NATO’s mørke skygge over Nobels fredspris

Dette års fredspris til kupleder og Trump-tilhænger María Corina Machado er et lavpunkt i en udvikling, der begyndte, da Norge tiltrådte NATO.

Af Stopp NATO, Norge

Hvis Alfred Nobel (1833–1896) havde forudset det militaristiske Norge, vi kender i dag, ville fredsprisen være blevet tildelt et andet sted end Oslo. Sverige fik ansvaret for at uddele priserne for videnskab og litteratur, men ikke fredsprisen. Det skyldtes, at Nobel betragtede Norge (som på det tidspunkt stadig var i union med Sverige) som en fredelig nation uden supermagtsinteresser. Sverige – som historisk set havde været i krig med alle sine naboer og holdt Norge fanget i en union – ville ikke have haft samme troværdighed som vogter af fredsprisens erklærede mål om at bidrage til militær nedrustning.

Fra pacifisme til NATO-politik

Den fem medlem store Nobelkomité udpeges af det norske parlament. Komitéen skal være fuldstændig uafhængig og må ikke modtage instrukser eller ordrer fra nogen part i forbindelse med vurderingen af prisnomineringer. Ikke desto mindre kan det ikke ignoreres, at der er tale om politiske udnævnelser, der er baseret på anbefalinger fra Stortingets valgkomité. Valg­komitéen er sammensat i forhold til partigruppernes størrelse. Siden 1949 har NATO-venlige partier haft total dominans.

Fra forrige århundredeskifte til genopbygningsperioden efter Anden Verdenskrig levede den af Stortinget udpegede Nobelkomité mere eller mindre op til den opgave Alfred Nobel havde pålagt det i sit testamente. I begyndelsen af det 20. århundrede havde pacifistiske idéer et stærkt fodfæste i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser. I 1905 gik prisen for eksempel til fredsaktivisten Bertha von Suttner (som i øvrigt havde haft stor personlig indflydelse på dynamitkongen Alfred Nobel) og i 1910 til Det Internationale Fredsbureau. Et af de sidste udtryk for belønning af pacifisme var, da kvækerne modtog fredsprisen i 1947.

I hele denne periode var prisvinderne personer, der havde bidraget til nedrustning eller konfliktløsning, samt humanitære organisationer som Røde Kors. Denne tendens ændrede sig, da USA uofficielt overtog kontrollen med Norges udenrigspolitik. Efter at Norge tiltrådte NATO i 1949, opstod der et mønster i tildelingen af fredsprisen, der var i tråd med vestlig imperialisme og USA’s geopolitiske interesser.

Aase Lionæs (Arbejderpartiet) blev valgt ind i Nobelkomiteen samme år (1949) og var komiteens formand fra 1969 til 1978. Martin Tranmæl, en central figur i overtalelsen af Arbejderpartiet til at støtte NATO-medlemskab, var også medlem af komitéen fra 1949. Aase Lionæs var ikke kun en overbevist NATO-tilhænger, hun var også en fanatisk zionist og grundlægger af Venner af Israel i den norske arbejderbevægelse (VINA) i 1981. I sin tid som komitéformand sørgede hun for, at både Henry Kissinger og Menachem Begin modtog fredsprisen.

Marchordre fra Marshall

NATO’s indflydelse på Den Norske Nobelkomité og dens praksis med at tildele fredsprisen blev særlig tydelig fra 1953 og frem. Det år blev prisen tildelt general og udenrigsminister George Marshall, arkitekten bag Marshall-planen for genopbygningen af Vesteuropa efter krigen.

Denne massive investeringsplan på kredit fra USA var langt fra så fredelig, som man kunne tro. Den blev lanceret i 1947 parallelt med Truman-doktrinen om at »inddæmme kommunismen«. Oprettelsen af NATO to år senere var den militære arm og Marshall-planen den økonomiske arm af denne doktrin. Med dette tilsluttede Nobelkomiteen sig den doktrin, der indledte den kolde krig mellem Øst og Vest.

Planens hovedmål var todelt: på den ene side at afværge social uro og endnu større støtte til de kommunistiske partier i Vesteuropa, som nød stor popularitet efter kampen mod fascismen. På den anden side at finde et marked for den enorme overkapacitet i den amerikanske industri.

Alle lande, der ønskede at modtage Marshall-bistand, måtte forpligte sig til at indføre og overholde en markedsøkonomi i overensstemmelse med amerikanske principper. Sovjetunionen og de østeuropæiske lande opbyggede deres egne planøkonomier og afviste derfor planen. Norge accepterede, på trods af at Gerhardsen-regeringen oprindeligt var negativ over for planen, da den blev lanceret. Handelsminister Erik Brofoss ønskede en streng statslig økonomisk kontrol, der i høj grad gik i retning af en planøkonomi. Dette satte en stopper for støtten til Marshall-hjælpen.

Under den kolde krig forsøgte Nobelkomiteen imidlertid også at gøre det modsatte af, hvad den gør i 2025, nemlig at støtte afspænding og diplomati.

Kansler Willy Brandt modtog prisen i 1971 »for at have banet vejen for en meningsfuld dialog mellem Øst og Vest«. Brandt ønskede at bryde isen mellem Forbundsrepublikken (Vesttyskland) og Den Tyske Demokratiske Republik (Østtyskland) og senere også mellem NATO og Warszawapagten. Brandt, der var socialdemokrat, havde boet i Norge som flygtning fra nazisterne og var højt agtet af store dele af det norske arbejderparti. Den tyske regering i Bonn formåede at overbevise en skeptisk Henry Kissinger om, at Die Ostpolitik ikke udgjorde nogen fare for, at Vesttyskland ville underminere NATO.

Uden at spekulere i Brandts og hans regerings underliggende motiver med hensyn til den fremtidige tyske genforening, kan vi være helt sikre på, at han under ingen omstændigheder ville have fået tildelt fredsprisen i dag. Som vi ved, er NATO’s narrativ i dag, at enhver form for diplomati og afspænding mellem Øst (Rusland) og Vest er uacceptabel.

Fra den ene skandale til den anden

Valget af udenrigsminister Henry Kissinger, den ledende strateg bag USA’s brutale krig mod Vietnam, som prisvinder i 1973 var komitéformand Aase Lionæs’ værk. Den skandaløse beslutning førte til, at to af komitémedlemmerne (mindretallet) trak sig, hvilket var uhørt indtil da.

Udenrigsminister Le Duc Tho fra Nordvietnam nægtede naturligvis at modtage sin »halvdel« af prisen sammen med massemorderen, ikke mindst fordi bomberne fortsatte med at regne ned over Vietnam.

Andre skandaleomspundne priser blev tildelt den egyptiske præsident Anwar Sadat og den tidligere terrorist og Israels premierminister Menachem Begin i 1978. Baggrunden var Camp David-aftalen, hvor Egypten solgte palæstinenserne og normaliserede forholdet til Israel – til gengæld for massive amerikanske pengetransfers, der fortsætter den dag i dag.
Priserne til Lech Walesa (1983) og Mikhail Gorbatjov (1990) – sidstnævnte »for sin ledende rolle i de radikale ændringer i forholdet mellem Øst og Vest« – var åbenlyse forsøg på at fremskynde det forestående sammenbrud af NATO’s store rival, Sovjetunionen og Warszawapagten.

Traditionen med at belønne politiske »dissidenter«, uanset deres fredsbudskab, har fået vind i sejlene. Den begyndte med Andrej Sakharov (1975) og fortsatte med Walesa (1983), Dalai Lama (1989), Shirin Ebadi (2003), Liu Xiaobo (2010), Dimitrij Muratov (2021), Ales Bialatski (2022), Memorial (2022), Narges Mohammadi (2023) og selvfølgelig María Corina Machado (2025). Disse prisvindere er på ingen måde alle af samme reaktionære slags. Det, de har til fælles, er, at de var eller er fjender af regimer, der også er NATO’s erklærede fjender (Rusland, Kina, Hviderusland, Iran, Venezuela).

For Nobelkomitéen har det været utænkeligt at omfavne dissidenter i et NATO-land, med én undtagelse: Martin Luther King Jr. (1964). Dette til trods for, at kandidater har stået i kø for deres kamp mod fascisme og undertrykkelse i for eksempel Grækenland, Portugal og Tyrkiet. Når komitéen ikke har kunnet undgå at anerkende et folks kamp for befrielse, som i Vietnam, Sydafrika eller Palæstina, har den sørget for, at prisen deles, så de blodige undertrykkere kan hædres på lige fod.

Nelson Mandela måtte derfor dele prisen med apartheidregimets Frederik Willem de Klerk, mens Yasser Arafat måtte dele den med ikke én, men to af den zionistiske stats militære ledere, Rabin og Peres. Barack Obama blev tildelt fredsprisen i 2009, så snart han havde sat sig i præsidentstolen i Det Hvide Hus. Begrundelsen var næ­sten udelukkende baseret på hans valg­kampretorik, ikke på faktiske fredsbestræbelser. NATO’s daværende gene­ral­sekretær Fogh Rasmussen fremhævede Obamas »ekstraordinære indsats for international diplomati og samspil mellem folkeslag«.

På dette tidspunkt var ordet diplomati ikke blevet fjernet fra NATO’s ordforråd, men det betød ikke meget. I løbet af sine første seks år som præsident beordrede denne repræsentant for »samspil mellem folkeslag« amerikanske bomber kastet over syv lande.

Da den tidligere statsminister Thorbjørn Jagland i sin egenskab af formand for Nobelkomiteen overrakte fredsprisen til Den Europæiske Union i 2012, erklærede Anders Fogh Rasmussen fra NATO: »NATO og EU’s fælles værdier er med til at forme det nye Europa.«

Man må give ham ret.

Tretten år senere kommer EU’s og NATO’s fælles værdier til udtryk i hadefuld krigsretorik og ekstrem oprustning. Dette nye Europa befinder sig i en alvorlig økonomisk, politisk og social krise.

Fra fredskomité til krigskomité

Hvert andet år skal Nobelkomitéen og dens skiftende medlemmer finde værdige modtagere, så fredsprisen ikke bliver fuldstændig diskrediteret i verdensopinionen. Røde Kors og forskellige FN-organisationer, kampagner og organisationer mod atomvåben, kemiske våben og landminer er sådanne prisvindere. Det seneste eksempel er sidste års pris til Nihon Hidankyo, den japanske organisation mod atomvåben, der ledes af overlevende fra bomberne i Hiroshima og Nagasaki.

Disse priser er velfortjente. Samtidig er de med til at lappe Nobelkomitéens plettede internationale omdømme. De mange NATO-tilknyttede priser kan så lettere forklares som uheldige fejlvurderinger.

Men enhver, der følger den lange tråd fra 1953, vil se, at den norske Nobelkomité i mange år har været en villig tjener for USA, NATO og Vestens geopolitiske strategi. Obligatorisk markedsdemokrati efter vestlig opskrift, indført med eller uden brug af magt og sanktioner, er nu den ultimative opskrift på fred. Dette er groft sagt den nye retorik fra komitéen, der formodes at være vogter af Nobels ønske om militær nedrustning og afspænding. Havde komitéen fulgt Donald Trumps befaling om at give ham prisen, ville både komitéen og prisen være blevet skandaliseret for altid. I stedet faldt valget på den amerikanske imperialismes venezuelanske protegé i form af kupdronningen María Corina Machado, i håb om at verden ville lade sig narre.

Nobelkomiteen opfordrer således til militær intervention i Venezuela – det stik modsatte af Alfred Nobels sidste vilje og testamente om, at fredsprisen skal gå til »den person, der har arbejdet mest eller bedst for broderskab mellem folkeslagene og afskaffelse eller reduktion af stående hære og oprettelse og udbredelse af fredskongresser«.

Jørgen Watne Frydnes, Kristin Clemet og resten af Nobelkomiteen håber sandsynligvis, at den amerikanske hangarskibsgruppe ud for Trinidad og Tobago vil vente til efter den 10. december, før de første droner og missiler affyres mod Palacio Federal i Caracas. Det kunne lægge en dæmper på festlighederne i Oslo Rådhus.

Af Stopp NATO, Norge