Afstemningen om overenskomstforligene er gået i gang og løber de kommende uger. Kun LFS anbefaler et nej, og kalder resultatet en stor gang ingenting. I praksis betyder OK26 en lønnedgang for de lavest lønnede, højere tempo og voksende arbejdspres. Svaret er Nej!
Optakten til OK26 gav et klart signal: Fagtoppen søgte at lukke ned for aktivitet i stedet for at forberede til kamp og konflikt. Der blev ikke holdt åbne møder på tværs af fag for tillidsvalgte og klubber, hvor folk kunne mødes og udveksle erfaringer. Det er typisk sådan, man gør, når man ikke ønsker medlemmerne og arbejdspladserne skal komme til orde.
Det bemærkelsesværdige er, at der heller ikke kom noget reelt pres fra alternative netværk – ingen oppositionelle kræfter sagde: “Vi mobiliserer på trods af og imod fagtoppen for en bedre overenskomst.” Denne gang var der musestille.
Der har kun været få strejker og konflikter på det offentlige område i 2025, men det er alligevel tydeligt hvad der går igen: Portører og servicemedarbejdere på enkelte hospitaler strejkede for at få flere ansatte, bedre arbejdsvilkår og imod dårlig ledelse. Renovationsarbejdere har flere steder strejket pga. arbejdspres og dårlig ledelse. Det er et billede på, at folk allerede arbejder i et system, der presser citronen hårdere og hårdere. Man kan også se utilfredsheden i den massive flugt der er blandt sundhedspersonale.
De manglende økonomiske krav
Det er et enormt svigt fra fagtoppen, når der ikke laves seriøse offentlige beregninger som grundlag for forhandlingerne. Alle ved at inflationen har været høj, det kan enhver se på alt fra dagligvarer til husleje og forsikringer – især efter 2022. Spørgsmålet er derfor klart: Hvad har en almindelig familie med almindelig indkomst, tabt i købekraft, og hvad kræver det at rette op?
Fra 2022 og til nu har en almindelig familie med to børn tabt op til 7–8.000 kr. efter skat om måneden – eller omkring 100.000 kr. om året. Noget blev delvist kompenseret i den første overenskomst efter inflationschokket, men kun som “et par tusinde kroner” mere om måneden hen over to år, og det er ikke nok – og det kommer for sent. Pointen er, at du taber købekraften med det samme, men kompensationen halter bagefter. Og hvis priserne tager et nyt hop, f.eks. med en ny krig i Mellemøsten mod Iran oveni effekterne af Ukraine-krigen, så kan det blive mindst lige så voldsomt igen.
Eneste reelle løsning på inflation er dyrtidsregulering, der løfter lønnen f.eks. en gang i kvartalet, en løsning der også justerer overførselsindkomster, kørselsfradrag, boligstøtte mm.
I stedet er der indgået et forlig med treårige overenskomster, der reelt vil fortsætte med at udhule købekraften. Staten praler direkte af dens ”ansvarlige tilbageholdenhed”, der betyder den kan bruge mia. til krigsforberedelser. Etårige overenskomster, er svaret på deres kriser og krige.
Fritvalg er en McDonald’s-løsning
Frit valgs ordningen betyder nye individuelle muligheder, men det skaber problemer i hverdagen. Man giver den enkelte mulighed for at bruge en del af sin løn til at købe sig fridage, uden at der samtidig er lavet en aftale om, hvem der i praksis skal kompensere .
Når folk ikke er til stede, skal arbejdet stadig udføres – og så ender det hos dem, der ikke holder fri. På de arbejdspladser, hvor bemandingen i forvejen kun hænger sammen når alle er mødt op, betyder den type aftale øget arbejdstempo.
I forvejen er driften mange steder i det offentlige skåret ned så hverdagen kun fungerer, hvis alle møder, og ingen er syge, har sygt barn, er på ferie – eller bruger rettigheder som fridage. Man kan få vikarer ind, men de er ofte ikke faglærte, og så bliver det den faste, erfarne gruppe, der både skal levere og oplære og planlægge – igen og igen.
Det er ikke en overenskomst, men minder mere om en McDonald’s-løsning hvor de ansatte selv står med problemerne med at finde ud af at få enderne til at mødes, finde en vikar og selv bytte sig til vagter, ansvaret flyttes nedad, og presset lander på dem, der allerede løber stærkt.
Løsningen er det modsatte, og det skal ind i overenskomsten: Nok ansatte, fast dækning ved sygdom og fravær og klare regler for minimumsbemanding, rotation og pauser, som man kan falde tilbage på med god samvittighed.
Arbejdstiden skal ned kollektivt – ikke bare for dem, der kan købe sig fri – og tempoet skal ikke skrues op dag for dag, mens folk slides ned.
Det er krav, der skal kæmpes for bl.a. gennem en aktiv tværfaglig opposition der rejser en kamp mod arbejdsgiverne, deres regering, og klasseforrædere i toppen af fagbevægelse!
Stem nej til OK26
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
