Et styre bygget på frygt og krigstrusler

November var ikke blot mørk og lang – her afsløredes også Socialdemokratiets forfald. Vælgernes dom over Mette Frederiksens højredrejning og en politik baseret på frygt, krig og opportunisme var klar.

Af Karsten Jonassen, APK

Henrik Nordbrandt udgav i 1986 et digt med titlen ”Året har 16 måneder”. I sin fulde længde lyder digtet:

”Året har 16 måneder: November, december, januar, februar marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.”

Jeg har det som Nordbrandt, november er noget lort. Den er våd, tåget, kold og uendelig lang. Der er nok en del andre, der har den samme følelse.

Andre kan have problemer med november af helt andre grunde.

Mette Frederiksen og det kongelige danske Socialdemokrati fik i november en ordentlig en på skrinet af vælgerne. Overalt i landet raslede stemmetallene ned, og den ene borgmester efter den anden blev sparket ud.

Et af de rigtig sjove steder var København, hvor over 100 års socialdemokratisk ledelse blev fejet ud. Partiledelsen var ikke mere blind end, at den så problemet komme. Derfor var Mette Frederiksen & Co ude i god tid med en tvangsudskiftning af overborgmesterkandidaten. Pernille Rosenkrantz-Theil, der tidligere har vist sig effektiv udi kunsten at skifte ham, skulle rette den synkende skude op.

Det viste sig imidlertid at være en brøler af de store. En enkelt rapkæftet vendekåbe kunne på ingen måde forhindre nedturen, der ligger i politikken og ikke kun i personen.

MEN personen kan have en ret stor betydning. Statsminister Mette Frederiksen er et eksempel på, at en person kommer til at fylde uendeligt meget. I hele sin ministertid har Frederiksen ført borgerlig politik, men det kan nok ikke benægtes, at netop hun står som indbegrebet af socialdemokratisk rutsjebane mod højre.

Hun har formået at sætte turbo på højredrejningen i en tid, hvor reaktionen fornemmer morgenluft, hvor fascismen i diverse nye forklædninger marcherer, og støvletrampet fremkalder minder fra tider, som de fleste troede var forsvundet for altid. Det er gode tider for opportunister.

Når der er allermest behov for at stå imod og bekæmpe racismen og al anden reaktionær politik, så vælger Frederiksen at gøre tilnærmelser til den yderste reaktion. Hendes politiske projekt er på alle måder i direkte modstrid med den brede befolknings interesser.

Vi lever i en tid, hvor modsætningerne imellem de store kapitalgrupper skærpes, hvor diplomatiet slår revner, og krigstrommerne buldrer løs. Der er behov for kamp imod krigsretorikken, imod imperialismens ønsker om at tilrane sig nye markeder, imod den voksende racisme og fattigdom, imod kapitalens ublu ragen til sig.

Netop i en sådan tid vælger Frederiksen og hendes reaktionære klan af rygklappere i toppen af Socialdemokratiet at gennemføre en benhård politik, der på alle måder skader den brede befolkning. For at give et lille løft til hukommelsen skal der lige nævnes nogle af regeringens tiltag:

Fjernelse af Store Bededag, skattelettelser til de rigeste, oprustning, kontanthjælpsreform, USA-baser i Danmark, ny krigsindustri, våben og politisk støtte til zionismens folkemord i Palæstina, milliarder til proxykrig i Ukraine osv. Intet, absolut intet af dette gavner den brede danske befolkning.

Mette Frederiksen har evnet at styre med frygt, frygt, frygt. Pandemier og krigstrusler er i høj kurs, når man vil kue en befolkning. Den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinder havde en pointe, da han lavede filmen ”Angst æder sjæle op”. Heldigvis er det også sådan, at de fleste sjæle på et tidspunkt ikke længere lader sig styre af angsten, men kæmper sig fri.