Et varmt efterår for de tyske arbejdere: Vi har brug for massive reduktioner i arbejdstiden

Der venter et varmt efterår for arbejderklassen. Det er sandt, hvad vi gentagne gange har frygtet: Industrien i landet, ikke kun metalindustrien eller bilindustrien, truer med dramatiske ændringer og store jobtab. Overgangen til anden energi og bilindustriens konvertering til elektro-mobilitet truer også med, at flere og flere mister deres arbejde.

Af Organisationen for gendannelse af Arbejdernes Kommunistiske Parti, Tyskland
Artiklen er bragt i APKs teoretiske magasin Enhed og Kamp 4, 2019

Arbejdskolleger hos bil leverandøren Mahle i Stuttgart kæmper i øjeblikket koordineret på tværs af arbejdspladser mod tab af flere hundrede job.
Men det er kun begyndelsen. Det drejer sig ikke kun om bilsektoren.

I mellemtiden kommer der udmeldinger på tværs af brancher med overslag om reduktion af ansatte: Ford ønsker at skære med 12.000 ansatte i Europa, herudover mange ansatte hos Bayer. Volkswagen taler om omkring 7.000 ansatte, muligvis endda helt op imod 20.000. Hos BASF og Thyssen-Krupp tales om et antal på omkring 2.700, og hos Telekom kunne det komme på tale, at omkring 12.000 arbejdspladser vil ryge, og hos Deutsche Bank endda op mod 20.000.

Teknologiske fremskridt og medfølgende produktivitetsforøgelse er drivkraft for en vidtgående omstrukturering inden for industri, logistik og handel: avanceret IT-teknologi, digitalisering af alle kommunikations- og kontrolsystemer, kort sagt den såkaldte ’Industri 4.0’ .
Det drejer sig om en historisk udvikling, der påvirker samfundet som helhed, men især de mennesker, der kun besidder deres arbejdskraft og skal leve af at sælge den.

Kapitalistklassen forbeholder sig profitten for denne udvikling, mens de kaster følgerne og omkostningerne for samfundet over på andre. Samfundet skal acceptere massiv forarmelse. Millioner trues af arbejdsløshed.

Men denne krise påvirker også kapitalistklassen selv. Den nye teknologi skærper også de kapitalistiske koncerners og monopolers indbyrdes konkurrence og udryddelse. Også dette koster arbejdspladser, medfører endnu mere arbejdsløshed. Et sådan samfund under kapitalens diktatur har næppe en chance for at finde en vej ud af krisen.

International imperialistisk konkurrence

På den anden side forværrer stadig skærpede internationale konflikter mellem de store og mindre imperialistiske magter situationen yderligere, især konflikten mellem EU og den amerikanske imperialisme under Trump, men især også den nye supermagt på vej op, Kina. Her eskalerer handelskrigen med toldsatser mellem USA og Kina, men omfatter også USA’s konkurrence med EU.

På en aggressiv måde forsøger Trump som overhoved for den amerikanske imperialisme at presse sine konkurrenter, herunder også den tyske imperialisme, til at underlægge sig dens krav.

Det drejer sig om dominans, opdeling eller omfordeling af verden, herredømme over og udnyttelse af især staterne i Mellemøsten, Asien og Latinamerika. Krigene i Mellemøsten, krigstruslerne og den ulovlige amerikanske handelskrig mod Iran gør sit. Her er Iran et eksempel på, at mange lande yder modstand mod det.

Sanktionsregimet indført af USA, med den omsiggribende straftold, påvirker i stigende grad den kapitalistiske verdensøkonomi. En økonomi, der er afhængig af eksport og import uden forstyrrelser. Selv virksomheder, selv monopoler i allierede stater, der ser bort fra amerikanske sanktioner, trues af USA. Det betyder, at mange af deres forretninger i Mellemøsten simpelthen indstilles. Olieprisen stiger og truer konjunkturen på globalt plan.

Recession?

Dette mærkes af en tysk økonomi, der traditionelt er trimmet mod eksport. Ordrer f.eks. inden for maskinbygning forsvinder, og billeverandører er i krise. For nylig er der talt åbent om recession. Festen er endegyldigt forbi, ifølge Stuttgarter Zeitung. Hermed menes de seneste års boom i Tyskland med sprudlende profitter og stigende beskæftigelse. Stadig flere virksomheder annoncerer i mellemtiden efter deltidsansatte og lader sig ved arbejdsformidling betjene af vikarbureauer.

Men kapitalen er kun interesseret i, hvordan profitten grundlæggende kan sikres på bekostning af arbejderne. Indlader de sig på deltidsansættelses-kalkylen, så sker det først og fremmest, når de forsøger at komme igennem en stagnationsperiode, eller for at holde på kvalificeret arbejdskraft, som er svær at finde på det aktuelle arbejdsmarked.

Således tapper kapitalen de sociale kasser med deltidstilskud. Andre, som f.eks. Mahle, forsøger nu at slippe af med ”overflødige” arbejdere og ansatte gennem massefyringer.

Nu som før truer Hartz IV stadig efter et år uden arbejde, hvis det ikke lykkes at finde et nyt arbejde.
Hvis konjunkturerne bryder sammen, bliver det svært.

Det handler ikke om den enkelte virksomhed, det handler om samfundet
Den begyndende recession og den ødelæggende konkurrence betyder massiv omstrukturering på grund af ’Industri 4.0’. (Se note 1)
Derfor står vi over for svære krisetider. Det er godt, at arbejdere modsætter sig dette, nedlægger arbejdet og går på gaden, som det skete, da mere end 50.000 IG Metal-medlemmer gik på gaden i Berlin den 26. juni 2019 til kamp for deres rettigheder og arbejdspladser.

Men netop fordi dette ikke blot handler om en konjunkturafmatning, som forbundsregeringen slår det hen med, men om et førsteklasses samfundsmæssigt spørgsmål – arbejde og samfund bliver grundlæggende ændret – så behøver arbejdernes kamp også et samfundsmæssigt perspektiv, der går ud over virksomheders eller foretagenders grænser.

Mahle Aktions-dagene, der er vigtig at fremhæve, viser den styrke, arbejderne besidder, og de muligheder de rummer. Solidaritetsdelegationer fra Daimler, Bosch eller fra Portugal er bare en start.

Illusion om medbestemmelse

På trods af mange faglige aktioner baserer DGB-fagforeningerne sig på illusionen om samarbejde og medbestemmelse. I bedste fald indgår de ved slutresultatet aftaler med virksomheder, der nogle gange udsætter eller reducerer fyringer eller forringer forholdene. Sommetider pynter de frivillig afgang med fratrædelsesgodtgørelser, undertiden udarbejder de sociale planer, undertiden overførsel til andre selskaber eller kvalifikationsprogrammer.

Fjernelse af mennesker og arbejdskraft fra virksomheden forhindrer de næsten aldrig. Og de berørte enkeltvirksomheder kæmper som regel alene.

Krav om retfærdighed (demonstrationen i Berlin blev kaldt ”fair forandring”), om bedre deltidsarbejde og om en ”overgangs-deltidsløn” (IG Metal) er i øjeblikket den ledsagende musik.

Vi afviser ikke reformer, der skaffer de ansatte reelle lettelser, når jobtyveriet kører. Men de kommer til kort.

Samfundet har brug for massive nedsættelser af arbejdstiden over en bred front, ikke blot i en eller anden branche eller en eller anden virksomhed. Samfundet har brug for, at kapitalen betaler for opkvalificering, omskoling og menneskeværdige afgangsaftaler for ældre arbejdskammerater, som har svært ved at klare det længere.

Lad os skabe en bred bevægelse – mindst for 30 timers arbejdsuge

Uden beslutsom kamp, uden massiv strejke i fuld skala, er en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation ikke opnåelig. Det fordrer en kampagne med offensiv klassekamp, der vil forstyrre samfundet.

Vi er bevidste om, at ”30 timer!” faktisk kun er et minimumskrav.

Over lang tid er der blevet diskuteret kortere arbejdstid.
Med hensyn til ”30 timer!” er den bredeste politiske diskussion i mange sektorer af samfundet dog bydende nødvendig.
12 ugers fuldstrejke på den nordtyske kyst i 1956 bragte blot den første indførelse af løn under sygdom og ville have været utænkeligt uden bred, kreativ, social solidaritet. Også indførelsen af 35-timers ugen krævede uger med massive strejkeaktioner, hvor der fandt voldelige angreb sted mod de strejkende.

Vi behøver en massiv arbejdstidsnedsættelse!

Derfor må medlemmerne som det første i det mindste i de vigtigste fagforeninger overbevises, og dér komme med passende beslutninger på deres generalforsamlinger. Der må være et bredt felt med kampvillig diskussion og debat blandt de tillidsvalgte og på fabrikkerne.

Men kampen for den offentlige mening må også føres offensivt.
Selv en massiv bevægelse i dag ville blot give en første opstart på kampen for 30 timer. Resultatet vil være på lånt tid, da kapitalen aldrig vil finde sig i at være slået tilbage.

Kapitalismen gør det kun midlertidigt, alt sammen afhænger af de arbejdende folks vilje til at kæmpe, deres bevidsthed og solidaritet.
Sikre forhold for alle mennesker i arbejde og deres levebrød, som man i samfundet ikke vil blive ved med at stille spørgsmålstegn ved, eksisterer ikke under kapitalismen.

Kun et ikke-kapitalistisk, en socialistisk social og økonomisk samfundsorden er i stand til det, fordi det behersker en planøkonomi.

Derfor må opgøret i denne nye krise og kampen for en massiv nedsættelse af arbejdstiden være en del af kampen for socialismen.

2. september 2019.

Denne artikel har været bragt i APK’s tyske søsterorganisations onlineavis Arbeit Zukunft.

Note
1) Hvor begrebet ”den tredje industrielle revolution, version 3.0 fokuserede på automatisering af maskiner og processer, er industri 4.0 især kendetegnet ved integrationen mellem den digitale verden og den fysiske produktion.

Hartz IV
Den berygtede Hartz IV- nedskærings reform rettet mod de arbejdsløse og arbejdende i Tyskland blev i sin tid mødt med omfattende og gentagne mandags-demonstrationer rundt omkring i de tyske byer. Harz IV betød, at Tyskland har fået et nyt “lavtlønsproletariat” eller såkaldte “working poor”, som på trods af, at de har arbejde- men netop i kraft af reformens lave lønninger – defacto er fattige.

Arbeit Zukunft:
Ein heißer Herbst für die Arbeiterinnen und Arbeiter!