Indsatsen for at stabilisere kapitalismen og en revolutionær krisepolitik – del 3

Af E. Holemast

Denne artikel er i tre dele. Den første del beskriver krisepolitikken i foråret 2020. I del to ser vi på kriseløsninger fra reformisterne og forskellige venstrefløjspartier. I sidste del prøver vi at ridse elementer op i en klassepolitik for en revolutionær vej ud af krisen. Der er tale om en foreløbig analyse, som løbende bliver opdateret.

Udgivet i APKs magasin Enhed og Kamp, 3,2020. Her på KPnet bringes artiklen over tre gange.

Dette er tredje del af artiklen “Indsatsen for at stabilisere kapitalismen og en revolutionær krisepolitik”
Se link til de øvrige dele nederst.

3. Revolutionær krisepolitik – hvad er det?

I en situation, hvor arbejderklassen er hårdt presset i defensiven, er det ikke enkelt hverken at definere eller at formidle en alternativ og revolutionær krisepolitik. Klassebevidstheden er i udgangspunktet lav, og den bliver svækket af propagandaen fra højre og venstre om fælles indsats. Faren er overhængende for, at arbejderklassen og fagbevægelsens positioner bliver endnu mere svækket i den krise, vi står over for. Det vil ske, hvis reformisterne og den såkaldte venstrefløj får lov til at beholde hegemoniet i fagbevægelsen.

Reformisternes linje går aldrig længere end at kræve, at kuponklippere og direktører skal betale mere skat og viser ”moderation” på linje med arbejdere, så vi alle ”deler byrderne” og alt bliver godt igen.

Folk er optaget af at sikre deres levebrød og få jobbet tilbage, samtidig med at frygt for nye pandemier gør, at de vælger at stole på myndighederne. Fagtoppen og reformisterne fortæller dem, at det kun gælder om at få hjulene i gang igen for at komme tilbage til normaltilstanden.

Det, de ikke fortæller, er, at denne ”normal” ikke kommer tilbage. Ikke når det gælder velfærd. Ikke når det gælder lønudvikling. Og nok så vigtigt: heller ikke det gamle arbejdsfællesskab blandt store grupper af kontorfolk og funktionærer. Amerikanske teknologigiganter som Twitter, Facebook og andre har erfaret, at de ansatte arbejder lige så effektivt og billigere fra hjemmekontor. Twitter tilbyder alle, der ønsker at fortsætte med hjemmekontor, dette som en permanent løsning. Disse ideer til rationalisering og besparelse af kontorudgifter vil helt sikkert også sprede sig til andre norske virksomheder.

Det nye normal

Det nye normal bliver mange flere arbejdsløse, nye og værre nedskæringer i velfærd og kraftigt fald i reallønnen i de næste år. De, der går på dagpenge, mærker det allerede. Fra efteråret vil regeringen skære ned på dagpengene for at ”motivere” folk til at tage arbejde – der ikke findes.

Lønkompensationsordningerne skal fjernes fra september. Ordningerne bliver dårligere end den, der eksisterede før pandemien.

Pensionsreformen skal ”evalueres” af et nyt pensionsudvalg ledet av tidligere NHO-top Kristin Skogen Lund med en årsløn på ni millioner og guldpension fra tidligere. Konklusionen er givet, før udvalget har påbegyndt arbejdet: Den generelle pensionsalder skal op, udbetalingerne skal ned, og arbejdsmarkedets parter må sammen med staten sørge for, at Aftalefastsat pension (AFP) bliver endnu dårligere og mindre ”attraktiv”. Endnu dårligere pensionsordninger vil blive den neste store ”indsats”, som skal give NHO de ti milliarder i ekstra skattelettelser, som de kræver på vegne af storkapitalen.

Vi må være forberedt på at møde alle disse reaktionære fremstød. Dette er ikke isolerede og tilfældige fremstød, alle er led i at vælte hele krisens byrde over på arbejderklassens skuldre.

De, der har arbejde, vil få det at mærke, når det udsatte hovedopgør gennemføres i august som et minusopgør. Alle mulige forklaringer vil blive givet om, at din arbejdsplads ryger, hvis du stiller lønkrav for at opretholde levestandarden. Nogle udvalgte erhvervsgrupper får en ganske lille trøstepræmie, mens det store flertal vil få at vide, at de må indrette sig efter de toneangivende fag. Og de vil ikke kræve noget som helst, fordi det gælder om at redde eksporten og sikre nye kontrakter for en kriseramt fastlandsindustri. Den offentlige sektor vil få besked om at holde ro i rækkerne med besked om, at kassen allerede er ”tom” i stat og kommune.

Kommunisterne er forpligtet til at varetage arbejdernes interesser på både kort og lang sigt. For en arbejderfamilie, som er fyret og får fogeden på besøg, er revolutionen ikke det umiddelbare hovedspørgsmål, men hvordan man hurtigt kan skaffe tag over hovedet.

