Syv år skulle der gå før Frihedsmuseet igen kunne slå dørene op i ny indpakning efter at det stadig uafklarede brandattentat raserede den gamle bygning. Men også på indholdssiden har museet fået en grundig revision – faktisk er der vendt grundigt op og ned på indholdet. »Frihed er ikke altid sort/hvid« annonceres der med.
Af Ebbe Riis Klausen, Håndslag
Umiddelbart efter branden gik en række museumsfolk og historikere i brechen for at få revideret museets grundsyn – de ville brede
historien ud, give plads til andre strategier, give plads til – som det hed – det officielle Danmarks tilpasning som udtryk for demokratiets overlevelsesstrategi!
Naturligvis fik det modsvar. Fra flere sider – herunder fra vidnerne, aktørerne, modstandsfolk, der holdt fast i at Frihedsmuseet skulle forblive et monument over og en dokumentation af den danske modstandskamp. Det skal fortsat leve op til sit officielle navn: Museet for Danmarks frihedskamp 1940-45
Efter nu at have besøgt museet under jorden i Churchillparken ved Kastellet kan det konstateres, at modstandens museum, Museet for Danmarks frihedskamp er forsvundet under jorden! Godt gemt væk.
I halvmørke, i lyd og moderne IT-teknologi, med kortfattede tekster og med få egentlige udstillingsgenstande er der nu skabt et ganske andet museum – et besættelsestidens museum.
Denne revidering af museets indhold havde næppe haft gang på jord for blot nogle få år siden. Ved åbningen kunne vi måske ha’ oplevet protester i form af et besat besættelsesmuseum. Men naturen har gået sin gang og har tyndet betydeligt ud i datidens aktørers rækker.
Det kæmpende Danmark fik ikke sit museum tilbage.
Frihedsmuseet har sin egen tilblivelseshistorie. Det er bestemt ikke uden grund, at Frihedsmuseet bærer dette navn. Før Frihedsmuseet blev der allerede i 1945 på Blegdamsvejen i København, nemlig i Frimurerlogen, der havde været beslaglagt af nazisternes terrorkorps, Schalburgkorpset, holdt en stor og vel besøgt udstilling om fri-hedskampen. Dens navn var »Det kæmpende Danmark«, og det gik igen, da Frihedsmuseet blev indviet i 1957. Museet fik navnet »Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45«, og det siger egentlig alt om hensigten med museet og dets indhold.
Kampens to sider
Titlen er helt rigtig, fordi der her understreges, at der var tale om en kamp, en kamp mellem på den ene side politisk tilpasning (samarbejdspolitik), lukrativt økonomisk samarbejde (værnemageri) med danske og tyske nazister og Danmarks indordning under hagekorset i et nazistisk Neuropa – og på den anden side en modstandskamp med dens mange facetter lige fra den meget berømte »kold skulder« til skrivning, trykning og ofte vanskelig distribution af illegale blade, sabotage med ildebrande og sprængning af fabrikker og jernbaner, modtagelse fra luften af allieret hjælp i form af sabotagemateriel, våben og andet militærudstyr.
»… den skæve historieskrivning giver professorer og mediefolk problemer, når de vil tolke besættelsestiden. De kan ikke forstå eller acceptere, at krigen i Danmark var nådesløs kamp mellem tyske nazister og danske sabotører …« – forfatteren og BOPA-sabotøren »Tom« Per Mortensen.
Museet selv gør et stort nummer ud af, at man går med ned under jorden i det besatte Danmark. Her opleves besættelsestiden kronologisk gennem 8 scener. Startende i et rum hvor lyd og billeder i skumring beskriver nazitysklands overfald den 9, april om morgenen. Flyvemaskiner over hustagene og i loftet daler tyskernes »Oprop« ned.
Det virker i og for sig ganske godt, du blive bragt i en særlig stemning, men det fortager sig snart.
Udstillingen baserer sig på en udleveret autoguide, som bruges til at klikke sig til kommentarer. Bl.a. er fem modstandsfolk og en nazist – tilknyttet scenerne.
Det er moderne formidlingsteknologi, IT-teknik, der også her har vundet fuld indpas. Til gengæld er udstillingsgenstandene reduceret mærkbart. Faktisk er det utrolig få genstande, som er fundet værdig eller værd at udstille!?
I længden er det trættende. ITs indtog på museer har også en slagside – En lærer, jeg mødte, var klar i sin dom: Ikke en udstilling, der i sig selv kunne fange hendes elever … og slet ikke på egen hånd.
Det kan jo være smag og behag, men på et museum er grundtanken vel, at udstille genstande, der fortæller og understøtter historien.
Besættelsen introduceres med det retoriske spørgsmål om de pressede politikere bekymring for, om de kan bevare demokratiet – og hvor meget af det.
Det er langt ude. Demokrati i et besat land. I ly af tyske bajonetter. Det er ikke uden grund at Herluf Bidstrups tegning af Scavenius med den tyske værnemagt i ryggen fandt vej i de illegale blade.
»… Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgaveherunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. …« – Erik Scavenius’ erklæring ved tiltrædelsen som udenrigsminister, 8. juli 1940
Og for at være helt sikker på at den er feset ind, så kan man berette at politikerne i de samarbejdende partier valg af tilpasningspolitikken skyldes ønsket om at skåne befolkningen mest muligt.
Heroverfor står yderfløjene. Det hedder: »De nationale og de borgerlige er drevet af skam og nationalfølelse. Tænk at Danmark har ladet sig besætte, og så næsten uden kamp. De borgerlige kæmper for et frit Danmark.
For kommunisterne er kampen mod nazisterne et skridt på vejen. De ønsker en kommunistisk verdensorden, og at Danmark på sigt bliver kommunistisk.«
Det er et slet skjult forsøg på at sætte en modsætning op imellem de borgerlige og kommunistiske modstandsfolk. Det er også i strid med historien, hvilket samarbejdet bl.a. i Frihedsrådet klart dokumenterer og en hån mod de mange, der deltog i modstandskampen.
Formålet – foruden at sværte den kommunistiske del af modstandsbevægelsen til – er åbenbar. Enhver besøgende må jo nok forstå, at tilpasningspolitikken var den nødvendige overlevelsesstrategi i den vanskelige situation.
Samarbejdspolitikken
‘Samarbejdspolitikken’ blev bedrevet af en ‘samlingsregering’ bestående af de samarbejdende partier Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og Det Radikale Venstre fra besættelsens dag ét indtil folkeopstanden i august 1943 tvang den til at gå af.
Samarbejdspolitikken var en villig lakajpolitik overfor Hitlertyskland, som reelt gjorde Danmark til deltager i Nazitysklands krig for verdensherredømme.
Den danske regering tilsluttede sig Anti-komintern-pagten og Danmark blev reelt krigsførende i Hitlers felttog mod det socialistiske Sovjetunionen.
Den officielle danske politik var en tilpasningspolitik til Hitlers nyindretning af Europa og verden.
Dansk industri og dansk landbrug omstillede produktionen til den tyske krigsmaskines behov – og tjente store profitter derved. I danske ministerier planlagdes profitable danske andele i ‘østrummet’. Danske monopoler tjente som de tyske monopolgiganter på brugen af slavearbejde i de besatte områder – som f.eks. F.L. Schmidt de baltiske lande, som tyskerne nyindrettede med dansk bistand.
Selv efter den danske samarbejdende krigsforbryderregering var blevet tvunget væk, fortsatte væsentlige elementer i samarbejdspolitikken under det efterfølgende embedsmandsstyre.
Det hele skete under det patriotiske påskud: at Danmark skulle reddes så let igennem besættelsen som muligt, med så få ofre og ødelæggelser som muligt.
Den virkelige mening med det hele var at sikre storlandbruget og monopolerne krigsprofit og nyordningsprofit.
Det arbejdende Danmark betalte i form af reallønsfald og forarmelse; modstandsbevægelsen betalte i menneskeliv på samarbejdspolitikkernes konto, som kaldte dem ‘terrorister’ og opfordrede til at angive dem; og ikke mindst betalte folkene i de besatte lande og de allieredes soldater en høj pris: Danmark forlængede verdenskrigen og holdt den tyske krigsmaskine kørende meget længere end hvis det officielle Danmark var gået under jorden og havde ført modstandspolitik.
Det må stå klart at den første hurdle for modstandsbevægelsen var opgør med samarbejdspolitikken, der som bekendt førte til at regeringen måtte gå af.
Valg i ly af tyske bajonetter
Den 23. marts 1943 afholdtes rigsdagsvalg. Samarbejdsparterne vandt en overvældende sejr, og stemmeprocenten blev hele 89,5 pct. Modstandsfronten med den nye bevægelse Frit Danmark i spidsen forsøgte at få folk til at stemme blankt.
Samarbejdspolitikerne udlagde valget som en enestående tillidserklæring og opslutning om kollaborationspolitikken.
Det holdt ikke længe. Uroen voksede. Sabotagen øgedes. Strejkerne rullede fra by til by. Så blot nogle måneder efter valget måtte regeringen gå af den 29. august. Men ikke uden at have lagt alle kræfter i for at dæmpe uroen. Bønner, trusler og repressalier – lige lidt hjalp det.
»Regeringen er … rede til at træffe alle til opretholdelse af ro og orden til gennemførelsen af gældende love fornødne foranstaltninger under anvendelse af alle til statens rådighed stående magtmidler i overensstemmelse med de herom gældende almindelige bestemmelser, derunder reglerne for politiets anvendelse af våben.« Regeringen i brev til Werner Best.
Tyskerne stillede regeringen over for bl.a. krav om indførelse af undtagelsestilstand, oprettelse af danske »hurtigdomstole« til pådømmelse af sager om overtrædelse af »ro og sikkerhed«. Der skulle indføres dødsstraf for sabotage, besiddelse af våben og sprængstof m.v. Statsminister Erik Scavenius ville forhandle med tyskerne, men der var flertal for at sige nej til de tyske krav.
29. august 1943
»l dag begyndte modstandskampen for alvor« udtaler modstandskvinden Ebba Sørensen – For os er den 29. august udtryk for den dag, da kampen for Danmarks frihed virkelig begyndte. Da regeringen gik af, kom der for alvor gang i modstandsarbejdet. Tidligere havde det også været en kamp mod samarbejdspolitikerne.
Hvor ægte bruddet fra samarbejdspolitikerne side med tyskerne var kan nok diskuteres. Godt nok gik regeringen af og afløstes af det såkaldte departementschefstyre, men afskedsbegæringen blev liggende i en skuffe – gemt og glemt. Og tilbagetrukket kunne politikerne stadig trække i trådene.
I statsrådet hos kongen, der konfirmerede nej’et til tyskernes krav, erklærede forsvarsminister Søren Brorsen, at hæren og flåden »ikke skulle sætte sig til modværge i den foreliggende situation«.
Tyskerne erklærede militær undtagelsestilstand, og de overfaldt en række kaserner, hvor det nogle steder kom til kamp. 16 danske militærfolk blev dræbt.
En del af flåden blev dog sænket, hvorimod et forslag om at sejle fartøjerne til Sverige ikke fik tilslutning blandt de ansvarlige. Mange skibe blev kun lettere beskadiget og blev hævet for så at blive anvendt af tyskerne. Ved det tyske angreb på flådestationen i København blev syv danske marinere skudt.
Ingen militære chefer eller andre tog initiativ til at udlevere våben og sprængstoffer til modstandsbevægelsen. Det var der jo ellers hårdt brug for.
Internationalt var bruddet med samarbejdspolitikken – fyringen af regeringen på gråt papir afgørende for Danmarks omdømme. Masser af beretninger fra bl.a. krigssejlerne dokumenterer dette.
Bruddet med samarbejdspolitikken blev helt afgørende for Danmark placering blandt de allierede ved fredsslutningen efter sejren over Nazityskland. Og at Danmark kunne træde ind som fuldgyldigt medlem og medstifter af de Forenede Nationer (FN) den 24. oktober 1945.
Det genåbnede Frihedsmuseums forsøg på at sidestille samarbejdspolitikken med en af flere overlevelsesstrategier er ikke enestående. Renvasken af kollaboratørpolitikken er bare ikke lykkes særlig godt.
Tilbage 1958 skrev landsretssagfører R. Prytz (Holger Danske) i modstandsbladet Pigtråd.
»… . Næsten alle har nu glemt – for lige at nævne nogle enkelte kendsgerninger -, at besættelsen skete »efter overenskomst«, at Scavenius var imponeret af de tyske sejre, at arbejdsløse i stor stil blev sendt til Tyskland; hvem mindes nu Anti-Komintern-pagten, Dansk-Tysk forening, de danske planer om mønt- og toldunion, politiets energiske jagt på faldskærmsfolk og andre, højesterets skarpe kurs, store forretningsfolks statsautoriserede værnemageri, Thune Jacobsens hjertevarme hyldest til »hele det tyske politi«, regeringens iver for frikorpset og statsminister Buhls inderlige opfordring til angiveri med hensyn til sabotageplaner, og som afslutning den 2. september 1943 Alsing Andersens bombastiske, næsten uartikulerede protestskrig mod chauvinister og kommunister, hvis ansvar for den 29. august aldrig skulle glemmes. …« –
Frihed er ikke altid sort/hvid lyder det i reklamer for Frihedsmuseet. … Og det er jo en generel erfaring, at når ting fortoner sig er det sværere at se og kende forskel på ret og uret.
»… det er et stort og åbent spørgsmål, hvorfor så mange historisk kyndige skribenter og andre elitære personer ikke evner at se de historiske begivenheder i deres naturlige sammenhæng og derfor ofte ender i spekulationer …« – Modstandsmanden Frede Klitgård
Historie er mange ting. Ofte serveres den fordrejet, men man kan med fordel udvide sit erfaringsgrundlag ved selv at sætte sig ind i den og især i de sammenhænge, der eksisterede, da begivenhederne udspillede sig.
Frihedsmuseet har i årtier dokumenteret, at det var modstandskampen, som var kernen i ’demokratiets overlevelsesstrategi’. Kollaboratørpolitikken var en politisk og national undergangsstrategi, som modstandskampen og den internationale anti-Hitler koalition knuste.
Det er der nu vendt grundigt op og ned på.
Læs også
Leder i Håndslag 4,2020
Håndslag og knytnæve
Håndslag -Tidsskriftet mod fascisme og krig – Nyt nummer udkommet
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne