I løbet af to uger i slutningen af september og begyndelsen af oktober udbrød der i vores land en stor protestbevægelse mod det folkemord, som den zionistiske stat begår i Palæstina, og mod Meloni-regeringens medvirken hertil, til støtte for Global Sumud Flotilla. Vi er her ikke fokus på at at rapportere, men i at fremhæve nye elementer og formulere politiske forslag.
Af Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien
Nogle karakteristika ved kampbevægelsen
Under strejken og kampen den 22. september og den 3. og 4. oktober gik millioner af arbejdere og studerende på gaden i hundredevis af store og små byer og genvandt tilliden til deres kollektive styrke i en atmosfære præget af enhed og solidaritet.
En ekstraordinær mobilisering, der er resultatet af to faktorer: det palæstinensiske folks modstand og det vedvarende arbejde fra hundredvis af organisationer, der er imod den zionistiske besættelse.
Den politiske og praktiske ledelse af denne bevægelse, der udgør den reelle opposition til Meloni-regeringen, har aldrig været i hænderne på de liberale reformistiske (PD) og liberale populistiske (M5S) parlamentariske kræfter. Parolerne har været antiimperialistiske og klassemæssige, ikke de sædvanlige tvetydige mantraer.
Den 3. oktober var der generalstrejke, der blev udråbt af alle basisfagforeninger og CGIL, med to millioner mennesker på gaden og blokering af havne, stationer, motorveje osv. En politisk strejke, der ikke var selvfølgelig, og som blev angrebet frontalt af regeringen.
En ny generation har kastet sig ind i klassekampen og med sin stort set spontane deltagelse i demonstrationerne har den bragt dynamik, beslutsomhed, kampånd og bevidsthed om behovet for en bedre og anderledes verden uden udnyttelse og elendighed, rovkrige, racisme og fascisme.
De former for kamp, der blev gennemført i løbet af to ugers uafbrudt mobilisering, var varierede, beslutsomme og vindende.
Den svigagtige retorik om »terrorisme«, trusler, intimidering og undertrykkelse har ikke været i stand til at bremse bevægelsen, og ›sikkerhedsloven‹ har været magtesløs over for massedemonstrationer, der har »blokeret alt«.
Forholdet mellem parlamentarisk (og folkeafstemningsbaseret) og udenomsparlamentarisk kamp er tydeligt vendt på hovedet: enhver kan se, at den anden er tusind gange vigtigere og mere effektiv end den første til at modarbejde regeringens planer og gennemtvinge befolkningens krav.
Også den internationalistiske dimension af kampen, som især kommer til udtryk hos havnearbejderne, er vigtig. På den anden side indgår denne bevægelse fuldt ud i en genopblussen af klassekampen i mange lande.
Umiddelbare politiske opgaver
Hvad er vores opgaver i denne situation, hvor befolkningen er ved at vågne op af passivitet, et vendepunkt i form af deltagelse og beslutsomhed?
Vi skal arbejde for at udvide, forene og kvalificere bevægelsen ved at give den en klar politisk linje og klare politiske mål, hvoraf det første er Meloni-regeringens fald, i fabrikkerne og på gaderne, for kun på den måde kan den væltes.
Vi ved, at Meloni-regeringens relative styrke, som har ringe opbakning, ligger i den falske borgerlige oppositions svaghed. Den er »stabil«, fordi der ikke er nogen erstatningsformel i parlamentet. Men for hver dag der går, under mobiliseringernes pres, udvides modsætningerne og sprækkerne.
Den politiske krise modnes og kan manifestere sig i en ekstraparlamentarisk regeringskrise i det omfang kampen blandt de udbyttede og undertrykte udvikler sig, og samarbejdspolitikken bliver afsløret og bekæmpet.
Med dette umiddelbare mål for øje har vi i de seneste udtalelser fremsat nogle koncepter og forslag, som vi vil vende tilbage til.
For proletariatets enhed i kampen!
Med den brede befolknings opvågnen fremstår det nødvendigt at knytte solidariteten med det palæstinensiske folk, kampen for fred, tæt sammen med de udbyttede arbejderes krav for deres vitale og presserende behov: arbejde, betragtelige lønforhøjelser, sundhed og sikkerhed, usikre ansættelsesforhold, rettigheder og kampfrihed. Med andre ord: at tackle spørgsmålet om den interne kampfront, den proletariske front, sammen med den eksterne, fronten for befrielseskampen for undertrykte folk og nationer.
Dette er af afgørende betydning for at fremme deltagelsen af brede sektorer af arbejderklassen, som skal bryde arbejdsgivernes offensiv og den bremse, som fagforeningsbureaukratierne har pålagt.
Deltagelsen i strejken den 3. oktober i mange metalværker var høj og meget betydningsfuld. Men det er ikke nok. De seneste ugers kampe skal være udgangspunktet for en udvidelse og intensivering af kampen i retning af arbejderklassen, især den industrielle del, den eneste klasse, der kan udføre revolutionens opgaver, som ingen anden klasse eller socialt lag kan overtage.
Der er situationer, der kan fremme denne aktive og kampvillige deltagelse: konflikten om den nationale overenskomst for metalarbejdere, den dramatiske situation i Stellantis, Ilva og mange andre fabrikker, kampen mod finansloven for 2026, der er præget af krig og sparepolitik. Det er på disse områder, at opmærksomheden og initiativet skal koncentreres, ved at udvikle en fælles handling på basis af arbejderklassens økonomiske og politiske interesser: beskæftigelse, løn, rettigheder, sundhed, sikkerhed osv.
»Bred front« eller folkefront?
Vi har flere gange fremhævet betydningen i den aktuelle situation af en antiimperialistisk, antifascistisk og antizionistisk folkefrontspolitik, hvor arbejderklassen har ledelsen og samler de nødvendige klassealliancer omkring sig.
Folkefronten har intet at gøre med det »brede felt« af PD, M5S, AVS osv. eller med en »forfatningsmæssig front«, der støttes af reformister og revisionister med henblik på valg og alliance med borgerskabet for at redde kapitalismen.
Det er en front for alle dele af arbejderklassen med egne mål, program og handlingsplan for kampen mod fjenden i klassekampen.
Dannelsen af denne brede folkelige koalition, med arbejderklassen organiseret som en afgørende kraft, repræsenterer en transformation af kvantitet til kvalitet, altså en væsentlig politisk forandring. De kræfter, der har spillet en positiv rolle i de to ugers kamp, skal derfor tiltrækkes til den folkelige front, ved at udvikle fælles aktiviteter og fremme politisk konvergens.
På længere sigt vil fronten, som er i stand til at drage fordel af en situation med dyb krise gennem sin revolutionære politiske handling, spille en afgørende rolle for at afvise kapitalisternes offensiv og bringe den uundgåelige afslutning på kapitalisternes og finansmagnaternes vilkårlige magt nærmere.
Det er nødvendigt at give liv til arbejdernes enhedsaktion (enhedsfronten) og den folkelige front i organer nedefra, på arbejdspladserne (strejkeudvalg, kampudvalg osv.) og i lokalområderne (kollektiver, koordinationsorganer osv.), skabe en gruppe af militante, der er knyttet til disse områder, og overvinde de fagforeningsbureaukratiske stridigheder, opportunismen og sekterismen, der splitter de udbyttede i stedet for at forene dem.
Det er afgørende at arbejde for opbygningen af sådanne organer for at nedbryde de mure, der splitter arbejderklassen, og udvikle klassebevidsthed.
Konklusion
Det bliver stadig mere klart, at parlamentariske politiske formler ikke kan tilbyde nogen løsning på arbejderklassens og den brede befolknings problemer.
Tidens vigtigste modsætninger skærpes og kræver ekstraordinære, dvs. revolutionære løsninger, fordi de almindelige og parlamentariske løsninger ikke længere virker.
Det er klart, at det er arbejderklassen og den brede befolkning, der stadig ligger under for illusioner, fordomme og reformistiske og småborgerlige traditioner, der skal indse dette fuldt ud, og vi skal hjælpe dem med at nå frem til den nødvendige politiske erfaring og befri sig fra de skadelige påvirkninger.
Den forudsætning og uundværlige betingelse for at gennemføre denne politiske linje i praksis er foreningen af den kommunistiske bevægelse med de fremmeste elementer i arbejderbevægelsen.
Situationen stiller proletariatet over for nye opgaver, og spørgsmålet om partiet er i dag mere presserende end nogensinde. Uden partiet vil den ledende og kampvillige avantgarde i enhver masserfront forsvinde, som et praktisk svar på imperialistisk politik, fascisering og den sparepolitik, der lægger krisen, gælden og krigsudgifterne på arbejderklassens skuldre.
Spørgsmålet om det kommunistiske parti som historisk nødvendighed og ledende kraft sammen med folkefronten, der forener og mobiliserer de revolutionære kræfter i én retning for at gøre en ende på imperialistisk herredømme og dets regeringer, er en opgave, som vi må fortsætte med at arbejde på at løse.
6. oktober 2025
Oversat fra
Due settimane di grandi lotte: considerazioni e prospettive
Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
