Det venezuelanske folk kæmper mod imperialistisk aggression

Venezuela er under et stærkt pres fra USA og EU, for at gennemføre et regimeskifte til fordel for amerikansk og europæisk kapital. USA truer med militær invasion, men i Venezuela foregår der til gengæld en modstandskamp, der er organiseret og med en stadigt klarere bevidsthed om kampens nødvendighed, metoder og mål.

Af Venezuelas Kommunistiske Marxist-Leninistiske Parti, PCMLV

Det venezuelanske folk, der modstår og kæmper mod imperialistisk aggression, bevæger sig mod en højere fase af kampen for national og social befrielse, hvor den imperialistiske blok bestående af USA og EU intensiverer offensiven på alle fronter og øger truslerne om direkte militær aggression, mens folket øger sine evner til at imødegå udfordringen.

I lyset af denne virkelighed viser det sig, at det politiske bevidsthedsniveau er steget, at man forstår tidens grundlæggende modsætninger, og at der er visse særlige karakteristika, der gør det muligt at tackle den barske virkelighed og fremtidige scenarier med store muligheder for at nå højere niveauer.

De forskellige imperialistiske offensiver har bidraget til at skabe en organisatorisk og materiel styrke, der er i stand til at tackle den nye trussel roligt, ligegyldigt og endda afslappet, men med stort engagement. Disse karakteristika ved det venezuelanske folk giver dem redskaber til at påtage sig opgaverne i denne fase med store chancer for succes, ikke kun for at afvise den imperialistiske offensiv, men også for at bevæge sig frem mod opbygningen af det materielle og ideologiske grundlag, der vil gøre det muligt for dem at gå fra den borgerligt demokratiske fase til den socialistiske, som en mulighed for at bryde den onde cirkel af afhængighed.

På dette overgangsstadium er visionen om arbejderklassens grundlæggende opgaver, organisations- og kampformer samt karakteristikaene ved den politiske model, der skal opbygges, og som skal opnå betingelserne for folkeligt demokrati, afgørende spørgsmål, da de nuværende strukturer i den borgerlige stat er en hindring for at overvinde begrænsningerne og en bremse for udviklingen af produktionskræfterne samt de nye nødvendige produktionsforhold.

Kampen for at bringe den nationale befrielsesproces til folkeligt demokrati og fremme udviklingen af kollektive produktionskapaciteter til deres maksimale niveau for at tilfredsstille flertallets behov, samtidig med at man står over for imperialistisk aggression, kan kun føres til sejr af de mest konsekvente kæmpere; disse er arbejderklassen, de fattige bønder og de revolutionære kommunarder, det vil sige arbejderne.

Det er meget vigtigt at vurdere klassernes positioner og ikke bare forblive i defensiven, og derfor er det afgørende at karakterisere hver enkelt aktør:

Det traditionelle borgerskab er fuldstændig underlagt imperialismen og fremmer antinational aggression ved at antage ekstreme højreorienterede, endda fascistiske ideer.

Det fremvoksende borgerskab, der kalder sig det »revolutionære« borgerskab, består af afhoppere fra det traditionelle borgerskab, alle former for lumpenopportunister, snyltere og korrupte mennesker, der i høj grad besidder høje positioner, eller omgås dem, for at trives med korruption; derfor vil de ikke fremme nogen strukturelle ændringer eller endog stimulering af national suverænitet. De kan camouflere sig i den revolutionære sektor i udseende, men de er i virkeligheden imod de forandringer, der påvirker den nuværende produktionsform.

Det småborgerlige bevæger sig mellem det ene og det andet, ændrer sin diskurs, og dets handlinger er fuldstændig tvetydige. Det ender med at blive et redskab for det store borgerskab, mens det væver en diskurs om forandring, men det frygter ægte revolutionær handling. Det giver privileger  til og forsvarer undertrykkernes ejendom og rettigheder, mens det underkaster arbejderklassen alle former for trængsler.

Repræsentanterne for denne sektor, der udgiver sig for at være revolutionære, mener, at arbejderklassen skal producere, være kanonføde i krigen og højst handle i reproduktionen af klasseundertrykkelsen, der fortærer den borgerlige ideologi, i en »formation« fuld af opportunisme og reformisme.

Alle disse er enige om at nægte arbejderklassen rollen som ledende, endsige som fortrop, en rolle, som de i deres servile mentalitet kun tildeler den selvudnævnte »revolutionære« bourgeois, som ud over at være snyltende  og tyvagtig, som al borgerskab, er udbyttende, forræderisk og indbildsk.

Stillet over for denne virkelighed får alliancen mellem arbejdere og bønder en afgørende rolle; det ses i forskellige initiativer til fælles politisk handling i form af Folkefronten, hvor forskellige sektorer kan mødes for at konfrontere imperialistisk aggression, bevare og udøve klasseautonomi, med et revolutionært enhedsprogram, der giver os mulighed for at konfrontere den fælles fjende og den største fare for at gå videre til et andet niveau i kampen.

De scenarier, der udvikler sig, er ekstremt komplekse og indbyrdes forbundne: med forlængelsen af blokaden og trusler som i tilfældet med Cuba, eksplosionen af interne konflikter såsom borgerkrig eller en revolutionær situation, direkte militær aggression fra en koalition som i Irak, statskup som i Chile, mord eller kidnapning af højtstående ledere som i Panama, til forhandlinger midt i en omfordeling af verden efter regioner mellem de to dominerende imperialistiske blokke.

Overgangen fra en mulighed til virkelighed er en dialektisk kategori, som har en sandsynlighed for at ske. I denne analyse kan vi ikke gå i dybden med disse niveauer, men vi kan konkludere, at succesen med den nationale befrielsesproces og med at tage skridt mod folkeligt demokrati og socialisme afhænger af muligheden for at konsolidere alliancen mellem arbejdere og bønder på nationalt plan med en internationalistisk vision og med de mest beslutsomme kæmpere i spidsen for en konsekvent og gennemprøvet modstands- og kampbevægelse.

I lyset af den stadig mere markante trussel om imperialistisk militær aggression må vi definere grundlaget for vores handlingsprogram. Et scenarie af denne type kan lette arbejderklassens handlinger, som for at sikre hele befolkningens overlevelse må gå videre med besættelsen af virksomheder for at placere dem under revolutionær arbejderkontrol, redningen af jord og produktive ressourcer til fattige bønder og små landbrugsproducenter samt kontrollen med fødevareforsyningscentre, medicin og andre basale fornødenheder af de organiserede medlemmer af samfundet til distribution til befolkningen.

Alle disse handlinger skal være en del af den revolutionære folkelige beredskabsplan i lyset af muligheden for aggression. På denne konkrete måde skal den folkelige modstand ledet af alliancen mellem arbejdere og bønder komme til udtryk, hvis vi ønsker at besejre imperialismen og følge den socialistiske kurs.

Socialismen kan kun opbygges med alliancen mellem arbejdere og bønder ved magten
og folket i våben!

Venezuelas Kommunistiske Marxist-Leninistiske Parti, PCMLV er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML