Nej til krig – indlæg fra tyrkisk arbejder

Nogle venner på fabrikken siger, at vi ikke vil gå i krig, mens andre mener, at det er for at lukke Epstein-begivenhederne. Der er mange idéer, men der er én idé, vi alle har til fælles: Krig er aldrig til folkets bedste.

Af arbejder på Ford Otosan

Året er 2026. Men der er én ting, der aldrig har ændret sig: Krig. Teknologien har udviklet sig, mange ting har ændret sig, men imperialisternes kærlighed til krig er aldrig ophørt. De tilføjede kapital til deres kapital, de blev de rigeste i verden, men de var stadig ikke tilfredse. De finder konstant på og kæmper for at sikre, at deres formue bliver ødelagt, eller for at tilføje rigdom til deres formue.

I går fordømte vi Israel sammen, og det såkaldte Amerika pegede fingre ad det. Nu angriber de Iran sammen. Meget “libertariansk(!)” De fremhæver, at Amerika bragte frihed til Iran og reddede det fra mullahernes regime.

Men hele verden ved, at deres største problem altid har været olie. Ingen tror længere på det, de siger. Da det er verdens dagsorden, er fabrikkens vigtigste dagsorden krig lige nu. For enhver arbejder ved, at hvis der er en der glider i en banan i Kina, vil der komme et jordskælv i Tyrkiet. Det er noget i den stil. Hvis der er krig et sted, især i Mellemøsten, bliver de folk der er tættest på påvirket; Tyrkiets folk er mest berørt.

Diesel og andre ting vil stige med det samme. De penge, vi modtog fra overenskomsten i går, er forsvundet i lyset af inflationen. Så ser du, at vi også er i krig.

Nogle venner på fabrikken siger, at vi ikke vil gå i krig, mens andre mener, at det er for at lukke Epstein-begivenhederne. Der er mange idéer, men der er én idé, vi alle har til fælles: Krig er aldrig til folkets bedste.

I dag sørger vi og fælder tårer for de børn, der døde i Iran. Vi ved ikke, hvad der sker med os i morgen. Men vi må sige nej til krig. Vi er nødt til at udvide dette ord. Vi må stå sammen mod imperialisterne, der startede krigen