Rubios forsvarstale for vestlig kolonialisme mødt med stående klapsalver

Europæiske ledere og virksomhedsledere er »lettede« efter den amerikanske udenrigsminister Marco Rubios tale i München. Enten er de glade for udsigten til en genoplivning af den vestlige kolonialisme, eller også har de ikke indset, at de blev stillet over for et ultimatum: »I kan være med i spillet, men kun så længe det tjener USA’s interesser.«

Af Revolusjon, Norge

Da Rubio talte på sikkerhedskonferencen i München i februar, blev han mødt med stående ovationer fra det meste af publikum. Kommentatorerne glædede sig over »et mere forsonligt USA« end det skarpe budskab, som vicepræsident J. D. Vance leverede på samme sted året før. Grundlæggende var budskabet det samme.

Kun få var i stand til at opfatte, at »Marco Rubio lukkede NATO ned til stående ovationer«, som Altinget.no så rammende sammenfattede det i en overskrift. Og det gjorde han uden at nævne NATO med et eneste ord. Rubio gjorde det klart, at tiden var forbi for alliancer, der »lader deres magt blive overtaget af andre, begrænsede eller underordnede systemer uden for deres kontrol«.

Irrelevante institutioner

Det har længe ophørt med at have nogen praktisk betydning, men NATO-pagten indeholder en række henvisninger til FN, som – på papiret – begrænser alliancens handlefrihed. “Parterne forpligter sig, som fastsat i De Forenede Nationers pagt, til at bilægge enhver international tvist, som de måtte være involveret i, med fredelige midler på en sådan måde, at den internationale fred, sikkerhed og retfærdighed ikke bringes i fare, og i deres internationale forbindelser at afstå fra trusler om eller brug af magt på en måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers formål,” hedder det i traktatens artikel 1. Artikel 5, 7 og 12 henviser også direkte til FN-pagten.

Den seneste NATO-strategi sigter mod at gøre alliancen mere overnational, ikke mindre. USA vil tage den modsatte tilgang i alle internationale relationer. Uden at sige det direkte, ugyldiggjorde Rubio NATO-pagten. Han afviste både den efterkrigstidens »regelbaserede« verdensorden, overnationale institutioner og et magtesløst FN – et FN, som USA dog vil udnytte, når og hvis det tjener amerikanske interesser.

Roser kolonialismen

Få, hvis nogen, blandt den vestlige elite følte sig ubehageligt til mode ved Rubios åbenlyse ros af vestlig kolonialisme og hvidt overherredømme. Rubio væmmedes ikke alene over de »gudløse kommunister«, men også ved de lige så gudløse befrielsesbevægelser i de gamle kolonier, der påførte de vestlige imperier smertelige nederlag.

“I fem århundreder, før afslutningen af Anden Verdenskrig, havde Vesten ekspanderet – missionærer, pilgrimme, soldater og opdagelsesrejsende strømmede ud fra kysten for at krydse oceaner, bosætte sig på nye kontinenter og opbygge store imperier, der strakte sig over hele kloden.

Men i 1945, for første gang siden Columbus’ tid, skrumpede de. Europa lå i ruiner. Halvdelen af verden levede bag jerntæppet, og resten så ud til at være på vej til at følge efter. De store vestlige imperier var i forfald, fremskyndet af gudløse kommunistiske revolutioner og antikoloniale oprør, der ville forandre verden og dække store dele af kortet med den røde hammer og segl i de kommende år.”

Heldigvis lykkedes det USA og Europa at genopbygge ›civilisationen‹, i det mindste delvist. Men nu er den ved at forsvinde igen, medmindre Europa tager sig sammen og følger Donald Trumps eksempel.

Et nyt vestligt århundrede

Ifølge Rubio er opgaven nu at »opbygge et nyt vestligt århundrede« ved at skabe »en vestlig forsyningskæde for kritiske mineraler, der ikke er sårbar over for afpresning fra andre magter, og en fælles indsats for at konkurrere om markedsandele i økonomierne i det globale Syd«.

“Det, vi ønsker, er en fornyet alliance, der anerkender, at det, der har plaget vores samfund, ikke kun er en række dårlige politikker, men en ubehagelig tilstand af håbløshed og selvtilfredshed. En alliance – den alliance, vi ønsker, er en alliance, der ikke er lammet af frygt – frygt for klimaforandringer, frygt for krig, frygt for teknologi. I stedet ønsker vi en alliance, der modigt løber ind i fremtiden. Og den eneste frygt, vi har, er frygten for skam over ikke at efterlade vores nationer stolt, stærkere og rigere til vores børn.”

Og han fortsatte med at hamre budskabet hjem:

»En alliance, der er klar til at forsvare vores folk, beskytte vores interesser og bevare den handlefrihed, der giver os mulighed for at forme vores egen skæbne – ikke en alliance, der eksisterer for at drive en global velfærdsstat og sone for tidligere generationers påståede synder.«

Da sikkerhedskonferencen fandt sted i München, må vi antage, at Rubio mener, at Tyskland ikke har nogen grund til at gøre op med nazisternes »påståede synder« før og under Anden Verdenskrig. Der er heller ingen grund til at skamme sig over britisk, fransk, dansk og norsk kolonialisme og slavehandel.

– Afvikl velfærdsstaten

Rubio lagde ikke skjul på sin foragt for de europæiske velfærdsstater. Efterkrigstidens investeringer i sociale velfærdssystemer (en socialdemokratisk nødvendighed for at undgå rød smitte fra »de gudløse« bag jerntæppet) har tilsyneladende været på bekostning af forsvarskapaciteten. Ikke underligt, at der lød bifald fra krigshungrende europæiske ledere.

Det, vi forsvarer, sagde Rubio, er »en stor civilisation, der har al mulig grund til at være stolt af sin historie, have tillid til sin fremtid og altid stræbe efter at være herre over sin egen økonomiske og politiske skæbne«.

Der er derfor grund til at være stolt af imperialismen og kolonialismen i denne store vestlige civilisation, fra Columbus’ tid til i dag.

Der har ikke manglet reaktioner på talen i Afrika, Asien og Latinamerika. At fremstille den koloniale ekspansion som et fremskridt for civilisationen er imperialistisk retorik, der benægter århundreders udnyttelse, tvangsarbejde og økonomisk plyndring.

Marco Rubio følger i Donald Trumps og J.D. Vances fodspor: hans retorik roser åbent et aggressivt, imperialistisk USA, der tager, hvad det vil have. De gamle, mislykkede supermagter i Europa må ikke narre sig selv. Men de kan hjælpe med at høste byttet som i »de gode gamle dage«, så længe de ikke udfordrer USA.

Oversat fra Revolusjon