Udrejsecenter Kærshovedgård: Mødre adskilles fra deres børn

På Kærshovedgård sidder kvinder og mænd, der har fået afslag på ophold i Danmark. Mange af dem er mødre, der på brutal vis er adskilt fra deres børn. KPnet har talt med Gerda Abildgaard – en af de ildsjæle der som frivillig knokler for at hjælpe kvinderne og bringe menneskelighed ind i deres liv. Lørdag er hun taler på demonstrationen ”Stå sammen mod racisme og diskrimination” i Århus.

Hvad er Kærshovedgård, hvordan bliver det brugt?

-Kærshovedgård er et udrejsecenter, dvs, at de mennesker, der er blevet nægtet ophold i Danmark og ikke rejser retur til deres hjemland bliver anbragt her, under yderst strenge forhold. På nogle områder har de færre rettigheder end i et fængsel.

-På søndag har centeret eksisteret i 5 år, og mange har siddet fast på Kærshovedgård i årevis, mange i samfulde 5 år.

-Man har opholdspligt, men kan gå ud og ind, og 3 gange om ugen skal man melde sig. Hvis man kommer for sent er det i princippet kriminelt. Det bliver noteret, og sker det 6 gange risikerer man fængselsstraf.

Der er ikke børn på Kærshovedgård, men der er forældre. Hvordan hænger det sammen?

-Mange af de kvinder der sidder på Kærshovedgård er mødre, men der er ikke børn på udrejsecenteret. F.eks. havde en kvinde, Sina en lille datter, og manden hentede hver dag moderen hjem så hun kunne amme. Hun kunne blive så fortvivlet, at hun nogle gange glemte sin meldepligt, og to gange har hun siddet i fængsel. Anden gang forsøgte hun at tage sit eget liv.

-Hun blev derefter fængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling, hvor hun var helt afskåret fra besøg og kontakt med sit barn.

Selvom Sina har boet i Danmark siden 2012 står hun til udvisning af landet og er interneret på Kærshovedgård uden børnene. Gerda har fået tilladelse af familien til at bringe hendes historie videre, og den kan læses her efter interviewet. Sina er langt fra den eneste i denne situation.

Hvorfor har kvinden fået afslag på asyl, men manden ikke?

-Situationen skyldes udlændingestramningerne i Danmark. Der er tale om mænd der er herboende udlændinge og danske statsborgere, der har giftet sig med kvinder fra det land de har deres rødder i. De har giftet sig og fået børn sammen, men med paradigmeskiftet blev kvindernes ophold ulovligt.

Det fremgår af de sager, som Gerda Abildgaard fortæller om, at kvinderne der er udvist af landet har levet her i landet i årevis. Det gælder som nævnt også Sina,  som havde boet i Danmark siden 2012, da hun fik afslag på sin ansøgning om familiesammenføring. Hun skal forlade Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Fortællingen illustrerer med al tydelighed den systematiske brutalitet fra den danske stats side.

– Folk tror, at dem der opholder sig på Kærshovedgård er kriminelle. Der kan være tale om udlændinge der er udvist pga en dom, men det er de færreste. Det er mennesker der har fået nægtet opholdstilladelse eller asyl. Nogle af dem bliver kriminelle under opholdet, for det eneste man modtager af indtægt under opholdet er en hygiejnepakke med sæbe, shampoo, tamponer osv. Man modtager ikke en krone!

-Forældre har ret til at se deres børn 2 gange månedligt, hvor man kun får billetten til den ene tur betalt. Der opholder sig omkring 30-35 kvinder på Kærshovedgård, hvor de bor på meget små enkeltværelser, mens mændene bor to og to.

Hvordan arbejder I i kvindegruppen – og har det I laver stor betydning?

– Det kan du tro! I kvindegruppen plejede vi at lave aktiviteter med kvinderne. Der blev indsamlet gamle cykler, der blev restaureret, så de kunne komme omkring. Kærshovedgård ligger udenfor Ikast ’’In the middel of nowhere’. Tidligere stoppede bussen udenfor, men det blev forbudt!

