Vi accepterer ikke den splittende dagsorden – vi sender ansvaret opad!

Tusinde tak fordi vi måtte komme. Det er dejligt og stærkt at stå her sammen med jer allesammen i dag, på tværs af fag.

En demonstration kan råbe politikere og omverdenen op. Men mindst lige så vigtigt er en demonstration et mødested og et mobiliseringssted, hvor vi på tværs af fag kan udveksle erfaringer, kritikker og inspiration til modstand.

Det er SÅ vigtigt. Så derfor en kæmpe tak til jer, som har fået stablet den her demonstration på benene.

Vi er her i dag på vegne af en stor gruppe pædagogiske medarbejdere i den offentlige sektor.

Vores gruppe blev dannet i solidaritet med sygeplejerskerne. Vi ville vise sygeplejerskerne at vi bakker op om den kamp, som de lige nu så modigt, stærkt og vedholdende tager for vores allesammens velfærd.

Og vi ville fortælle politikerne og omverdenen at vi ikke vil acceptere fremstillingen af sygeplejerskerne som selviske og grådige. At vi ikke vil acceptere en splittende dagsorden, hvor vi som faggrupper i den offentlige sektor bliver fremstillet som konkurrenter til hinanden, og at et løft af løn- og arbejdsvilkår på et område nødvendigvis må være på bekostning af et andet område. At der simpelthen ikke er penge til at prioritere et markant løft af den bredere velfærd.

Det spin hopper vi ikke på. Og vi er her i dag for, sammen med jer, at sende ansvaret opad. Vi skal sammen insistere på at den massive velfærdskrise, som vi står i, den skyldes politikernes uvilje til at lytte til os og til at prioritere vores velfærdsfag. Det er politikerne, som må tage ansvaret på sig og sørge for at vi sygeplejersker, pædagogiske medarbejdere, jordemødre, sosu-hjælpere og sosu-assistenter kan udføre vores arbejde på ansvarlig og tilfredsstillende vis, og uden selv at blive syge af det.

På det pædagogiske område mærker vi velfærdskrisen dagligt. I daginstitutionsverdenen, hvor vi har vores arbejdserfaringer oplever vi:

At vi dagligt må svigte dem, vi er gået ind i faget for at passe på.

At vi er alt for få og har alt for lidt tid til at udføre vores arbejde på en forsvarlig og tilfredsstillende måde.

At vi står alene med store børnegrupper igen og igen.

At børnene i alt for høj grad må tilpasse sig vores dagsorden, fordi der ikke er pædagogisk personale nok til at støtte op om børnenes egne lege og initiativer.

At vi må sige farvel til kolleger som ikke kan holde til eller stå inde for arbejdet.

Vi oplever at få en løn, som langt fra svarer til det store ansvar og den uddannelse, vi har.

Vi oplever at vores kolleger bliver syge af stress eller at vi selv gør det.

Vi oplever at det ikke er muligt at rekruttere uddannet personale, fordi der er flugt fra vores fag.

Vi oplever hvordan vores faglige arbejde konstant overvåges, bedømmes og sanktioneres af “kloge hoveder” fra forvaltningen, uden noget blik for hvilke umulige vilkår vi forventes at præstere under.

At vi bliver pålagt nye og flere opgaver, uden at blive hørt og uden at få ressourcer til at udføre dem.

Og samtidig med alt dette ser vi desværre, hvordan fagbevægelsens top langt fra formår at kæmpe vores sag på tilstrækkelig vis.

Hvordan de ikke formår at stille store, ambitiøse krav og vise tænder i overenskomstforhandlinger. Hvordan de ikke går i kødet på regeringen og de øvrige forhandlingsparter i loven om minimumsnormeringer.

Hvordan de ikke råber op, vidt og bredt, om vores arbejdsvilkår.

Tværtimod ser vi, hvordan man fra fagbevægelsens top “glæder sig over den nye lønkomité”, og hvordan de gruopvækkende beretninger fra vores arbejdsliv modsvares med “det lange, seje træk”, “en prop i besparelserne” og “vi skal fejre de små sejre”.

Det er ikke godt nok! Vi har ikke brug for “en prop”, “at fejre de små sejre” eller at blive spist af med “det lange seje træk”. Vi har brug for at de kommer på barrikaderne NU!
Vi har brug for at de lytter til medlemmerne og at de går forrest og kæmper for en ambitiøs politik på det pædagogiske område, med MARKANT bedre vilkår for os og for dem, som vi er gået ind i faget for at passe på.

Tak for ordet!”