænd og kvinder. For ligeløn mellem mænd og kvinder- og for ligeløn mellem fag med sammenlignelige uddannelser. For arbejdet med mennesker er naturligvis lige så meget værd som arbejdet med sten, tal og maskiner.
Det burde være en selvfølge i 2022 – God kampdag alle sammen!
Se mere til 8. marts – kvindeoprør på den fælles facebookside
Se også reportagen med billeder, taler og indtryk fra København – Århus – Odense
Kvindeoprøret var på gaden på kvindernes internationale kampdag
KPnet 9. marts 2022
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
