Halvdelen af befolkningen sendt i isolation mens industri og byggeri kan fortsætte

5. januar annoncerede Statsministeren endnu en skærpelse af nedlukningen, nu af frygt for at en ny variant af Corona virus er mere smitsom. Snart hver eneste uge bliver der sadlet om, og man forventer tilsyneladende at folk har radio og tv kørende hele tiden. Samtidig har myndighederne på intet tidspunkt fundet de nødvendige midler frem til at få bremset smitteudbredelsen. Eneste greb i kassen er at sende halvdelen af landet i skammekrogen, så produktionen kan fortsætte.

Fra i dag og frem til den 17. januar må man ikke længere mødes med venner og bekendte, men dog gerne gå på arbejde, som om intet var hent. Med mindre man er fyret. Afstandskrav i det offentlige rum sættes op til 2 meter igen som i foråret. Forsamlingsforbuddet skærpes til kun fem personer. Alle skolebørn, studerende og lærere må fortsætte hjemmearbejdet.

Myndighederne forklarer at den nye skærpelse af nedlukningen sker for at være sikker på at sygehusvæsnet kan klare det antal, der forventes at få brug for en indlæggelse. Det egentlig problem er dog, at der ikke har været taget hånd om smitteudbredelsen i første omgang, og at man nu bare slår ud med armene og forklare,r at der er udbredt samfundssmitte. Lyntestkit er blevet overladt til private aktører, der nu vælter sig i penge.

Fra begyndelsen af coronapandemien har folk på gulvet og i frontlinjen selv måtte kæmpe for at få de helt basale ting på plads. Buschaufførerne måtte gå i konflikt for at få lukket ved hoveddøren, sygeplejerskerne må kæmpe for retten til hvile og tid til at ekstra sikkerhed. Stadig har flere hospitaler og chauffører oplevet en ledelse, der kræver at de møder syge op på arbejde og genbruger udstyr.

De første måneder var det ikke muligt at få tilstrækkeligt med sprit eller masker, handsker eller øjenbeskyttelse af den nødvendige kvalitet eller i tilstrækkelige mængder. Eller bare tilstrækkelig omhyggelige tilrettelæggelse af arbejdet, så beskyttelsesudstyr kunne bruges på en sikker måde. Flere af disse kampe må tages igen og igen. Trætte, fortravlede ansatte er en opskrift på smittespredning – det har folk fra gulvet jo fortalt fra dag et – ingen gad frivilligt at lytte.

Læs APKs udtalelse ‘Arbejde og værnemidler – ikke bankpakker og fyresedler‘ fra foråret 2020

Hvem har ansvaret

Sundhedsministeriet har ikke lyttet til virkeligheden om, hvordan folks arbejdsdage og arbejdspladser er indrettet, og hvordan folk bor osv. Alt er overladt trygt til arbejdsgiverne. På arbejdspladserne er der ingen håndhævelse af de simple afstandskrav, korrekt brug af værnemidler, ekstra høj rengøringsstandard og hygiejne, og tilstrækkelig med udluftning. Ministeriets tilgang er en opskrift på smittespredning.

I stedet giver regeringen rask væk befolkningen ansvaret for selv at holde styr på smitteudbredelsen ved at isolere sig derhjemme. Mens de selv end ikke formår at holde smitten ude af hospitalerne og plejehjem. Det svæver i det uvisse, hvordan det skal hænge sammen. Naturligvis kan det lade sig gøre, men det kræver at tingene organiseres, at der udleveres det korrekte udstyr, og der gives den nødvendige tid i dagligdagen til at få tingene på plads. Rigeligt med varme hænder.

Myndighederne har på intet tidspunkt ønsket at rekonstruere, hvordan smitteudbredelsen sker i praksis. Men sundhedsarbejdere har gang på gang fortalt, at når skoler og alle sociale muligheder er lukket ned, så er problemet der fortsat, fordi smitten hovedsageligt sker på arbejdspladser og der, hvor folk bor. Det vil sige at den nye nedlukning kun vil have ganske begrænset effekt, fordi der ikke bliver taget vare på forholdene på de arbejdspladser, der fortsætter.

Bekæmpelsen af epidemier kræver en grundlæggende klasseforståelse af samfundet

Socialdumping er et kæmpe problem for løn og arbejdsvilkår, men det er også et kæmpe sundhedsproblem, som arbejderklassen har rejst igen og igen, ved overenskomst efter overenskomst. Men arbejdsgivere, kapitalen og myndighederne er totalt ligeglade og lytter slet ikke efter.

Socialdumping har beviseligt været med til at accelerer smitteudbredelsen, uden at myndighederne har grebet ind. Eller har fulgt op på nødråb fra arbejdspladser og kvarterer, hvor de fattigste dele af arbejderklassen er indkvarteret. Det viser sig tydeligt i, at sygdomsudbredelsen har fået en social slagside: De der rammes er landarbejdere, slagteriarbejdere, kvindefagene i sundhedsvæsnet, plejepersonale og andet frontpersonale i børnepasning og skoler og kollektiv trafik. Osv. osv. Mens de rige sidder på deres slotte til faren er drevet over.

Uden en grundlæggende klasseforståelse er bekæmpelsen af epidemier umulige. Den sociale slagside i epidemien hænger direkte sammen med, at Danmark er et kapitalistisk klassesamfund, hvor de rigeste rager til sig, mens der skæres ned på de fattigste.