Tyskland: Nej til værnepligt

I Tyskland gik 55.000 skoleelever på gaden den 5. december mod værnepligt og militarisering. En start og et tydeligt bevis på, at værnepligtens genindførelse ikke kan gennemføres uden ungdommens protest og modstand. Selvom den nye værnepligtslov blev vedtaget samme dag, så er kampen mod militarisering og tvang langt fra afsluttet.

Netmediet Arbeit Zukunft skriver:

Den 5. december strejkede 55.000 skoleelever i hele Tyskland mod værnepligt, hvis gradvise genindførelse er indeholdt i den nye værnepligtslov, der blev vedtaget i Forbundsdagen samme dag. Men med den vedtagne lov er kampen på ingen måde tabt – tværtimod, den vil kræve udholdenhed.

Frem og tilbage med værnepligten

Debatten om værnepligten har raset  i de seneste måneder. Regeringens vaklen, den kom gang på gang med nye forslag – fra øjeblikkelig pligt for alle til lodtrækning – er ikke nogen tilfældighed. På den ene side er der faktisk forskellige vurderinger af, hvordan Bundeswehrs troppestyrke kan styrkes mest effektivt. (Der er bred enighed i politik og medier om, at Bundeswehr skal styrkes). Nogle mener, at værnepligt for alle ville være for dyrt og overbelaste Bundeswehrs strukturer.

Andre forsøger at slå to fluer med ét smæk og gennem et år i samfundstjeneste også skaffe den hårdt tiltrængte, billige arbejdskraft fra den sociale sektor. Men at disse forskellige holdninger er blevet afvejet offentligt, har også en anden effekt: Reaktionen bliver testet.

For vi ved alle, at det for få år siden ville have været utænkeligt at forpligte alle unge til militærtjeneste med argumentet om en truende storkrig. I mellemtiden er der skabt et samfundsklima, der har brudt adskillige tabuer. For det var ikke til at forudse, om genindførelsen af værnepligten ville kunne gennemføres uden stor modstand. Og så blev der diskuteret frem og tilbage, aspektet om frivillighed blev i stigende grad fjernet fra udkastene, og til sidst blev man enige om et kompromis, der skal fremstå som det mindste onde: Bundeswehr skal omfatte 260.000 soldater – det er 80.000 flere end i dag. Til gengæld vil alle fra årgang 2008 og frem modtage spørgeskemaer (bl.a. om villighed til militærtjeneste), som mændene også skal besvare. I 24 endnu ikke oprettede udvælgelsescentre skal mændene derefter gennemgå en landsdækkende udvælgelse, så snart kapaciteten er skabt, og deres egnethed til militærtjeneste dermed blive vurderet.

Selve værnepligten forbliver foreløbig frivillig og hvis den ønskede styrke i Bundeswehr ikke nås, forudser loven en hurtig og enkel genindførelse af værnepligten, og frivilligheden vil hurtigt være historie.

Hvorfor er de unge imod værnepligten?

Tvangen er allerede i dag en af hovedårsagerne til, at en stor del af de unge er imod denne lov. Cirka to tredjedele er imod i meningsmålinger – mens et flertal af den samlede befolkning synes at være for. Men selv den udbredte modstand blandt de unge er ikke nødvendigvis udtryk for en antimilitaristisk holdning, men har helt andre årsager: begrænsning af den individuelle frihed, den generelle følelse af, at de unge ikke bliver hørt, eller personlig præference for andre aktiviteter.

Det er ikke så mærkeligt, for en antimilitaristisk holdning er i dag på ingen måde den nemme vej. I tiden op til skolestrejken blev det i interviews gentagne gange klart, at kortet om »truslen fra øst« i dag blot behøver at blive trukket frem for at skabe usikkerhed. Selv den føderale skolekonference talte (i modsætning til holdningen hos størstedelen af de unge) ikke imod værnepligten. Og selvom generalsekretæren for den føderale skolekonference, Quentin Gärtner, i et interview med Phoenix på et spørgsmål fastslog, at afvisningen af værnepligt »faktisk ikke er den føderale skolekonferences holdning«, men at investeringer i fremtiden og mental sundhed også er vigtige, blev han heller ikke skånet: »Disse investeringer vil sandsynligvis ikke kunne gøre noget mod den aktuelle trussel fra Rusland for eksempel, hvad er så deres svar på det?«

Også på grund af dette massive ideologiske pres så det længe ud til, at loven ville blive vedtaget uden mærkbar reaktion fra de unge – indtil nogle dage før den 5. december.

Skolestrejken

I flere måneder var der blevet planlagt en protest i adskillige byer i alliancer under navnet »Nej til værnepligt«. Denne skulle kombineres med en strejke blandt dem, der vil blive mest direkte berørt af denne lov: skoleeleverne. Bevægelsen tog fart i ugerne op til den 5. december. På mange skoler blev der dannet strejkeudvalg med det formål at mobilisere til den store skolestrejke – allerede den 27. november meddelte alliancen, at der var strejkeudvalg i 90 byer.

I nogle delstater opfordrede delstatslige elevrepræsentationer til at deltage. Også GEW og fagforeningernes ungdomsafdelinger støttede aktionerne mange steder, og studenterrepræsentationer, ungdomsorganisationer og også venstrefløjspartier opfordrede til at deltage.

