Hvordan er det at være barn i en underbemandet daginstitution? Eller være ansat samme sted. Dette spørgsmål får man en række uddybende svar på i forældrebevægelsen Hvorerderenvoksen’s rapport ”Virkelighedens dagtilbud 3.0”. At loven om minimumsnormeringer ikke har skabt acceptable normeringer i øjenhøjde står klart. Kampen fortsætter, og vi må stille krav til regeringens samlede politik: Stop for krigsoprustningen – brug skattepengene på befolkningens levevilkår!
Rapporten består af beretninger fra hele landet fortalt af forældre, bedsteforældre, pædagogisk personale, PPR, pædagogiske ledere, en børnehavefotograf og en underviser på pædagoguddannelsen. Ifht kravene i loven om minimumsnormeringer er opgørelser over de faktiske forhold sløret på en række måder, der skal skjule at virkelighedens normeringer langt fra er i orden. Her har regeringen bevidst valgt at bygge på forkerte opgøreslser fra KL frem for en mere retvisende opgørelse fra VIVE. Børnenes nutid og fremtid er på spil, men regeringen fejer dem ind under gulvtæppet.
I praksis betyder underbemanding, at børn ofte ikke bliver taget imod ved aflevering, ikke bliver trøstet når de græder, og ikke får hjælp ved måltider, toiletbesøg eller konflikter. Manglende tilknytning til voksne skader barnets udvikling, evnen til at løse konflikter, vise empati, udvikling af selvværd, at kunne udvikle sig følelsesmæssigt og socialt. Og efter tiden i vuggestue og børnehave flyttes barnet over i en af de lige så underbemandede skoler, hvor problemerne kan rodfæste sig yderligere.
En faktor der går igen i fortællingerne er hvad der sker ved sygdom blandt personalet i institutionerne. Den yderst spinkle bemanding krakelerer her fuldstændigt, når en enkelt pædagog eller medhjælper må melde sig syg.
F.eks:
”Det er tirsdag, og jeg møder kl.7.15 i vuggestuen. Hver tirsdag er vi kun to voksne til de to vuggestuer frem til kl. 8, hvor næste pædagog (som hører til min nabostue) møder ind. Men hun er syg, så vi må vente, til den studerende møder ind kl.8.30. Hun indgår egentlig ikke i normeringen, men det er vist mere undtagelsen end reglen.
På min stue møder begge kollegaer først kl. 9. Nu er klokken 8.15, og vi mangler kun at kunne modtage 3 børn. Alt er lidt brandslukning, så min kollega og jeg beslutter os for at tage alle 17 vuggestuebørn på gulvet og holde en lille mini samling, med alle deres yndlingssange.
Det er svært, for 2 af de mindste skulle egentlig puttes nu, de er trætte og det lugter også som om, at en eller flere trænger til ny ble. Vi skæver op mod uret… 10 minutter mere, så kommer den studerende, så hun kan hjælpe med at skifte og putte. Jeg selv og min kollega har hver 4-5 børn på skødet, som er kede af det/utrygge. Jeg har et barn, der forsøger at kravle op på min ryg, blot for at være et af de heldige børn, der får lidt voksenkontakt. Vi synger og synger og holder smilet på læben, men uret tikker alt for langsomt videre til 8.30. Så kommer hun, vores studerende, vores rednings kvinde, hun kommer før tid. Hendes øjne spærres op, da hun ser det kaos, vi prøver at undertrykke. Hun tager de børn, der skal skiftes, puttes osv., med på den anden stue og frigiver dermed vores hænder en smule. Jeg trækker lige vejret igen for en stund… så kan den næste halve time bare komme an.”
Underbemandingen betyder også farlige og usunde situationer:
”Huset var beliggende på en grund, hvor der var legeplads på alle sider af huset. Det vil sige, at jeg på intet tidspunkt kunne se alle børn. Der sov som regel 4-5 børn inde, så jeg var ude alene på legepladsen med op til 25 børn. Jeg stæsede rundt i omkring 1/2 time, indtil der kom en mere ud og hjalp. Hvis der skete en ulykke, eller nogen slog sig, så var det bare ærgerligt, hvis jeg var på den anden side af huset. Oplevede både et barn, der var ved at kravle over et hegn, og et barn, der hang fast i sin hætte på flyverdragten, heldigvis opdagede jeg begge dele, inden det var gået galt.”
”Klokken er 15. Jeg henter min 4-årige, der igen har tisset i bukserne og forsøgt at holde sig hele dagen. Fordi ingen har haft tid til at gå med hende, og hun husker det ikke selv.”
”Min mor skulle aflevere min nevø i vuggestuen. Da hun kommer, er der en pædagog og omkring 8 vuggestuebørn. Et af børnene på stuen er voldsomt ked af det, og pædagogen fortæller barnet, at det skal rydde et puslespil op. Barnet græder højere og rydder ikke puslespillet op. Min mor vælger at blive siddende på stuen, indtil barnet bliver trøstet. Hun sidder der i omkring 15 minutter.”
