Arbejdsgiver- og oprustningsregering – med en tynd glasur af sociale løfter

Der er nu dannet en regering, bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale. En særlige finesse ved regeringen er Enhedslistens rolle som forsvarer af regeringen, og en ny taktik og stil, hvor politikerne forsøger at fremstå som om de reelt bekymrer sig om befolkningens behov. Mens realiteten er, at regeringen trods diverse pynt er en fuldblods arbejdsgiverregering, der vil presse på for krig og oprustning, på bekostning af velfærd.

På regeringens pressemøde stod det klart, at man denne gang bruger en ny taktik. Fra at føre sig frem med diktater a la ’væk med Store Bededag, I må ofre jer for krigsoprustningen’ hedder det denne gang fra Mette Frederiksen og co, at man bekymrer sig om børn, pensionister, folkesundheden osv. Den benhårde klassepolitik er omhyggeligt skjult bag et gardin af sociale ord. Selvfølgelig skal vi være spydspids i oprustning og konkurrencedygtighed med alt hvad der følger af krigsfare og nedskæringspolitik, men det taler vi ikke om i dag.

En vigtig rolle i gennemførelsen af taktikken er tildelt Enhedslisten og Alternativet, der har fået lov at præge nogle detaljer i regeringens løfter, til gengæld for et stort hold kæft-bolsje.

Regeringen sendte Enhedslistens Pelle Dragsted ud som forpost inden regeringsgrundlaget blev offentliggjort. Her fik Dragsted lov til at brøste sig af at have ”opfyldt alle sine løfter til vælgerne”! Her taler en magtens mand, der deler sine smuler ud til folket. Til hvilken pris?

Prisen bliver en sort regering, beskyttet af Enhedslistens stemmer. En regering der vil give frit slag til at føre en række arbejdsgiverkrav igennem. Dem kan de, ifølge Dragsted bare gennemføre med andre flertal. Hokus pokus, alt er OK, så længe vi bare har de få og begrænsede løfter om forbedringer – som regeringen også slår stort op.

Det bliver helt sikkert ikke fra Enhedslisten, at der vil blive organiseret sociale, økonomiske eller politiske kampe imod regeringens politik. Den organisering må nødvendigvis komme fra kræfter udenfor Folketinget.

Regeringens grundlag

Kan en regering der bygger på NATO- og EU-oprustning, uanset hvad det koster, males rød blot ved at betale med nogle små punktlettelser? Nej, her er tale om en kalkuleret ’omkostning’ ved at føre arbejdsgiverpolitik og samtidig holde sig ved magten.

Derfor må kamp mod regeringen og dens politik også være retningen fra dag ét. Vi ved de vil trække befolkningen ind i et militariseringskapløb, gøre Norden til en aggressiv militær spydspids i Europa, holde Ukraine-krigen i gang med nye milliardtilskud. Være parat til at tvangsudsende unge værnepligtige mænd og kvinder.

De vil sikre reformer, hvor krav og kontrol med erhvervslivet lettes, hvor vi skal arbejde mere og effektivisere, hvor endnu mere skal privatiseres og samfundet bygges på underbetalt arbejdskraft, som vi ser det lige nu i det store offentlige byggeri af Odense Universitetshospital. Skatterne skal lettes for de højestlønnede. Det bliver en regering, der fortsat støtter Israels folkemord, tillader amerikanske militærbaser og følger NATO’s oprustningskrav i tykt og tyndt.

Store Bededag tilbage? Jo, det kan godt være. Men kun hvis vi betaler med andet mer-arbejde, og selvfølgelig returnerer kompensationen i kroner og ører. Måske i 2030. Her får fagtoppen også et klap på skulderen, for sagen skal afgøres mellem ’arbejdsmarkedets parter’ og vil involvere lønnedgang i både den offentlige og private overenskomst i år 2028 og 2029.

Ingen grund til at have illusioner om den ny regerings gode vilje og menneskelighed. Det bliver i bund og grund benhård klassekamp, hvor arbejderklassen og den almindelige befolkning er udset til at betale. Bag ved de ’gaver’ regeringen lover ligger hovedstrømmen, der udgør en oprustnings- og arbejdsgiverregering. Derfor kan vi fra regeringens først dag godt ruste os til nye kampe.

Find nyttige analyser og redskaber i APK’s nyskrevne handlingsprogram

Hvor der handles – der vindes! Med sit nye handlingsprogram giver APK sit bud på hvordan