Også i de sociale medier blev strejken et stadig større emne, og videoer om emnet gik viralt. Grund nok for forsvarsminister Boris Pistorius til dagen før at optage en video, hvor han roste, at ytringsfriheden i Tyskland overhovedet tillader sådanne strejker, og at staten og demokratiet netop skal forsvares – det er det, militærtjenesten er til for. At det ikke er sandt, mærkede eleverne i strejkeudvalgene ofte selv: I medierne og på mange skoler forsøgte man at intimidere eleverne og truede med konsekvenser for strejken, der kunne gå så langt som bortvisning fra skolen. Nogle strejkemøder og demonstrationer blev også forhindret og forbudt af politiet og forsamlingsmyndighederne, eller de tilstedeværende elever blev intimideret. Men de strejkende lod sig ikke afskrække.

Allerede om formiddagen kom de første meldinger: 10.000 i Berlin, 5.000 i Hamborg, aftenen før 4.000 i München, 1.000 i Essen, 1.000 i Frankfurt, 1.500 i Göttingen, Stuttgart næsten 1.000… I alt var 55.000 elever på gaden. Demonstrationstogene var præget af skilte og bannere, der formidlede en klar holdning: imod værnepligt, men også imod krig generelt. Mange budskaber viste en klar klasseperspektiv: »Merz, gå selv i front«, »Vi fører ikke dine krige« eller »De rige vil have krig, de unge vil have en fremtid«. I mange byer talte ikke kun skoleelever fra strejkeudvalgene, men også fagforeningsungdommen og elevrepræsentanter eller solidariske ungarbejdere. I nogle byer deltog lærere med deres skoleklasser i strejken, og i München talte sporvognsmedarbejdere, der nægter at køre sporvogne med reklamer for Bundeswehr.

Spurgte man forbipasserende på gaden, tegnede der sig et noget andet billede, end meningsmålingerne antyder. Størstedelen af de voksne udtrykte, til dels entusiastisk, deres solidaritet, og også mange, der i princippet var for værnepligt, understregede, at forbundsregeringen måtte gøre mere for freden, og at de unges frygt i disse tider var helt berettiget. Også medierne syntes til dels overraskede over de mange strejker, og rapporterne om demonstrationerne blev stadig flere.

Den 5. december markerer en dag, hvor noget, der længe har ulmet, brød ud i det åbne. Ungdommens modstand mod værnepligten er blevet til oprør – og det var kun begyndelsen.

Langt pusterum nødvendigt

At værnepligtsloven blev vedtaget, må ikke betragtes som afslutningen på bevægelsen, tværtimod. De første spørgeskemaer vil snart blive sendt ud, de første indkaldelser vil blive udsendt, og frivillighed vil fortsat blive diskuteret og angrebet. Når den franske hærs stabschef i dag åbent og ærligt indrømmer, at vi »må acceptere at miste vores børn« for at »beskytte det, vi er«, så er det også en lidt mere ærlig formulering af den tyske regerings kurs. Men de unge har også vist, at de ikke bare vil acceptere denne skæbne. De mange års erfaring med, at fremtiden på ingen måde er sikret i dette system, hvad enten det drejer sig om pension eller manglende arbejdsudsigter, bidrager til viljen til at gå på gaden. To års Palæstina-bevægelse, hvor mange unge kunne følge Tysklands våbenleverancer til et folkemord i realtid, har bidraget til en politisering af dele af ungdommen. Det er denne stemning, der har bidraget til strejkenes succes. Nu gælder det om ikke at lade bevægelsen flade ud, men tværtimod at fortsætte med at opbygge den. Den næste skolestrejke er allerede planlagt til den 5. marts, skolestrejkeudvalgene fortsætter og oprettes på endnu flere skoler. De kommende måneder og år vil være præget af, at de unge i stadig større grad trækkes ind i krigsførelsen – og dermed giver anledning til modstand.

Det er allerede tydeligt, at denne unge bevægelse har brug for et langt pusterum. Modstanden mod krig og militarisering er svær at integrere og styre i et systembevarende forløb, som det gentagne gange er blevet forsøgt med miljøbevægelsen. Med det nye årtusind blev militariseringen for krigsberedskab erklæret som et af de øverste mål for den tyske imperialisme, for også militært at kunne forsvare sine egne interesser i den internationale konkurrence.

En bevægelse, der sætter spørgsmålstegn ved dette mål, kan blive et problem for den tyske imperialismes mål. Det bliver derfor endnu vigtigere at udstyre sig med de rigtige argumenter for at udvikle den intuitive modstand mod krig til en modstand mod militarisme. For de unge har ret i, at det ikke er deres interesser, der skal forsvares i kommende krige. Et blik på Ukraine, hvor værnepligtige i dag tvinges til fronten, og hundredtusinder må desertere for at undgå en krig, hvor de ikke har noget at vinde, er nok til at understrege denne sandhed.
Den 5. december må ikke være slutningen, men kun begyndelsen.

Oversat fra Arbeit Zukunft: Kampf gegen Wehrpflicht: Wir brauchen einen langen Atem