Danske krigspolitikere står afklædt – og krigsforbrydelser forældes aldrig

Den såkaldte historiker-undersøgelse af Danmarks krige i Kosovo, Afghanistan og Irak blev nedsat i 2016 med det udtrykkelige kommissorium, at ingen skulle stilles juridisk eller politisk til ansvar. Ikke desto mindre står de danske regeringer under S, R , V og K efter offentliggørelsen af undersøgelsen fuldstændig afklædt i deres løgne og i deres parathed at gribe til angrebskrig som middel til at ekspandere i verden.

Undersøgelsen er gennemført under ledelse af Rasmus Mariager og Anders Wivel, der blev udpeget af VK-regeringen efter at samme regering havde lukket den tidligere Irak–Afghanistan kommission.

Der kan uden tvivl uddrages mange flere detaljer ved en nøjere granskning af undersøgelsen, men det står umiddelbart klar efter fremlæggelsen, at:

Det var en meget snæver gruppe af personer omkring regeringen, der i hvert enkelt tilfælde tog den politiske beslutning om Danmarks krigsdeltagelse, og først herefter tilpassede man de politiske argumenter der skulle lægges frem offentligt. På helt centrale spørgsmål blev der enten udeladt afgørende oplysninger, oplysninger blev fordrejninger eller der blev direkte løjet. Det gjaldt ikke mindst spørgsmålet om hvorvidt Irak havde masseødelæggelsesvåben. At regeringen ikke tog spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben med i begrundelsen for at gå i krig i Irak, skete netop fordi de på dette tidspunkt vidste at deres påstand ikke holdt vand.

Beslutningerne fulgte USA, Storbritanniens og NATO’s ønsker, men dette skete ikke i form af ‘at følge et diktat’. Tværtimod var de danske politikere ivrige og villige og arbejdende i samme retning som de stærkere magter i alliancen. Der var tale om en fælles overensstemmelse, der førte frem til beslutningerne om at gå i krig.

Beslutningerne blev i høj grad udviklet gennem uformelle møder, SMS-beskeder osv, der så vidt muligt kan holdes udenfor dokumentation, og møder blev holdt skjult. Det gjaldt bl.a. det hemmelige møde mellem Fogh og USA’s viceforsvarsminister Poul Wolfowitz i 2002. Her lovede Fogh efter al sandsynlighed at Danmark ville gå med USA i en krig mod Irak. (Politiken har tidligere angivet at de har haft adgang til det hemmelige notat). Her blev det diskuteret, at formålet med krigen var et regimeskift – at afsætte Saddam Hussein, ikke et humanitært spørgsmål om masseødelæggelsesvåben. Men de oplyste det ikke.
Det er også dokumenteret i undersøgelsen, at Anders Fogh Rasmussen på dette møde blev orienteret om, at USA betragtede forløbet med FN’s våbeninspektører som en fælde, der skulle bruges til at udløse krigen.

I de vurderinger regeringen lagde frem i UPN spillede forholdene i de lande der blev angrebet, eller de sandsynlige følger af en krig ingen som helst rolle, fremgår det af undersøgelsen. Mens FE faktisk havde vurderet, at en krig mod Irak både ville kunne destabilisere og være grobund for terrorisme.

Orientering til Udenrigspolitisk Nævn (UPN) skete først når beslutningerne var taget. De overvejelser og tvivlsspørgsmål der op til dette har været i den snævre kreds, herunder hos statens jurister, er ikke blevet fremlagt overfor UPN, kun de endeligt vedtagne argumenter for beslutningsforslaget.

Når man i den snævre kreds f.eks. længe havde tumlet med problemet om hvordan man kunne se bort fra de folkeretslige regler og FN’s manglende opbakning til Irak krigen – om det overhovedet var muligt – var det kun den endelige juridiske ‘case’ man byggede op, der blev fremlagt som et juridisk objektivt faktum.

Som undersøgerne formulerede det på pressemødet: ”Jura og folkeret er en fleksibel og dynamisk størrelse”.

Når de helt snævre beslutninger er taget lægges der herefter følere ud til oppositionen, der på dette stadie inddrages i beslutningen. Og først når beslutningen reelt er taget går efterlevelsen af de formelle regler i gang. UPN orienteres og der tages en diskussion. En overraskende lidt kritisk diskussion, bemærker undersøgerne med et hib til ’oppositionen’.

Undersøgelsen slår også fast, at fremgangsmåden har været den samme uanset hvilket navn regeringen har haft. Forholdet til de allierede og beslutningsprocessen har kørt på samme måde.

Hvad angår argumenterne for at gå i krig gjaldt den samme dobbelthed.

Internt var regeringen oplyst fra USA, om at tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak var usikker, udadtil hed det: ”Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved”.

Dertil kommer FN’s rapport om at der netop ikke var fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, men om denne rapport har indgået i historikernes undersøgelse fremgår ikke umiddelbart af fremlæggelsen på pressemødet.

Udadtil afviste Anders Fogh Rasmussen at svare på ’hypotetiske spørgsmål’ om FN’s holdning, mens man opfandt det nye ord ’FN-forankring’ – når der ikke fandtes en beslutning i FN’s sikkerhedsråd.

Det løses ikke gennem ‘klarere demokratiske spilleregler’

Undersøgelsen lægger op til en ændring af den demokratiske proces, der står afklædt som ikke-eksisterende. Men dette er kun at kradse i overfladen. De kræfter der står bag Danmarks krigsbeslutninger, der har omgået demokratiet vil ikke lade sig tøjle og styre af formelle nyordninger og indskærpelser om demokrati. Der skal meget mere til.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen udtalte da også frækt efter offentliggørelsen, at venstre ikke ser nogen grund til at ændre på noget som helst. Når Danmark går i krig skal det gå hurtigt, og der er ikke tid til den slags demokratiske overvejelser. Måske vil sagens alvor dog ved nærmere tankevirksomhed stå lidt klarere for dem, så de alligevel vil gå ind på nogle skinforandringer for at foregive en smule ydmyghed overfor de pinlige afsløringer af deres magtmisbrug.

Men at den demokratiske proces er sat ud af spillet, er ikke en fejl man har tænkt sig at rette. Det er en brik i Danmarks imperialistiske udenrigspolitik.

Det er åbenlyst, at Danmark gentagne gange er gået i krig på en løgn, og lige så åbenlyst er det, at samme politikere ønsker at fortsætte af det samme spor, som at de vil omgå at skulle stå til regnskab for det så længe de overhovedet kan. Men husk, at krigsforbrydelser forældes aldrig!

Se rapporten fra undersøgelsen på krigsudredning.ku.dk