Der er heftig aktivitet i rivaliseringen om Grønland. Mandag mødtes Troels Lund Poulsen og Vivian Motzfeldt med NATO’s generalsekretær og nordiske forsvarsministre i Bruxelles. Målet var, at få NATO til at oprette en oprustningsmission i Grønland. Der er efterfølgende ikke kommet nogen konkret reaktion fra Mark Rutte, der til gengæld i en privat sms til Trump lover den amerikanske præsident at “finde en vej frem” i spørgsmålet om Grønland. Uanset hvad er resultatet af situationen, at militariseringen af Grønland bliver kraftigt intensiveret. På den ene side pga Trumps trusler, men også bakket op af den danske regering, EU og de europæiske NATO-lande. Det øger krigsfaren og er ikke en beskyttelse af den grønlandske befolkning, tværtimod.
Syv NATO-lande, udover Danmark besluttede i sidste uge, at sende militær til Grønland, angiveligt for at vise vilje til at skabe den ’sikkerhed’ Trump efterspørger i Grønland. Trump valgte at opfatte dette træk som en provokation vendt imod USA og svarede igen med trusler om en afstraffelse af de involverede lande i form af en 10% straftold oveni de 15%, som EU allerede har accepteret at blive pålagt.
Trump vil opruste Grønland, men ikke uden at han samtidig har fået direkte ejerskab over Grønland. ”America first” betyder her, at med direkte besiddelse af Grønland vil Trump have helt frie hænder til bruge Grønland 100 procent som USA ønsker. Han kan føre krig fra grønlandsk jord, ligesom USA alene vil have adgang til Grønlands mineraler og olie. Til gengæld er det hans mål at få NATO til at hjælpe ham med at overtage Grønland. Det vil han bl.a. arbejde for på i Davos topmødet, der finder sted i de kommende dage.
I en af sine udmeldinger på sit eget sociale medie anklager Trump Danmark for at have svigtet oprustningen af Grønland gennem de seneste 20 år. Rent volapyk og historieforfalskning, eftersom Arktis og herunder Grønland i 2008 blev erklæret som lavspændingsområde af kystlandene Canada, Danmark, Norge, Rusland og USA med Ilulissat erklæringen. Men Løkke løber med og opfordrer til fælles oprustning.
Siden 2008 er rivaliseringen mellem imperialistmagterne allerede skærpet voldsomt, og Arktis er ikke længere afspændingsområde, men et af de brændpunkter der strides om. Hvem skal have råderet over Arktis og dets ressourcer? Den geopolitiske placering vil også have stor betydning i rivaliseringen, og ikke mindst hvis en verdenskrig bryder ud. Ligesom krigen i Ukraine også er en stormagtskrig om adgang til råstofferne. Og ligesom USA’s angreb på Venezuela er en kamp om olien og hvem der har magten i Latinamerika.
Det grundlæggende budskab fra Trump godtages og gentages ivrigt af vores egen regering. ”Vi har gjort alt for lidt”, og ikke mindst er man klar til at gøre meget mere, jo før jo bedre. Vi står ikke med en fredselskende dansk regering eller et fredselskende EU. De er blot chokerede over at USA’s erobringstrang pludselig retter sig mod de tidligere allierede. Hvor er de fælles imperialistiske interesser blevet af? Hvorfor er vi ikke længere på samme side i USA’s krige?
Regeringen erkender, at der ikke er en aktuel sikkerhedstrussel mod Grønland. Løkke fremhævede bl.a., efter mødet i USA, at det billede der bliver tegnet af, at der er en masse russiske og kinesiske skibe omkring Grønland, og at Kina yder stor indflydelse gennem investeringer er forkert. Militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen kalder en NATO-mission omkring Grønland spild af tid, da der ikke findes en militær trussel i området fra hverken Rusland og Kina.
Fra afspændingsområde til rivalisering mellem imperialistmagterne
Ikke desto mindre har der været turbo på oprustningen i Arktis de seneste år. Senest besluttede Folketinget i 2025 to Arktis-pakker til i alt 42 milliarder kr.
Situationen er nu yderligere benzin på oprustningsmotoren, som det er regeringens DNA at holde kørende. Det samme gælder for de NATO/EU-lande, der nu foregiver at interessere sig så dybfølt for grønlændernes ve og vel. Gennem Danmarks forbindelse til Grønland satser de på at få del i de mange potentielle rigdomme, der kan blive tilgængelige når indlandsisen smelter, samt geopolitiske støttepunkter for EU’s stormagtsdrømme. Og i samme hug, at de kan udnytte situationen til at trække Grønland tilbage til EU, angiveligt for at beskytte befolkningen. ”I kan regne med os”, lokkede kommissionsformand Ursula von der Leyen. De ser Grønland som en brik i deres egen berigelse, civilt som militært.
Igennem hele dette hurlumhej af alvorlige trusler mod Grønland og dets befolkning er det værd at holde sig for øje, at imperialisternes oprustning aldrig har gavnet andre end dem selv. Oprustningsspiralen giver ikke sikkerhed, kun øget krigsfare. Det er imperialismen der skaber problemerne, for alle imperialistmagter er af natur aggressive, og ekstra farlige når de er i krise og kræver større lebensraum, en situation der allerede to gange har ført til en verdenskrig.
Vi kan ikke sikre fred ved at forlade os på den ene magt mod den anden. Selvstændighed for Grønland er et Grønland, der hverken er styret af USA, Danmark, EU, Rusland eller Kina, men herre i eget hus, ligesom det gælder for alle andre landes befolkninger. I jo højere grad Grønland er oprustet, desto større risiko har landet for at blive inddraget i en kommende krig og risikere en skæbne som bombemål.
Den grønlandske arbejderklasse, ungdom og folks krav om selvstændighed og retten til at bestemme sin egen fremtid – er og bliver en kamp mod al imperialisme. Det er det Grønlands sikkerhed i sidste ende afhænger af – øget militær tilstedeværelse fra Danmark, USA, EU og NATO betyder det modsatte.
Læs også APKs udtalelse:
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
