Styrk klassekampen – Stem blankt!

APK kan ikke anbefale nogen af de opstillede partier ved det kommende valg. Alle partier der stiller op tager kapitalismens overlevelse og Folketingets krigsdagsorden som grundpræmis. Uanset hvem der danner den kommende regering, vil de stå for den samme klassepolitik: krav om billigere arbejdskraft, gaveregn til erhvervslivet og monopolerne – og stadig større krigsbudgetter og krigsforberedelser. 

Fortællingen om at stemme på “det mindste onde” en fælde. Når vi får at vide, at en blank stemme er en stemme på ”blå blok” – og en stemme på Enhedslisten er det mindste onde – så er svaret: Det onde er ikke hypotetisk; det er konkret. I praksis accepterer og understøtter Enhedslisten den militarisering, som dansk kapital og imperialisme kræver.

At stemme blankt er derfor ikke passivitet. Det er en politisk handling: et bevidst nej til at legitimere en politik, hvor krig og oprustning gøres til normaltilstand. Et nej til præmissen om, at vores eneste rolle er at vælge, hvilken udgave af samme politik vi vil have – mens regningen sendes til arbejderklassen, velfærden og fremtiden.

Det er vås når Enhedslisten forsøger at bilde os ind at man kan sende “progressive granater” ned over arbejderklassen i andre lande. Det er ikke en strategi for fred eller befrielse. Det er en strategi for at gøre sig til imperialismens nyttige idioter.

Enhedslisten beskriver sig ofte som kritisk over for NATO. Men i sin Politik-ABC om “Forsvar og sikkerhed” skriver partiet samtidig: “vi arbejder ikke for, at Danmark skal melde sig ud nu” – og slår fast, at NATO “i den aktuelle situation [er] vigtig for vores fælles sikkerhed.”

I partiets vedtagne forsvars- og sikkerhedspolitiske papir fra årsmødet 2025 kobles Ruslands invasion af Ukraine og tvivl om USAs rolle direkte til behovet for at styrke “egen forsvarsevne” og opbygge “samarbejder og alliancer”. Her står også, at Danmark skal bruge de nordiske NATO-medlemskaber til at fremme en “stærk og progressive nordisk stemme i NATO”.

Da Danmark besluttede at sende militært materiel og fortropper, efter at Trump igen fremsatte krav om at overtage Grønland, kaldte Pelle Dragsted det “den helt rigtige beslutning”. ”Relationen til USA er åbenlyst gået i stykker, I stedet bør Danmark nu styrke sin relation yderligere til vores nordiske nabolande, det øvrige Europa samt Canada.”

Det er sådan “det mindste onde” ser ud i praksis: Man ender med at give venstrefløjens stempel til den samme militarisering, som resten af det politiske spektrum står for.

Enhedslisten har fra starten støttet NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine og lagt stemmer til militær og humanitær hjælp for milliarder. Samtidig har partiet brugt deres plads i EU-parlamentet til at forlange, at Ukraine skal have fortrinsret til den EU-producerede ammunition, så “våben og udstyr går direkte til Ukraine.” Samtidig har de krævet, at EU skal fortsætte med at støtte Ukraine med “alt de har brug for.”

Enhedslisten profilerer sig også med ord i forhold til Israel og Palæstina. På partiets temaside hedder det, at Danmark skal anerkende Palæstina, og at partiet arbejder for sanktioner mod Israel samt opfordrer til boykot. Der står også, at Danmark og EU bør afbryde økonomisk og militært samarbejde og indføre sanktioner, indtil krig og besættelse ophører.

I praksis har Enhedslisten imidlertid solgt det palæstinensiske folks ret til væbnet modstand mod den israelske besættelse. De gik også forrest i den politiske aftale om “styrket indsats mod antisemitisme” (som Enhedslisten indgik i sammen med resten af Folketinget). Her beskrives “den nye antisemitisme” blandt andet med formuleringen “foragt for staten Israel.” I Enhedslistens egne “spørgsmål og svar” om aftalen står der samtidig, at partiet ikke sætter spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere.

Den aftale bliver direkte brugt som lovgrundlag for retssager og personforfølgelse af aktivister i solidaritetsbevægelsen med det palæstinensiske folk. Enhedslisten har flyttet sig ind i den politiske ramme, som magthaverne sætter. “Det mindste onde” er i praksis en mekanisme vendt mod arbejderklassens kamp.

Folketingsvalget den 24. marts kan ikke løse problemerne – hverken dagens eller fremtidens. Ingen der peger på en socialdemokratisk regering er i praksis en del af kampen for at sikre arbejderklassen eller ungdommens interesser.

Enhedslistens stemmer vil blive stemmer der administrerer arbejdsgivernes og kapitalens krav om mere billig arbejdskraft, om en vidt åben statskasse for erhvervsliv og monopoler, for voksende krigsbudgetter, støtte til EU, NATO og USA-imperialismen. Der er ingen grundlæggende forskelle på ”rød” eller ”blå” blok, når det kommer til stykket. Det er samme klassepolitik.

APK opfordrer til at rejse kampen mod alle krigsforberedelser og krisetiltag, uanset farven på en kommende regering. Kræv højere løn på profittens bekostning, nægt at acceptere regeringens snævre rammer, sig NEJ til krigspolitikken,NEJ til Israels folkemord.