Kampen mod boligspekulanter og retten til en bolig der er til at betale – del 3.

Dette er tredje og sidste del af en artikel skrevet på baggrund af debat om boligkampen på APKs November konference 2020. Første del handler især om kapitalismen og markedskræfterne ikke har løst spørgsmålet om billige boliger. Anden del handler om den absurde Ghettolov. Sidste del handler om aktionsenhed.

Af Franz Krejberg – Indlæg i APKs kongresdebat 2021

Mens den konkrete kamp mod Ghettoloven handler om modstand mod nedrivninger og privatisering af lejeboliger i den almene sektor, må perspektivet være at udvide kampen med et krav om tilstrækkeligt med billige boliger, og krav om rigtigt arbejde, ordentlige skoler, sociale tilbud, sundhed og kultur i forstæderne og udkants Danmark.

Bevægelsen bliver nødt til at se boligspørgsmålet i sammenhæng med kampene for levevilkår i det hele taget – imod markedskræfternes brutale regime.

Fordi angrebne kommer fra samme kilde – om det er i forhold til rettigheder, bolig, luft, vand, og livsbetingelser . så har kapitalen sat alle hidtil vundne kampe under pres. Angreb på almene boliger skal ses som en del af det nyliberale angreb. Det er en del af et generelt angreb på arbejderklasen og ikke kun et angreb, der er rettet mod folk, der bor et bestemt sted. Racisme bruges også som et generalangreb på alle fattige.

Vi kender også regningen for alle de gange, hvor spekulanter i hjemmehjælpen er gået konkurs og har kostet samfundet en masse penge. Vi har set det utallige gange, hvordan banker og boligspekulanter går konkurs og regningen sendes nedad og efterlader lejere med dårlige lejligheder.

Ser vi på de mest aktive dele af bevægelsen i Almen Modstand, så har de gennemført en række stærke aktioner og demonstrationer, og sikret en god mobilisering i flere af de berørte områder. Også under coronakrisen er de slået stærkt igennem. I december lykkedes de med et af deres helt store mål, nemlig indsamlingen af over 50.000 underskrifter til et borgerforslag om ophævelse af ghettoloven.

Borgerforslaget er tænkt som en appel til politikerne på Christiansborg om at give de almene beboere deres rettigheder tilbage, og sætte en stopper for tvangsflytningerne, diskriminationen og racismen ved ghettolovgivningen.

Forslaget lyder: ”Vi foreslår, at Folketinget ophæver Lov 38, vedtaget den 22. november 2018, som bruges til at tvinge almene boligforeninger til nedrivninger og salg af almene boliger, samt til privatisering af almen ejendom.

Derudover foreslår vi, at de tre lister over henholdsvis de såkaldte ”udsatte boligområder”, ”ghettoområder” og ”hårde ghettoområder” helt afskaffes. Dermed stoppes den forskelsbehandling og diskrimination, disse lister indebærer.”

Det er en kæmpe bedrift at samle så mange underskrifter sammen. Men som Borgmesteren i Århus forklarede i sidste uge, så havde de deres egne lister. Så selv om Skovgaardsparken, en lille afdeling i Brabrand boligforening, nu ikke længere var på regeringens såkaldte hårde Ghettoliste, så ville kommunen gennemtrumfe den plan for området, der var vedtaget.

Et stop for nedrivninger kommer ikke alene ved at forsøge at tale fornuft, starte retssager, eller samle underskrifter, selvom det er vigtige dele af kampen. Fordi politikere og spekulanter er totalt ligeglade. Derfor kan kampen heller ikke stå og falde med et retsopgør.

Det centrale i lovgivningen handler om de store økonomiske interesser på boligmarkedet – derfor har statslig ekspropriation til fordel for spekulanter hele tiden været deres mål. Og Anders Fogh forsøgte faktisk at gennemtvinge et salg af den almennyttige sektor, og landede på et forsøg med en frivillig ordning, som dog løb ud i sandet. Derefter kom der en plan om at skære ned på udgifter til driften af den almene sektor. Så huslejen skulle holdes i ro var argumentet. Ghettolister og boligsociale indsatser blev i første omgang set som udtryk for et ønske om skabe en ”positiv forandring”, den underliggende dagsorden om kamp mod såkaldte parallelsamfund, kom først tydeligt op til overfladen efter flere år. Tilbage står: At resultatet er endnu et skridt i den totale liberalisering af boligmarkedet.

Det, der i virkeligheden er under angreb, er selve retten til et sted at bo. Det kapitalen ønsker at fjerne er folks hjem, deres kvarter og det gode naboskab, og ikke mindst det sociale fællesskab. Det skal erstattes med gældslænker, og folk, der er villige til at rejse land og rige rundt efter arbejde.

Det er helt naturligt at kampen har taget sit udgangspunkt i den almene sektor, der er under angreb og i særdeles de steder, som står i forreste skudlinje. Og erfaringen er, at et kvartes sammenhold skal bygges op fra bunden og ikke være afhængig af offentlige midler og ansatte. Det kan heller ikke bero på medlemmer i byrådet, eller Boligforeningerne; de har alt for mange forskellige interesser. De steder, hvor frivillige lokalt rodfæstede ildsjæle har stået i spidsen for demonstrationer og aktioner, har løftet arbejdet. Mens det notorisk har spillet fallit når Socialdemokratiske støttepartier er kommet udefra med en færdig plan.

Det har også vist sig at boligkampen kan mobilisere alle generationer – fra pensionistforeningerne til ungdommen. For ungdommen er boligmanglen lig med en håbløs situation. Retten til en særlig ungdomsbolig er nemlig bundet op på, at man er i gang med en uddannelse eller er i arbejde. Men adgangen til at starte på en uddannelse er de senere år blevet betydeligt længere for den store gruppe unge, der ikke består deres folkeskole. Ungdommen må også se adgangen til billige boliger som et vigtigt positivt element til at stå på egne ben. På samme måde som retten til uddannelse skal en billig bolig stå som et grundliggende krav, ikke blot flere boliger til studerende, men for flere boliger som alle unge har råd til.

Det, der mangler for at få en bred bevægelse på gaden flere steder i landet, er at flere følger det gode eksempel med at organisere sig fra bunden og sikre egen kontrol og med ansvaret lokalt rodfæstet. Det andet er, at udvide både kampplatformen og kampens metoder, så alle kan tage del og støtte op. Boligspørgsmålet er en afgørende vigtig del af klassekampen i Danmark. Billige boliger er den grundliggende problemstilling.

Dette er tredje og sidste del af en artikel skrevet på baggrund af debat om boligkampen på

APKs November konference 2020.

Kampen mod boligspekulanter og retten til en bolig der er til at betale:
Del 1 – Bliv væk fra vores kvarter!
Del 2 – Det er ikke boligens skyld at folk er fattige
Del 3 – Aktionsenhed på barrikaderne

Se alle indlæg i Kongrestema