”Havnearbejdere arbejder ikke for krig” – strejker og aktioner i havnene er en kæmpe inspiration

For nylig lukkede havnearbejderne i mere end 20 byer omkring Middelhavet havnene ned i 24 timer. De blokerede skibe fra at sejle med våben til Israel og sagde et stort NEJ til at deres regeringer holder Israels krig og folkemord kørende med våbenleverancer. De sagde samtidig også NEJ til den politik der i dag er en del af alle europæiske landes – og EU og NATO’s politik – at militarisere samfundene og lade arbejderklassen og befolkningen betale. Og ikke alene et NEJ til Israels krig, men til alle imperialismens krige og oprustning.

Det var således en klar afvisning af den samlede politik med krigsøkonomi, asociale nedskæringer og privatisering. Strejkerne og demonstrationerne viser et enormt vigtigt eksempel til efterfølgelse. At arbejderklassen tager kampen op imod krigen og samler bredt omkring sig og bygger solidaritet på tværs af landegrænser vil være helt afgørende for at kunne stoppe kursen mod krig, som vores egen såvel som alle øvrige imperialistiske landes regeringer fører.

Arbejderklassen har ingen interesse i krig

Parolerne lød: – Havnearbejdere arbejder ikke for krig – Vi arbejdstagere har ingen interesse i krig – Krig er en fortsættelse af udbytning med andre midler – Havne er steder for sved, ikke blod – Vores styrke ligger i den internationale solidaritet i arbejderklassen.

Og det stopper ikke med havnearbejderne. Det var en vigtig del af aktionerne, at en række andre grupper var en del af blokader og demonstrationer. Kampen er fælles og rækker langt ud i samfundet og det, at den brede enhed i kampen bygges op er afgørende. Fra den ene aktion til den næste udvides omfanget og basis. “I dag er det havnene, i morgen vil det være hele logistiksektoren”, lød det. Ikke alene gælder det at samle andre arbejdergrupper og lamme flere sektorer i samfundet, det er også det at gå sammen med andre organisationer, solidaritetsgrupper mm man har sat sig som mål.

Strejkerne og den samling der ligger bag dem er et fantastisk effektivt våben til at skabe forandring. Af flere forskellige grunde. For det første har arbejderklassen magtmidler, fordi arbejderne kan stoppe og blokere en produktion og en transport. Arbejderne har heller ikke noget som helst interessefællesskab med de kræfter der styrer staterne, militariseringen, støtten til Israel eller politikken til fordel for arbejdsgiverne. Det gælder også for det videre perspektiv, der ligger indbygget i enhver aktion – en kamp for et andet samfund, hvor profitmotiv og imperialisme er afskaffet.

Endnu en afgørende faktor for perspektivet er det grundlag strejkerne og demonstrationerne blev gennemført på. De var oplysende om sammenhængen mellem krigspolitikken og den hjemlige sociale kamp, udpegede de kræfter der står for krigspolitikken, hvilke klasseinteresser der står overfor hinanden og pegede på den måde fremad. Man kan sammenligne med den måde der blev mobiliseret på fra fagtoppen, da Storebededag blev stjålet. FH indkaldte i sidste øjeblik til en demonstration mod regeringen, men havde ingen planer om at lave andet end en svag markering, der skulle lukke dampen ud og give fagbosserne et alibi. De var nødt til at gøre noget, og for dem handlede det allermest om at udnytte vreden til at vise regeringen, at næste gang der skulle stjæles skulle de huske at invitere fagtoppen med i en trepart. Ledelsen af kampen for Storebededag var rådden og ikke på arbejdernes side og derfor blev den lagt ned med det samme.

Endnu en afgørende faktor er den solidaritet man bygger på tværs af landegrænser. Det er kun de nationale imperialister der har interesse i at sætte landene op mod hinanden i rivalisering om verdens rigdomme. Arbejderklassen har derimod kun den klasseinteresse der består i at stå solidarisk med hinanden over hele verden og leve i fred. En samlet front af arbejdere og brede dele af befolkningen er basis for at være den kraft der kan blokere imperialisternes næste krig, og som i det videre perspektiv også kan organisere sig revolutionært med det mål at afskaffe imperialismen som system og derved stoppe årsagen til både imperialistiske krige og hele det morads af fattigdom og katastrofer, som imperialismen fører med sig.

Det er netop denne samling, som APK arbejder for at skabe. Både en revolutionær samling og en enhedsfront mod imperialismen. Det er det perspektiv vi ser de mange adskilte kampe i og arbejder sammen med andre om at bygge op. Vi arbejder for tiden med at lave et nyt handlingsprogram, der tydeliggør disse perspektiver. Læs mere på APKs hjemmeside og her på vores netavis.