Derfor er det rigtigt og nødvendigt at stille konkrete dagskrav som forbud mod tvangsauktioner og udsmidninger, umiddelbar rente- og afdragsfrihed for boliglån til almindelige mennesker, som trues med udsættelse, uafkortet dagpengeperiode for alle, der mister arbejdet osv. Dette er helt rimelige og retfærdige krav, der lægger ansvaret i hænderne på de ansvarlige, kapitalisterne og deres stat. Det er også absolut nødvendige krav for at vinde tillid og opslutning.

Fuldt stop for udbetaling af udbytte og bonusser til aktionærer og kuponklippere er en anden højaktuel kampparole. I et rigt land som Norge er det også fuldt forsvarligt at stille paroler om, at staten gennem aktive investeringer skal sikre infrastruktur og straks erstatte job, som forsvinder. Det er naturligvis illusorisk at tro, at kapitalen uden videre vil acceptere sådanne krav, det er kun arbejderklassens egen mønstring af kræfter og beslutsomhed, der kan gennemtvinge dem helt eller delvist.

Hvis de fleste mennesker ikke forstår, at krisen kun er fremskyndet af pandemien, vil de snart indse, hvordan de kapitalistiske magthavere udnytter Corona-virussen på den mest ublu måde til at afskaffe velfærd og rettigheder over en kam. Kommunisternes opgave er at gå foran og hjælpe klassen med at opnå en højere bevidsthed. Kriser er kapitalismens følgesvend, og vores agitation er, at de rige selv skal betale for den.

En sandsynlig ny konsekvens af krisen med udstrakt brug af hjemmekontor og digitale kommunikationsformer er, at mange tidligere arbejdsfællesskaber bliver opsplittet. Kapitalen har lært, at mange ansatte kan arbejde uden et kontor, hvilket betyder store besparelser. Desuden går mange naturlige mødepladser tabt for kolleger og arbejdskammerater. Det vil på kort sigt styrke kapitalen og virksomhedsejerne på vores bekostning. Hvad denne udvikling kan føre til i større skala, fortjener en separat analyse.

Dagskrav uden illusioner

Uanset hvad er det vigtigt at udvikle virkningsfulde og gennemførlige dagskrav og opbygge en enhedsfront for at kræve dem gennemført. Samtidig skal vi passe på, at kortsigtede og taktiske paroler ikke fremelsker illusioner og skygger for en revolutionær strategi.

Statsindgreb og statslig overtagelse kan være rigtige krav for at sikre arbejdspladser og udvikling af infrastruktur. I mange tilfælde vil det være et rigtigt krav, at staten direkte overtager nøgleindustri, infrastruktur og brancher med mange arbejdspladser. Atter en gang vil det illustrere produktionens samfundsmæssige karakter. Som tidligere vist er borgerskabet meget lidt begejstret for direkte statsligt ejerskab og brug af Oliefondet til direkte investeringer, hvilket ville være det mest naturlige i verden, når aktier er billige og titusinder af landets arbejdspladser og vidensbaserede virksomheder kan reddes. Det er nok et af det kapitalistiske samfunds paradokser, hvor den private ejendomsret og retten til udbytning trumfer det allermeste.

Samtidig er det en allestedsnærværende opgave at forklare, at den borgerlige stat tjener den herskende klasses interesser, ikke vores.

I den udstrækning borgerskabet lader sig presse til statslige overtagelser i større skala, har former for statskapitalisme intet med socialisme at gøre. Udbytningen vil fortsætte som før, kun i regi af den fælles kapitalistiske stat, fordi den borgerlige stat ikke er og aldrig kan blive arbejdernes og folkets stat.

Udvikle klassebevidsthed

For kommunisterne er det nødvendigt igen og igen at forklare, at krav om at forsvare løn, velfærd og rettigheder, hvis det overhovedet er muligt, kun er kortsigtede løsninger, der ikke forbedrer arbejderklassens situation i det lange løb, og som heller ikke afværger nye kriser og morgendagens usikkerhed. Coronakrisen har med al tydelighed vist, at kapitalismen aldrig kan give sikkerhed for morgendagen. I dette system er enhver social og politisk sejr for arbejdere altid og uden undtagelse skrøbelig og midlertidig.

Det skal vi bruge til at opbygge og udvikle klassebevidsthed. Hvis vi ikke gør det, bliver arbejderklassen slagtekvæg for nye reformistiske ”kriseforlig”. I værste fald kan voksende frustration og økonomisk nød gøre, at dele af klassen slutter op om reaktionære og fascistiske kræfter.

Revolution og socialisme er og vil være det eneste bæredygtige alternativ. Kun socialismen og arbejderklassens nye statsmagt skaber et samfund, hvor kriser, arbejdsløshed, udbytning, manglende beredskab og boligkrak er fremmedord.

29. maj 2020
Oversat fra Revolusjon, Norge

Artiklen er i tre dele
Del 1 Borgerskabet søger at stabilisere kapitalismen under Coronakrisen
Del 2 Reformisternes opskrift for at hjælpe kapitalen ud af krisen