Italien: Folkeligt NEJ ryster Meloni – klar afvisning af højrefløjens retsreform

Millioner vendte tommelfingeren ned til højrefløjens autoritære kurs ved folkeafstemningen i Italien. NEJ-sejren er ikke bare et nederlag for Meloni-regeringen – den åbner nye muligheder for arbejderklassens kamp og en bred folkelig mobilisering mod krig, nedskæringer og kapitalens magt.

Folkeafstemningen den 22.-23. marts: En vigtig politisk sejr, der sætter Meloni-regeringen i krise og åbner nye perspektiver for kampen

Den politiske betydning af afstemningen

I forfatnings referendummet den 22.-23. marts 2026 afviste flertallet af de borgere, der gik til stemmeurnerne – med en valgdeltagelse på 59 % – klart den modreform af retssystemet, som højrefløjen ønskede (»Nordio-loven«).

Med 53,7 % NEJ-stemmer opnåede kvinder og mænd fra arbejderklassen og de undertrykte masser en vigtig politisk sejr og påførte Meloni-regeringen og de store kapitalgrupper, der støtter den, et tungt nederlag.

De millioner af euro, som højrefløjen har brugt på propaganda, brugen af statslige og offentlige medier, de demagogiske kneb, de mest skammelige løgne, den aggressive og stødende retorik, nepotismen og den skammelige midlertidige nedsættelse af afgifterne (på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen), de bevidst forkerte prognoser fra regimets meningsmålere, de mange uregelmæssigheder, der blev registreret ved valgstederne, har ikke forhindret nederlaget for de reaktionære kræfter og de priviligerede.

Folkeafstemningen blev til en folkelig høring om regeringen. De store flertal har tydeligt afvist den generelle politik, som landets magthavere fører, den autoritære og krigsglade sparepolitik.

I de omkring 15 millioner NEJ-stemmer samledes alle årsagerne til utilfredshed, protest og modstand mod Meloni-regeringens politik, og den store kampbevægelse, der kom til udtryk sidste efterår, afspejlede sig i en lang række af disse årsager.

Arbejdere, mænd som kvinder, den proletariske og folkelige ungdom, har straffet Meloni-regeringen ved stemmeurnerne og sagt: NEJ til den autoritære kurs! NEJ til sparepolitik og oprustning! NEJ til Trumps og Netanyahus krig! NEJ til ”sikkerhedslovene”! NEJ til nedskæringer i det offentlige sundhedsvæsen og uddannelsessystem! NEJ til de stigende leveomkostninger og lønnedskæringer! NEJ til forhøjelsen af pensionsalderen! NEJ til kriminaliseringen af sociale protester! NEJ til fuldmagtsbeføjelser til en folkefjendtlig regering!

NEJ-sidens klare sejr understreger, at regeringen er en tydelig repræsentant for kapitalen og dermed en minoritet, og fremhæver dens afstand til befolkningen og landets reelle situation. NEJ-sidens sejr blandt de unge (61 %), blandt kvinder, i de sydlige regioner, i industriområderne, i de store byer og deres omegn, hvor man lider mest under konsekvenserne af udnyttelse og kriminelle politikker, er betydningsfuld.

Afstemningsresultaterne viser, at regeringen ikke engang har kontrol over sin beskedne vælgerbase. Højrefløjen har mistet 2,5 millioner stemmer i forhold til valget i 2022. De har ingen organiske og dybe bånd til de udbyttede klasser og de undertrykte lag. Der er en enorm ubalance mellem deres organiserede regeringsmagt og massernes modstandskraft.

Nye perspektiver for kampen

Resultaterne af folkeafstemningen åbner et nyt politisk scenarie i landet. Sejren vil bidrage til at udvikle bedre styrkeforhold, skabe en positiv stemningsændring blandt lønarbejderne, åbne sprækker og svække regeringen, hvilket sætter folkemassernes bevægelse i en mere fordelagtig situation.

Nye sektorer af arbejderklassen og folket vil føle sig opmuntret til at konfrontere arbejdsgivernes regering, og der vil blive skabt betingelser for at feje den væk gennem kampen i fabrikkerne og på gaderne.

Nej-sidens sejr ved folkeafstemningen var først og fremmest resultatet af indsatsen fra talrige foreninger og græsrodsorganisationer, progressive organisationer og bevægelser, kampvillige fagforeningsfolk, kvinder og mænd fra folket samt demokratiske kunstnere og intellektuelle, der har sat skub i folkeafstemningskampagnen.

Denne brede opposition skal forenes og mobiliseres gennem en politik for en antifascistisk og antiimperialistisk enhedsfront, hvor arbejderklassen står i spidsen som den afgørende kraft. En bred og stabil folkelig koalition af alle sektorer af arbejderklassen, med et program, der repræsenterer dens interesser, rettet mod at besejre borgerskabets reaktionære og krigsglade politik, som er i stand til at kæmpe for brød, fred og frihed, til at sætte en stopper for kapitalisternes og parasitternes magt, for at opbygge et nyt samfund, for arbejdernes demokrati.

Det er kommunisternes opgave at give denne politiske linje fremdrift, som skal komme til udtryk i de kommende markeringer 25. april og 1. maj som vigtige begivenheder for kamp og enhed.

Regeringens manøvrer og det svar, der skal gives

Nej-sejren har markeret et tilbageslag for de reaktionære projekter, som højrefløjen forfølger, men vi må ikke gøre os nogen illusioner. På trods af dette nederlag vil regeringen fortsætte med at føre sin antiarbejder-, neoliberale, antidemokratiske og imperialistiske politik.

