Det var ikke forligene ved OK18, der blev sejren for de offentligt ansatte. Det var selve OK18-bevægelsen, dens omfang, kraft, vilje til fælles kamp og nye erfaringer, der blev en sejr. Hvad det skyldes har dagens artikel i serien ”Erfaringer fra vigtige strejkekampe” et bud på.
I fagforeningerne og blandt mange erklæret venstreorienterede opfattes forligene i OK18 som en sejr.
Det var imidlertid ikke forligene ved OK18, der blev sejren for de offentligt ansatte. Det var selve OK18-bevægelsen, dens omfang, kraft, vilje til fælles kamp og nye erfaringer, der blev en sejr. Forligsresultaterne var magre og defensive, i det store hele status quo, efter mange års tilbageholdenhed. Og i en situation, hvor de offentligt ansattes arbejdsforhold er under konstant pres, hvor vi løber hurtigere år for år. Ved næste overenskomst har de offentligt ansatte altså endnu mere at kæmpe for.
Vores forbundstoppe viste sig fuldkommen ude af stand – og uden vilje – til at udløse bevægelsens styrke til at kæmpe gode resultater hjem.
OK18-bevægelsen – en kæmpe sejr
OK18-bevægelsen manifesterede en historisk bredde og solidaritet. Kravet om ordentlige vilkår for de offentligt ansatte havde et stort flertal af befolkningen bag sig, og bevægelsen samlede på tværs af offentligt og privat ansatte, studerende, arbejdsløse og pensionister.
Det var ikke fagforeningernes beskedne og defensive krav, der skabte bevægelsen, men den stigende ulighed, de skærpede klassemodsætninger i befolkningen, som gav basis for, at millioner af danskere stod skulder ved skulder imod arbejdsgiversiden, og i særdeleshed regeringen.
Bevægelsens styrke kom for alvor til udtryk med arbejdsgivernes lockoutvarsel. En lockout så omfattende, at det gav genlyd i Europa. Den danske regering truede simpelthen med at lukke den offentlige sektor ned. Et angreb ikke bare på de offentligt ansatte, men på hele befolkningen.
Mange bevægelser havde vaklet under sådan et angreb, men ved OK18 var det med til at blotlægge klassemodsætningerne og magtstrukturerne og blev et samlingspunkt for befolkningens utilfredshed med Christiansborg.
En samlet front af fagforeninger
Det lykkedes forbundene at skabe en samlet front af fagforeninger under parolen ”En løsning for alle”.
At det var nødvendigt og muligt, skyldtes i hvert fald to faktorer:
1) Arbejdsgiversiden med regeringen i spidsen er i offensiven. På flere fronter angribes de danske fagforeninger, og deres indflydelse undergraves. Socialdemokratiet er ikke længere fagforeningernes parti, hvilket de glimrende demonstrerede ved at stemme for lockout i Kommunernes Landsforening.
Selv de mindst kampvillige forbund må kunne se skriften på væggen.
2) Utilfredsheden nedefra har en enorm bredde og dybde, og spontant organiseret fagopposition er en reel fare.
Toppen af fagforeningerne – arbejderaristokratiet – kæmper altså for sin eksistensberettigelse og overlevelse. Den samlede front af fagforeninger ved OK18 skal ses i dette lys.
Sideløbende med OK18, men påfaldende diskret, tog de forskellige forbund stilling til fusionen af LO og FTF til et nyt megaforbund. Det er fuldstændigt i tråd med fagtoppens kamp for overlevelse og afspejler godt, at fagforeningerne mere er instrumenter for arbejderaristokratiets interesser end for arbejdernes interesser.
At enhed for arbejderaristokraterne og enhed for arbejderne er to forskellige ting, illustreres blandt andet ved den konsekvente isolation af de arbejdsløse. De danske fagforeninger har for længst fralagt sig kampen for de arbejdsløse og har tværtimod bakket op bag mange angreb på dem.
For arbejderne var de omfattende og kæmpende sociale bevægelser en helt naturlig forbundsfælle ved OK18. Kravet om ordentlige vilkår for de offentligt ansatte hænger naturligt sammen med ordentlige vilkår for befolkningen.
Der var antrit til sådanne alliancer: ”Jeg er privatansat og bakker op om de offentligt ansatte” blev suppleret med ”Jeg er arbejdsløs og bakker op om de offentligt ansatte”. Men det faktum, at arbejderaristokratiet ikke deler interesser med de arbejdsløse, spændte ben for en egentlig alliance, og det er en vigtig opgave fremover at stille de sociale kampspørgsmål centralt i den faglige kamp.
Cirkustigeren
Ved tillidsmandsmødet i Fredericia i marts var salen ikke opdelt efter forbund, men efter geografi. En konstatering af, at organiseringen i høj grad foregår lokalt og tværfagligt – en vigtig retning for bevægelsen.
Det er græsrodsinitiativerne, der gør kampen levende, sikrer den momentum. Det ved fagtoppen, og de søger at gøre de aktive, de kæmpende, til deres cirkustiger. ”Se, hvor farlig den er,” siger de, mens de omhyggeligt tøjler den.
Da privatansatte fagligt aktive blokerede forligsinstitutionen, kunne det have været startskuddet til en militant kamp med punktstrejker, blokader osv. Med pølsevogn og hornmusik gik fagtoppen målrettet efter folkefestmodellen fra 1. maj, et af mange eksempler på, hvordan brodden klippes af den faglige aktivisme.
Omvendt greb bevægelsen mange af fagforeningernes initiativer. ”Musketereden” blev eksempelvis langt mere vidtrækkende og stærk, solidariteten bag den virkeligt dyb, og den endte med at være en barriere for fagtoppens forræderi.
Men fagtoppen ved, at cirkustigeren kan bide, hvis man er uopmærksom. Det danske arbejderaristokrati og dets organisationer er formet og skærpet gennem 100 års kamp mod de revolutionære, og i det omfang faglig kamp gøres afhængig af dem, vil fredspligten og klassesamarbejdslinjen stå umådeligt stærkt.
OK18 (og OK17 for de private) har vist ét af redskaberne til at vriste den faglige kamp ud af fagtoppens greb. Facebookgrupper har fungeret som tværfaglige platforme for kommunikation og organisering og har vist, hvor afgørende det er med medier og fora uden for fagforeningernes kontrol.
En bevægelses virkelige styrke skabes nedefra, når arbejderne og befolkningsgrupper har fået nok og kræver ændringer og forandringer.
Dette er nogle af de erfaringer, der skal bruges fremover. Dels de forsatte kampe for bedre løn- og arbejdsforhold, ligeløn, flere varme hænder, retten til overenskomstdækket arbejdstid og arbejdstidskravet, både for privat og offentligt ansatte. Og dels i de fortsatte omfattende protester og kampe for en bedre offentlig sektor og mod de konstante nedskæringer, effektiviseringer og privatiseringer.
Regeringen har bebudet store nye reformer af den offentlige sektor her til efteråret.
Jonas Ørting, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Enhed og kamp. Nr. 3 – august 2018
TEMA: ERFARINGER FRA VIGTIGE STREJKEKAMPE
Med sygeplejerskernes strejke stiller mange spørgsmål omkring at føre arbejdskamp og klassekamp sig igen knivskarpt og konkret. Spørgsmål som betyder forskellen på sejr eller nederlag. Hen over de næste uger vil vi bringe en række artikler med nogle af de vigtige strejkeerfaringer, der er gjort i de sidste årtier. Brugbare og dyrekøbte erfaringer opnået i kamp mod arbejdsgiverne, skiftende regeringer og fagpamperne i forbundstoppene og hovedorganisationerne. Vigtige erfaringer vundet med mod, solidaritet og klassekamp og på trods af klassesamarbejdes klamme hånd og det fagretslige system snærende rammer.
Her er bare et lille udpluk af de artikler under OK18 du kan finde på KPnet – søg på OK18
16. marts 2018: Gør OK18 kampen effektiv og stærk – Nej til et regeringsindgreb
2. april 2018: Aktiv og synlig OK-kamp: Hvad sker hvor?
5. juni 2018: Efter OK2018: Kampen for en god offentlig sektor går videre – med det samme
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