-En gang om ugen mødes vi i Røde Kors’ kvindegruppe, og hygger os med kvinderne. Vi arrangerede udflugter, gåture, besøg hos familier i omegnen og strikkeklub. Hver anden fredag var der tur til svømmehallen, hvor der var arrangeret kvindesvømning. Men alt dette er jo lukket ned nu.

Gerda fortæller at hun føler en særlig forpligtelse til at fortælle hvad der faktisk foregår, f.eks. i læserbreve, og det giver reaktioner og opbakning.

-Der bliver doneret garn mange steder fra til strikkeklubben. Og også penge. En ældre kvinde donerede 25.000 kr anonymt, da hun hørte om situationen for mødrene.

-Men lige nu er de fleste aktiviteter stoppet pga corona, og tilværelsen her er ekstra slem. Vi kan lave små aktiviteter i gårdhaven, hvor vi f.eks. har bagt pandekager og serveret te og kaffe, men pga kulden er det jo kun kort. De har det så dårligt, flere går amok.

-Fra Kærshovedgård selv kommer ingen aktiviteter, kun undervisning. Og kun på engelsk eller farsi, der må ikke undervises på dansk.

-I kvindegruppen har vi også aktiviteter som at være bisidder eller rejse sager. Lige nu taler jeg f.eks. med en advokat – er det overhovedet lovligt at indespærre folk i så lang tid?

I strid med FN’s konventioner

Det er snart FN’s antiracismedag, der markeres i København, Odense og Århus. Er Danmarks politik i strid med FN’s konventioner?

-Med det såkaldte paradigmeskift blev Danmarks udlændingepolitik strammet i uhørt grad, også i forhold til andre lande. Princippet bag Danmarks asylpolitik er at det skal være så ubehageligt som overhovedet muligt at være her. På Kærshovedgård har flere begået selvmord eller har forsøgt det. Ikke alt rapporteres selvom det er lovpligtigt, Sinas selvmordsforsøg blev f.eks. ikke rapporteret.

-Det der sker bryder helt bestemt med FN’s konventioner, og ikke kun med børnekonventionen.
At Danmarks asylpolitik er styret af at forholdene skal gøres dårligst mulige kom klart til udtryk, da en af kvinderne var til samtale med Nordsjællands politi (som Kærshovedgård hører under fordi udrejsecenteret tidligere lå der). Her var jeg med som bisidder.

-Da kvinden spurgte ”Hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke leve uden mine børn” var svaret ”Det bliver du nødt til, de har en god far og kan klare sig uden en mor”. Og sagsbehandleren ’forklarede’: ”Min opgave er at motivere kvinden til at rejse ud”.

-En del er stukket af fra Kærshovedgård og har søgt asyl i andre lande. Nogle er gået under jorden og er flygtet til Tyskland, der har en mere human politik.

-Vi har et par gange bragt sager videre til ombudsmanden fra Kærshovedgård, men kun én gang er der kommet en irettesættelse. Kriminalforsorgen kontrollerer, at der ikke laves mad, det er forbudt. Under deres tjek for at finde skjulte kogeplader brasede de bare ind på værelserne. Her fik man medhold fra ombudsmanden, de skulle i det mindste banke på. Man behandles reelt værre end i et normalt fængsel.

Se arrangementerne på FN’s internationale dag mod racisme i København, Århus og Odense

Vi bringer til slut en mere detaljeret fortælling om Sinas situation fra Gerda Abildgaard

Historien om Sina

Allerførst vil jeg sige, at jeg har familiens tilladelse til at bringe Sinas historie.

Sina har boet i Danmark siden 2012. Hun kommer fra grænseområdet mellem Iran og Irak. Er kurder.

Hendes eksmand er dansk statsborger og begge børn er ligeledes danske statsborgere.