Den yderste højrefløj ved magten har mærket slaget. Den er blevet miskrediteret og er politisk svækket. Meloni har skilt sig af med nogle upassende repræsentanter for at redde sig selv og regeringen, hvor der er ved at opstå sprækker, men hun har stadig støtte fra de store monopoler og arbejdsgiverne, fra Trumps USA og zionisterne, fra Vatikanet og EU.

De partier, der støtter regeringen, vil forsøge at overvinde krisen for at fortsætte den politiske og økonomiske offensiv: de sigter mod en svigagtig valglov, vil presse på for at indføre en præsidentmodel, vedtage nye folkefjendske tiltag for at skære ned på det, der er tilbage af det offentlige sundhedsvæsen, skolevæsen og pensionssystem, samtidig med at de sænker skatten for arbejdsgiverne og finansierer oprustning og krigsførende eventyr i NATO’s kølvand.

Den politiske situation er dog ændret med den massive bølge af NEJ-stemmer, og det vil blive sværere for de mest reaktionære og krigsglade kræfter at gennemføre deres planer, fordi de vil stå over for en arbejder- og folkelig opposition, der befinder sig i en bedre situation end før. Klassekontrasterne vil blive skærpet.

Vi må ikke sænke paraderne! Ingen passivitet! Det endelige slag mod Meloni-regeringen skal føres ved at fortsætte og forene kampens mange strømme, uden at vente på valget, som den reformistiske, populistiske og liberale parlamentariske opposition ønsker. Regeringen skal besejres i fabrikkerne og på gaderne, gennem klassekampen!

Det grundlæggende problem i den italienske situation er ikke primærvalgene, men arbejderklassens, først og fremmest den industrielle arbejderklasses, indtræden på scenen, forenet i forsvaret af sine egne politiske og økonomiske interesser. Vi må arbejde uophørligt for dette mål.

De organiserede kommunisters arbejde og opgaver

I de seneste uger har vi spillet en rolle som vejledere og fortalere ved at deltage i folkeafstemningskampagnen med vores propaganda.

Som kommunister (marxister-leninister) tillægger vi ikke valgresultaterne overdreven betydning, selvom vi deltager, når forholdene tillader det, som i dette tilfælde. Vi har ikke tillagt parolen »stem NEJ« nogen betydning eller matematisk forudsigelse; dens mål var at mobilisere kræfterne i arbejder- og folkelige bevægelser for at skubbe dem ind i en position af frontal og uforsonlig opposition mod Meloni-regeringen, idet vi udnyttede folkeafstemningen til at knytte bånd til politisk aktive sektorer og fremskredne elementer i proletariatet.

I lyset af denne holdning har folkeafstemningskampagnen fremhævet den infantile holdning hos organisationer og kredse, der kalder sig kommunister, men som ikke formår at gå ud over en vulgær karikatur af marxismen og leninismen. Disse organisationer bekæmper ikke de foranstaltninger, der går forud for indførelsen af et autoritært regime på alle fronter, og de ignorerer omfanget og konsekvenserne af de aktuelle politiske problemer, idet de begrænser sig til en abstrakt og doktrinær, pseudorevolutionær prædiken.

I dette tilfælde var den politiske passivitet den anden side af medaljen til det borgerlige og småborgerlige NEJ, der var baseret på illusoriske (»loven er den samme for alle«, »domstolene forsvarer borgerne«…) og vildledende argumenter (tekniske detaljer om adskillelsen af dommernes karrierer) samt det socialdemokratiske fagforeningsbureaukratis passivitet.

De liberale-reformistiske og populistiske ledere har selv under folkeafstemningskampagnen ikke ophørt med at støtte pro-industri-, pro-zionist-, pro-NATO- og pro-EU-politikker. Kampen mod disse repræsentanter for borgerskabet og deres holdninger er en integreret del af kampen mod den fascistiske udvikling af staten og samfundet, som skal fremmes ved at intensivere indsatsen blandt de udnyttede arbejdere, der er mest direkte truet af den kapitalistiske offensiv.

Vores opgaver forbinder kampen for den socialistiske revolution tæt med kampen for de retfærdige politiske og økonomiske krav, der opstår ud fra den levende virkelighed, mod den imperialistiske reaktion, bedrag, demagogi og borgerlig vold, idet vi udnytter alle de demokratiske forhåbninger, som den monopolistiske kapitalisme nægter, for at forberede arbejderklassens sejr over borgerskabet.

I vores land er perspektivet ikke en anden borgerlig demokratisk revolution, men den proletariske revolution. De grundlæggende problemer i vores samfund, som skyldes den skærende modsætning mellem produktionsforhold og produktivkræfter, kan ikke løses på anden måde end ved, at arbejderklassen, i spidsen for sine allierede, erobrer magten.

De demokratiske krav, kampen mod den borgerlige magts fascisering, for de friheder og den uafhængige organisering af arbejderne, som undertrykkes af de borgerlige regeringer, kampen for beskæftigelse og lønforhøjelser, arbejdstagernes sundhed og sikkerhed osv. er uadskillelige aspekter af arbejderklassens klassekamp.

Det er på disse forudsætninger, vi må basere os for at forklare de udnyttede og undertrykte masser, at det er umuligt at ændre deres tilstand væsentligt og definitivt under det kapitalistiske regime; for at udvikle klassebevidstheden ved at påpege nødvendigheden og muligheden for det revolutionære brud med det kapitalistisk-imperialistiske system, idet vi sætter arbejderklassen, den klasse, der har størst interesse i at vælte dette barbariske system, i centrum for denne kamp.

En kamp, der ikke kan lykkes uden arbejdernes uafhængige og revolutionære politiske parti, et uundværligt redskab til at orientere og lede kampen mod den proletariske revolution, socialismen og kommunismen. Til dette formål gentager vi opfordringen til kommunisterne og de fremskredne arbejdere om at samarbejde, forene sig og organisere sig.

25. marts 2026

Af Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien, der ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML