Kommunistloven og samarbejdsregerings overgreb på dansk demokrati

Den 22. juni er det 80 år siden, at dansk politi i 1941 anholdt flere hundrede kommunister efter Nazi-Tysklands ønske. Arrestationerne var direkte grundlovsstridige, og baserede sig på ulovlige registre og samtidig gik dansk politi langt ud over det besættelsesmagten havde forlangt. Historien, og overgrebet på demokratiet, er blevet rejst flere gange siden krigen, bl.a. Aktive Modstandsfolk. Sagen er her op til 80året blevet rejst igen af Horserød-Stutthof foreningen i samarbejde med historiker Albert Scherfig og følges bl.a. op med en Høring på Christiansborg i Fællessalen »Kommunistloven« mandag d. 21. juni kl. 10.00.-13.00.

Følgende er klippet fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag, med bladets tilladelse

Efter krav fra den tysk-nazistiske besættelsesmagt begik de danske myndigheder landsforræderi, da de den 22. juni 1941 begyndte at arrestere kommunister, fordi de var kommunister.

På dansk initiativ blev aktionen udvidet til højforræderi, da de samme politikere fire måneder senere, nemlig 22.august 1941, i hast gennemførte den såkaldte kommunistlov, der med et slag gjorde kommunisterne retsløse og til jaget vildt. Senere fulgte deportationer til tyske koncentrationslejre, og flere nåede aldrig at se befrielsen.

Horserød-Stutthof foreningen taget initiativ til at rejse spørgsmålet igen. Foreningen afleverede den 4. maj – 80 året for befrielsen et protestbrev underskrevet af 73 efterkommere og ofre herfor med et krav om at regering og folketing anerkender at arrestationer og kommunistloven var grundlovstridige og ulovlige, og samtidig give en undskyldning til de efterladte.

Foruden at det er en vigtig personlig sag for efterkommerne så handler det i høj grad også om kampen om fortællingen om samarbejdspolitikken. Et blodigt kapitel i Danmarks historie.

Tendensen i den senere tids historie­skrivning har været at relancere samarbejdspolitikken som en vej, en mulighed, et politisk valg som så mange andre. Det ses eks. på det fundamental ændrede Frihedsmuseum, som fra at være et modstandens museum er blevet et besættelsestidens museum. Scavenius skal f.eks. genindtræde i historien som en stor statsmand (Bo Lidegaard m.fl.) – Men ikke mindst skal kommunisternes indsats i modstandskampen minimeres og tillægges skjulte og konspiratoriske motiver.

Her følger Albert Scherfigs – historiker og oldebarn af Hans Scherfig – tale foran Christiansborg.

I år er det 80 år siden kommunisterne blev arresteret. Vi er familierne til de arresterede. Vi er kommet for at fortælle deres historie. Vores historie.

En historie om ulovlige arrestationer. Lyssky registreringer og en grundlovs­stridig lov.

Det er en historie der handler om et forræderi. Det største forræderi staten har begået mod sine statsborgere i demokratiets historie.

Et forræderi begået mod flere hundrede landsmænd. Mod vores fædre, mødre og bedsteforældre.

Et forræderi begået mod min gamle oldefar.

Det var ikke en tysk soldat der hente­de min oldefar den 22. juni 1941. Det var det danske politi. En hær af dan­ske betjente indfangede op mod 400 mennesker i løbet af den morgen.

Det var ikke tyske generaler, der skrev loven mod kommunisterne. Det var en dansk minister. Et samlet dansk folketing vedtog loven. Loven der med tilbagevirkende kraft fjernede de demo­kratiske regler. Det var en dansk højesteret der godkendte den.

Ikke én avis forsvarede vores familier. Vi taler om mennesker der var taget som gidsler. Mennesker der skulle ofres for at de andre kunne komme nænsomt gennem krigen. Gidsler der sad i danske fængsler. I danske lejre og ventede på en uvis skæbne.

Her sad fire brødre fra Vejle. I starten af tyverne. Med livet foran sig, men nu blev de for altid mærket. Her sad arbejdere, familiefædre der savnede de­res børn. Her sad en forfatter, en ma­ler, en jurist. Her sad endda en folke­tingsmand.

De bevogtedes af danske fængselsbe­tjente og danske fangevogtere. Uden for fængslets mure jagtede dansk politi flere familier. I måneder og år måtte man gå under jorden. På børnenes fød­selsdage sad en dansk betjent på lur og håbede at fange en kommunist med fødselsdagsgave i lommen.

Det danske politi tillod ikke flugt. Det danske fængselsvæsen åbnede ikke por­tene.

I dag lever familierne. Familierne til de danske gidsler, dem der mistede alle deres rettigheder med et enkelt slag. Dem staten kunne undvære. De der ligger i massegravene, de der blev efterladt langs de polske landeveje, el­ler de der blev mærket for altid.

Deres historie vil ikke blive glemt. Vi vil huske dem for hvem de var. De var uskyldige. Kloge. Stærke. Fulde af kær­lighed til deres familie og trods mod det samfund, der forrådte dem.

Det var min oldefar. Vores bedsteforældre. Vores fædre og mødre. De er vores historie

Lidegaards tragikomiske vildfarelser

Debatindlæg af Albert Scherfig bragt i Politikken den 28. april 2021

I Politikken (25.4.21) giver historikeren Bo Lidegaard udtryk for, at det både var »forståeligt og fornuftigt« at arrestere flere hundrede politiske fanger under Anden Verdenskrig. Arrestationer, der var den direkte årsag til, at 150 mennesker endte i tyske koncentrationslejre. Det giver ikke mening at »sætte os til doms over vores forfædre«, udtaler han og fordømmer derefter de danske kommunister.

De var en 5. kolonne, der sammen med nazisterne bekæmpede demokratiet, lyder det. I artiklen beskrives det, hvordan kommunisternes formand skulle have forsvaret tyskernes besættelse af Danmark i en tale i april 1940. Men det var selv samme måned, hvor Politiken skrev, at »Churchill var en farlig mand«. På dette tidspunkt var Politiken og Fædrelandet de eneste aviser, der tog tysk parti mod englænderne.

Kommunisternes formand var langtfra den eneste politiker, der snakkede pænt om besættelsesmagten. Få må­neder efter udtalte den danske udenrigsminister, Erik Scavenius (R): »Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland« (8. juli 1940).

For historikere som Lidegaard bliver Scavenius’ udtalelser blot et udtryk for en særlig nødpolitik, en realpolitik un­der svære omstændigheder. Den danske presse med Politiken i spidsen skal heller ikke stå til ansvar for den direkte opbakning til Nazityskland, Antikominternpagten eller det nazistiske Frikorps Danmark. Til Weekendavisen fortalte Lidegaard i oktober 2019 endda, at det giver mening at anerkende og »rehabilitere« Scavenius.

Men når det handler om den grundlovsstridige internering af kommunisterne, skal vi ifølge Lidegaard huske på, at de var antidemokrater og venner med nazisterne, fordi Sovjet havde indgået en ikkeangrebspagt med Tyskland i august 1939. Han glemmer, at Danmark også havde underskrevet en ikkeangrebspagt med Tyskland, tre måneder forinden, i maj 1939. I sagen om ulovlige arrestationer af hundredvis af landsmænd kan det jo være ligegyldigt, hvilke stater der underskrev aftaler med hinanden. Og det eneste, aftalerne endte med at betyde for de danske kommunister, var, at deres land blev besat, da tyskerne brød den første aftale. Og de blev arresteret af dansk politi, da tyskerne brød den næste.

Jeg oplever Lidegaards udtalelser som en tragikomisk genopførelse af Hans Scherfigs fiktive karakterer i bogen ’Frydenholm’ (1962). Lærer Agerlund, der fryder sig over, hvordan de arresterede kommunister bliver latterliggjort i Politikens spalter, eller den radikale doktor Damsø, der skælder ud over ikkeangrebspagt og krig i Finland.

Og så alligevel ikke. For mens den radikale doktor Damsø holder så stæ­digt fast i sit demokratiske sindelag, at han til sidst står i opposition til samarbejdsregeringen, ender Lidegaard i stedet med at være fortaler for det grundlovsbrud, der kostede mange mennesker livet.

I 2005 valgte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen at stille sig i opposition til pæne historikere som Lidegaard. Under en tale i Mindelunden ved 60-året for Danmarks befrielse undskyldte Fogh Rasmussen for regeringens udlevering af 21 jøder til »lidelse og død« i koncentrationslejrene. »Også andre uskyldige mennesker blev med danske myndigheders aktive medvirken overladt til en uvis skæbne i det nazistiske regimes hænder«, fortsatte han. »Der er tale om skamfulde begivenheder«.

I dagene efter var journalisterne i tvivl om, hvem disse andre kunne være. Og Fogh Rasmussen uddybede, at han blandt andet havde tænkt på kommunisterne og »den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven«.

Men Fogh Rasmussens opgør med samarbejdspolitikken og fortællingen af Danmark under Anden Verdenskrig handlede om alt andet end at anerkende jøder og kommunister. Det var grundstenen i en falsk fortælling om et kæmpende dansk folkefællesskab. Et folk, der aktivt drager i krig. Denne fortælling påbegyndte han i forbindelse med invasionen af Irak, og hans halve undskyldning til de 21 jøder og kommunisterne fortsatte blot fortællingen, samtidig med at den retfærdiggjorde den igangværende invasion.

I år, 80 år efter interneringen af de danske kommunister, kræver efterkommerne anerkendelse for det over­greb, deres familier blev udsat for. Et overgreb begået af en dansk regering, af det danske politi og de danske domstole. Efterkommerne kræver en undskyldning, der ikke skal underbygge eller retfærdiggøre nutidige politikeres krigslyst. En anerkendelse, der kan punktere Lidegaards forestillinger om, hvem der har ret til demokratisk beskyttelse, eller hvem vi kan ofre, fordi vi ikke kan lide deres tanker. Et afsluttende kapitel, der advarer os om faren ved at ofre vores demokratiske rettigheder, når demokratiet er under pres.

Læs også

Historiefuskeri og manipulation

Håndslags hjemmeside