Børnene og deres far bor i Horsens i nærheden af faderens øvrige familie, og der er et særdeles godt forhold mellem svigerfamilien og Sina. Hun betragter sine svigerinder som sine søskende. Svigerfamilien er meget ressourcestærk. De vil gerne klare sig selv. Sina er analfabet.

Hun forlod sit hjemland, fordi hun skulle giftes med en ven af familien, der var enkemand. Denne enkemand var meget ældre end Sina, så derfor flygtede hun sammen med en ven ud af landet og endte i København. I dag har hun ingen forbindelse med faderen og stedmoderen. Vi kender ikke så meget til hendes familie, da hun er meget lukket omkring sit tidligere liv. Dog ved vi, at hun i en tidlig alder mistede sin mor.

Hendes børn er 8 og 5 år.

Hun har fået afslag på asyl 3 gange.

Hun blev anbragt på KHG i 2017, mens hun endnu ammede datteren. Dengang kørte familien hende frem og tilbage fra KHG til hjemmet. En køretur på knap en time. I de første leveår var datteren indlagt tre gange på sygehuset. Her valgte Sina flere gange at overnatte derhjemme hos sit syge barn og overholdt derfor ikke meldepligten på KHG.

I 2018 fik hun en dom for overtrædelse af meldepligten. Her var straffen en bøde på 1000 kr.

Sina lider meget under de forskellige retssager mod hende. Hun forstår ikke rigtigt, hvorfor hun ikke må være hos sin familie. Hun føler, at det er hende, der er problemet for hele familien. Hun begynder at gøre skade på sig selv. Hun konsulterer en psykiater, der er meget bekymret over hendes mentale tilstand. Det er også på dette tidspunkt, at hun forlanger skilsmisse. Da hun er af den overbevisning, at hun selv er årsagen til alle problemerne, beder hun sin mand om skilsmisse. Den får hun, og forældrene får fælles forældremyndighed.

Selv om Sina og hendes mand nu er skilt, fortsætter eksmanden og hans søster med at hente Sina hjem til børnene hver dag. Når Sina har overholdt meldepligten kl. 9 om morgenen , venter en af dem uden for gitterporten, og så kører de til Horsens. Her får Sina også sin medicin, idet eksmanden, vil være helt sikker på, at medicineringen er, som den skal være.

Pga af datterens flere hospitalsindlæggelser og ret svagelige helbred som spæd, fortsatte Sina med at overtræde opholdspligten flere gange. Datteren er på det tidspunkt stadig under 3 år, og Sina føler, at hendes plads er hos hende. Derfor tiltales hun igen i 2019 for flere overtrædelser af opholds- og meldepligten.

30. april 2019 afsiges der igen dom over Sina. Idet hun delvist erkender, at hun har prioriteret sit syge barn frem for at overholde opholds- og meldepligten, idømmes hun nu 10 dages fængsel samt udvisning af DK med indrejseforbud i 6 år.

I december 2019 blev hun hentet af politiet, uden forvarsel, og kørt først til Herning arrest og om aftenen til Horserød, hvor hun afsonede dommen på 10 dage. Hun fik ingen meddelelse om, hvad der skulle ske, blev blot afhentet. Her skal vi huske på, at Sina er psykisk svag og næsten intet dansk forstår. Hun fik intet med sig – ud over det tøj hun havde på, ingen toiletartikler eller mobil.

Hun er blevet uhyggelig tynd, sover ikke og har mistet appetitten. Hun kan ikke sove på det lille værelse på KHG. Her er ikke særligt hyggeligt – en briks et lille bord en stol og et skab. Hun ser grimme ting og får ligeledes grimme tanker, når hun ligger i mørket i mange timer uden søvn. Hun holder sig helt for sig selv i den tid, hun er på KHG. Hun har været meget selvdestruktiv, skåret sig mange steder på armene. Hun får angstdæmpende medicin. Dog er der på KHG en anden ung mor til tre mindreårige børn. Hun er ressourcestærk og sidder ofte ved Sina om natten.

Sina mener, at alt er hendes skyld, kører i det hele taget meget rundt i skyldsspørgsmålet, og hun føler, at hun er en belastning for svigerfamilien og kun er til besvær. Det eneste, der holder hende oppe, er tanken om de to børn. Sina misser igen tre gange sin meldepligt. Derfor skal hun i retten i Herning den 4. februar, og hun vidste, at hun måske ville få et års ubetinget fængsel.

Dagen før hun skulle i retten overnattede hun hos svigerinden, ikke hjemme hos eksmanden og børnene, da de ikke skulle se, hvor dårligt hun havde det. Desværre forsøgte hun her at tage sit liv, men heldigvis opdagede svigerinden det, og hun fik tilkaldt hjælp. Hun blev akut indlagt på Psykiatrisk afdeling i Horsens. Retssagen blev gennemført. Vi var til stede. Forsvareren anbefalede en mentalundersøgelse af Sina, hvilket retten gik med til. Der er cirka et halvt års ventetid på ambulant mentalundersøgelse.

Vi havde regnet med, at Sina blev overført til Herning Sygehus. Igen er en psykiater inde i billedet. Han anbefaler indlæggelsen af Sina forlænget, alternativt pleje i hjemmet i Horsens. Det siger Udlændingestyrelsen nej til, og derfor kom Sina tilbage til KHG to dage efter selvmordsforsøget, udstyret med ny angstdæmpende medicin. De fleste kan nok regne ud, at hun var fuld af anger og skamfølelse over, at hun i sin desperation over at have udsigt til et år i fængsel, begik denne frygtelige handling. Heldigvis opdagede børnene ingenting, da hun som sagt overnattede hos svigerinden.

Forude venter om et halvt år en mentalundersøgelse, derefter en fængselsdom på op mod et år. Samtidig har hun søgt familiesammenføring med sønnen. Her er behandlingstiden cirka 10 måneder.

Men sådan skulle det ikke gå. I ugen op til at Danmark lukkede ned, ringede Sinas mand til os. Han var helt rundt på gulvet. Sina var afhentet af politiet og skulle fremstilles i retten i Herning. Vi kunne ikke nå derind, og Sinas forsvarer var på vej til København, så hun fik beskikket en helt ukendt forsvarer. Sina fik tre måneders fængsel, som skulle afsones på psykiatrisk afdeling på Herning Sygehus.

Da coronaen lukkede alt ned også for besøgende hos Sina, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan de tre måneder blev for Sina. Hendes børn så ikke deres mor i samme periode. Datteren, som i forvejen har lidt meget under moderens ustabile tilstedeværelse i hjemmet, har selvfølgelig lidt meget i de tre måneder. Sønnen er gået fra at være en dejlig naturlig og udadvendt dreng til at være stille og indesluttet, og han har tabt sig meget. Han har gået første klasse om.

I dag er Sinas tilstand så dårlig, som aldrig før. Hun er slet ikke sig selv. Hun kan ikke føre en normal samtale med nogen, taler usammenhængende til vægge og døre og bliver til stadighed fyldt med angstdæmpende medicin. Kun når hun er sammen med børnene, tændes der en lille gnist i hendes øjne.

Sinas sørgelige tilstand er trods alt begunstiget af, at hun har en fantastisk svigerfamilie, som står last og brast med Sinas lille familie. Det var Sinas valg, at blive skilt. Hun kunne slet ikke se sig igennem alle de problemer, der opstod i forbindelse med, at hun fik afslag om asyl. Hun var nedbrudt og syntes, at det var det bedste for børnene, at de kunne leve et roligt liv hos deres far. Hun så ikke de problemer, det gav for hende selv, havde kun fokus på børnenes ve og vel.

Her midt i august fik Sina afslag på familiesammenføring med sønnen.

Hun har fået besked om at forlade Danmark straks med indrejseforbud i 6 år.

Sagen er anket.

Her i marts måned skulle familien få svar på anken.

Min beretning er læst og godkendt af Sinas eksmand.

Se arrangementerne på FN’s internationale dag mod racisme i København, Århus og Odense