Medlemmerne af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML), har gennemført arbejdet på deres 30. verdenskonference med succes. Vi påtager os det politiske ansvar som revolutionær fortrop for arbejderklassen og folkene, og forpligter os til at styrke kampen for at gøre en ende på kapitalismen og kæmpe for socialismen.
Vi kan konstatere, ud fra den objektive analyse af verdenssituationen, at der sker en uddybning af vor tids grundlæggende modsætninger, en skærpelse af det kapitalistisk-imperialistiske systems generelle krise og de mange negative følgevirkninger, som påvirker livet for verdens folk. Vi lever i en verden, der ikke tilbyder noget godt til arbejderne, ungdommen og kvinderne i de folkelige lag; en verden, hvor det gamle klynger sig desperat til magten, selvom det er tæret op indefra.
Den interimperialistiske konfrontation bestemmer kursen for de vigtigste begivenheder på den internationale scene. Dens voksende tilspidsning varsler intet godt for folkene; tværtimod forårsager den en opbremsning i verdensøkonomien, overudbytning af arbejderklassen, øget imperialistisk udplyndring, intensivering af volden mod de undertrykte nationer og de afhængige lande, udviklingen af lokale krige, som kan blive hyppigere, og den reelle risiko for en krig mellem imperialistiske stormagter.
Det kapitalistisk-imperialistiske system er opsat på at høste maksimal profit og at opdele verdensherredømmet mellem sig. Det angriber direkte de arbejdende lags og folkenes leve- og arbejdsvilkår og forvolder desuden uoprettelig skade på miljøet.
Det forfald, som den amerikanske imperialisme har slæbt rundt på i årevis, og dens desperate iver efter at bevare sine indflydelseszoner og beskytte interesserne for de monopolgrupper, der opretholder dens magt, har på brutal vis intensiveret dens aggressivitet. Dette viser sig åbent på de økonomiske, handelsmæssige, politiske og militære områder, som vi for nylig har set i Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og Caribien.
Kina er i øjeblikket den eneste imperialistiske magt med kapacitet og vilje til at udfordre den amerikanske imperialismes hegemoni. Den gensidige anerkendelse som rivaler, der konkurrerer om verdensherredømmet, fjerner imidlertid ikke de modsætninger, som de begge har til andre imperialistiske magter og udviklede kapitalistiske lande, og ophæver heller ikke disses kampe for at bevare deres egne indflydelseszoner.
Vi ser med bekymring på – og fordømmer – den voksende militarisering af samfundet, som gennemsyrer de økonomiske, politiske og sociale områder. Stormagternes og mange afhængige landes regeringer underlægger deres budgetter, offentlige politikker og forvaltningsformer forberedelserne til konfrontation. De styrker undertrykkelsesapparaterne, kriminaliserer protester og normaliserer militær tilstedeværelse på områder, der tidligere hørte til det civile liv.
I denne sammenhæng ses en fremgang for højreorienterede kræfter og kræfter af åbenlyst fascistisk tilsnit, som udnytter krisen til at fremme hadefuld retorik, indskrænke rettigheder, splitte arbejderne og folkene og understøtte autoritære projekter i storkapitalens tjeneste.
Men i denne verden ligger hovedrollen ikke udelukkende hos kapitalejerne. Arbejderklassen og folkene gennemfører vigtige protestaktioner, som udgør et klart bevis på klassekampens fremmarch. Over for det zionistiske folkemord på det palæstinensiske folk har millioner af stemmer rejst sig på alle kontinenter for at fordømme barbariet og kræve et stop for relationerne med Israel og den zionistiske besættelse. På samme måde har nedskæringspolitikkerne, underkastelsen under fremmede magter, krænkelserne af demokratiske rettigheder og andre udtryk for den reaktionære offensiv fået et klart svar i gaderne. Arbejderklassen, ungdommen, kvinderne og brede folkelige lag mobiliserer sig, afviser disse angreb og bekræfter deres beslutsomhed om at tilkæmpe sig dybtgående forandringer, der forbedrer deres levevilkår og baner vejen for en anderledes fremtid.
Opsvinget i massebevægelsens kamp over hele verden er tydeligt, ligesom den voksende rolle, som ungdommen spiller i forskellige lande. Og når arbejderne og folkene i kamp finder vejen til at tilkæmpe sig rettigheder og konfrontere deres klassefjender, rykker de frem med større beslutsomhed, højner deres organiseringsniveau og forvandler deres indignation til en styrke, der er i stand til at udfordre samfundets kurs.
Vi lever i en konfliktfyldt verden, men det er samtidig bedre tider for det arbejde, som vores partier og organisationer udfører med sigte på organiseringen og sejren for den proletariske revolution og socialismen.
Det er bydende nødvendigt at arbejde for udviklingen og styrkelsen af en bred, verdensomspændende antiimperialistisk og antifascistisk bevægelse; for at holde fanerne højt mod krig, for fred og for folkenes internationale solidaritet; mod den vold, der genereres af det herskende system. Vores endelige mål er at vinde arbejdernes og folkenes sociale og nationale frigørelse – et mål, der kun kan opfyldes med arbejderklassen ved magten.
For at vores partier kan opfylde deres mission om at blive arbejdernes revolutionære fortrop, må de styrkes på alle områder – ideologisk, politisk og organisatorisk – og involvere sig aktivt i de politiske og sociale kampe.
CIPOML’s 30. plenarforsamling bekræfter sine medlemmers forpligtelse over for arbejderklassen, over for verdens undertrykte folk og nationer. Vi går fast fremad mod opfyldelsen af de ansvarsområder, som historien har pålagt os.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