”Det er en enorm stress, det vuggestuebarn oplever, når det ikke bliver mødt, spejlet og reguleret i sine følelser. Og det er bevist, at det skader børn, når de oplever denne type stress, særligt de første tre leveår. Det er for let at sige, det bare er en dårlig pædagog – det er en pædagog, der er for presset til at udøve pædagogik. Når man ene menneske skal igangsætte lege, tage imod børn, der bliver afleveret og holde overblik, så er det svært at rumme “børn der ikke hører efter”, hvilket man ellers overhovedet ikke kan forvente af vuggestuebørn.”
“Vi er tilflyttere, og på grund af forskellige udefrakommende omstændigheder bad jeg udtrykkeligt personalet og leder i børnehaven om at være ekstra opmærksom på mit barn. Det lovede de, at de nok skulle. Løbende mindede jeg dem om vores aftale, og stolede på deres kompetencer og overblik. Det er først i forbindelse med overlevering til førskole, primær pædagogen pludselig bliver opmærksom på, at mit barn jo egentlig bare har gået langs væggene, tilpasset sig enhver situation og aldrig sagt fra eller vist følelser. I al den tid! Seriøst!
Men det er jo klart, når vi ofte har set, hvor få det stakkels personale er om at passe på og SE vores børn!!!
Ofte har jeg afleveret, hvor jeg slet ikke har kunnet finde personale, ej heller lige kunne få kort kontakt og et “Godmorgen H”, inden jeg blev nødt til at efterlade mit barn… Det er sørgeligt og så trist. Nu håber og beder jeg så til, at førskolen kan tage hånd om mit barn.”
Meget sigende er også beretningen fra fotografen, der kommer rundt i mange institutioner:
“Jeg er fotograf og kommer hvert år i flere end 25 børnehaver til foto af børnene på legepladsen (i hverdagene). Jeg kan desværre godt genkende billedet med pressede institutioner og pædagoger. Der er bestemt forskel – nogle børnehaver er meget velfungerende og med flere voksne – her er tydeligt at mærke forskel på overskuddet, børnekontakten og en større ro og respekt blandt både store og små. Andre steder derimod giver et indblik, der skærer i hjertet. I en af børnehaverne, jeg var ude i, var der en dreng, der tøffede rundt på en mooncar lidt for sig selv. Han var ked af det en stor del af de ca. 3 timer, jeg var der den dag. Da jeg havde en pause mellem fotograferingerne, gik jeg hen til ham, men han vægrede sig for kontakt. En af de andre børn kom hen og spurgte, hvad jeg lavede, og da jeg svarede, at jeg lige ville tjekke, om drengen var ok, sagde hun, at “han er bare altid sådan lidt ked af det”.
I en anden børnehave gik en pige rundt på legepladsen i nok en time on/off og kaldte på sin mor, mens hun græd. Fælles var, at pædagogerne ind imellem var henne hos dem, men der var bare for mange børn, konflikter og gøremål til, at de kunne give sig den tid til at give den trøst, tryghed og ro, der var brug for, før de ofte måtte brandslukke et andet sted. I en anden institution var forholdene i en vuggestue så kaotiske, at jeg måtte afbryde vores samarbejdsaftale, fordi både børn og de ansatte var så pressede.
Andre institutioner igen havde børn, som krævede mere eller mindre konstant 1:1 voksenkontakt, fordi de ellers var udadreagerende, men uden der tilsyneladende var en ekstra voksen til de andre børn med op til 22-23 børn på en stue, så med 2 resterende voksne.
Om lidt starter mit eget barn i børnehave, desværre ikke med den bedste normering, men jeg er en af de heldige, der kan give korte dage og fridage, fordi jeg er selvstændig, men mit hjerte græder for de børn, jeg har set eksempler på flere steder, der slår sig på systemet på daglig basis og mangler meget større tryghed og omsorg og RO, hvilket bare er en tæt på umulig opgave med de vilkår, institutionerne bliver givet.”
Kampen fortsætter for minimumsnormeringer
Dette var blot et lille udpluk af de mange beretninger. Hvorerderenvoksen stiller sig disse fremtidige mål:
– At ændre L92, så loven sikrer reelle minimumsnormeringer i hver enkelt institution – ikke kun i gennemsnit på kommuneniveau.
– At opgørelser af normeringer skal baseres på den reelle praksis, som børnene møder i hverdagen, målt med Praksisberegneren, og at denne metode gøres obligatorisk for alle kommune.
Et af de mange problemer i normeringerne er at der ansættes flere og flere ufaglærte ifht uddannede pædagoger. Regeringen forsøger som i alle de offentlige fag at afvise normeringskravet med, at der ikke er nok pædagoger eller nye unge der ønsker at arbejde indenfor faget. Ligesom det gælder for SOSU’er, lærere og sygeplejersker er det jo ganske logisk og en problemstilling der bider sig selv i halen. Hvem vil arbejde i et stresset og underbetalt job, hvor man aldrig får ro til at udføre pædagogikken i praksis overfor børnene.
Denne problemstilling har regeringen ingen planer for at løse. De har kun selvros og beklagelser at ty til, mens de vælter den ene milliard efter den anden ud til våbeninvesteringer og krigsstøtte. Vi må stille krav til hele den førte politik: Stop for krigsoprustningen – brug skattepengene på befolkningens levevilkår!
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
