I sidste uge bombede Israel enkelte syriske regeringsbygninger – herunder forsvarsministeriet i Damaskus – på trods af, at USA og EU netop har omfavnet det nye styre under ledelse af Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), der dybest set er udenlandsk støttede jihadister, der indtil for nylig blev brugt som begrundelse for amerikanske baser og bombninger i Syrien. Nu afslører samarbejdet med HTS-regeringen, at jihadister hele tiden har været en del af den amerikanske krig mod Syrien, Irak og andre lande. Som så mange gange før.

Israel bomber Syrien for at splitte landet op

Kilde: www.aljazeera.com https://aje.io/oy4iku?update=3841119

Ifølge den Beirut-baserede journalist Laith Marouf er sandheden bag denne nye udvikling med israelske angreb en bevidst strategi: nemlig at transformere Syrien til en fejlslagen stat. Men zionisterne skal ikke glæde sig for tidligt; de israelske angreb har givet fødsel til en ny tværgående patriotisk modstandsbevægelse på tværs af Syriens samfund. Laith Marouf er grundlægger af TV Free Palestine (FPTV). Free Palestine TV

Marouf beskriver Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) – oprørsalliancen domineret af al-Qaeda-tilknyttede jihadister – som et udenlandsk støttet redskab skabt for at knuse den syriske modstandsvilje, snarere end en legitim syrisk revolutionær bevægelse. De israelske angreb ser han ikke som beskyttelse af mindretal eller støtte til specifikke grupper, men som et led i en “Plan B” om at sikre, at ingen regering kan fungere, hvis Jolani-regimet (HTS-styret) falder.

Det historiske landskab: Oprørets vugger

For at forstå nutidens konflikt peger Marouf på Syriens geografi og historie. Han fremhæver tre regioner som historiske “kuvøser for oprør”:

• Deir ez-Zor i øst, hjemsted for arabiske beduinstammer.
• Kystregionen i vest, domineret af alawitter.
• Suwayda i syd, drusernes højborg.

Disse regioner var centrale i den Store Syriske Opstand mod det franske mandat i 1920’erne under ledelse af den drusiske general Sultan al-Atrash. Faktisk kæmpede drusere og beduiner side om side under opstanden og vandt flere slag mod franskmændene. Også tidligere havde der været oprør i kystbjergene (f.eks. ledede alawitten Salih al-Ali et tidligt oprør mod franskmændene i 1919). Denne arv af modstand i periferien er ifølge Marouf afgørende for at forstå nutidens dynamikker: Områderne har tradition for at modsætte sig central kontrol, hvad enten den kommer fra kolonimagter eller moderne autoritære regimer.

Marouf argumenterer for, at Syriens postkoloniale regeringer altid har været bevidste om disse regioners oprørspotentiale. Under Baath-styret blev disse områder forsøgt integreret via magtdeling (f.eks. dominerede alawitter militæret, mens sunnier dominerede handelslivet). Alligevel forblev modstandsånden levende lokalt. Suwayda-provinsen – befolket af drusere – og Deir ez-Zor – præget af stammefolk – var blandt de første, der gjorde oprør mod Damaskus’ kontrol ved borgerkrigens start i 2011. Det er bagtæppet for de begivenheder, vi ser i dag.

Al-Jolani og HTS: Et værktøj til destruktion, ikke en regering

Abu Mohammad al-Jolani, lederen af HTS (Hay’at Tahrir al-Sham), fremstilles af USA og EU-toppen som en potentiel pragmatisk oprørsleder. Marouf afviser imidlertid kategorisk idéen om, at Jolani og HTS repræsenterer en legitim syrisk bevægelse. Tværtimod beskriver han HTS som en outsider – et udenlandsk støttet redskab designet til at ødelægge Syriens modstandskraft snarere end at lede landet.

HTS har sine rødder i al-Qaedas syriske gren, Jabhat al-Nusra, og fører en streng salafist-jihadistisk ideologi. Denne ideologi er fremmed for flertallet af syrerne, der traditionelt praktiserer mere moderat sunni-islam (f.eks. sufisme) og sameksisterer med etniske og religiøse minoriteter. Omkring 75 % af Syriens befolkning er sunnimuslimer, mens de øvrige ca. 25 % består af alawitter, shia-muslimer, kristne, drusere og andre. HTS’s ekstremistiske linje har derfor ringe folkelig resonans uden for en lille fundamentalistisk base.

Marouf påpeger, at HTS’s brutale metoder – herunder terror mod civilbefolkningen – tjener til at knække enhver spirende modstandsånd. HTS og beslægtede jihadistgrupper har begået grusomheder som massevoldtægter og massakrer for at sprede rædsel. Under de voldsomme kampe i Suwayda i juli 2025 blev byens største hospital (Watan Hospital) belejret af bevæbnede militser. Ifølge kurdiske medier blev hospitalet stormet efter timers belejring, og læger, sygeplejersker, sårede patienter – alle tilstedeværende – blev massakreret. Optagelser fra stedet viste adskillige dræbte, og det blev rapporteret, at lig stadig hobede sig op, fordi det var for farligt at fjerne dem. Over 100 drusiske kvinder blev desuden bortført under angrebet på Suwayda, hvilket indikerer systematisk terror. Uanset de præcise detaljer står det klart, at HTS og dets allierede i de områder, de kontrollerer eller infiltrerer, har anvendt ekstrem vold mod civile – en observation, som også bekræftes af menneskerettighedsrapporter om jihadistiske gruppers overgreb under krigen.

Marouf argumenterer for, at Jolani ikke har til hensigt at regere et mangfoldigt Syrien – i hvert fald ikke på en måde, der inkluderer hele befolkningen. HTS’s hovedformål er snarere at knuse modstand ved at udradere lokale ledere, skræmme minoriteter og tvinge befolkningen til underkastelse. Organisationens fremmarch har ofte betydet fordrivelse eller undertrykkelse af de sufi-orienterede sunnier, shiaer, kristne, alawitter og drusere, der ikke passer ind i dens ekstreme verdenssyn. Marouf understreger, at HTS derfor primært bør ses som et voldsinstrument – opretholdt af ydre magter – der forhindrer syrerne i selv at bestemme deres fremtid.

Drusernes to ansigter: Nuancer i modstanden

Et centralt element i Maroufs analyse er drusernes rolle i konflikten. Han advarer imod generaliseringer om, at “druserne” som helhed skulle samarbejde med Israel eller andre ydre aktører. Ifølge Marouf må man skelne mellem to meget forskellige drusiske grupper og deres loyaliteter:

1. De israelsk-integrerede drusere: Disse er drusere, der bor i Israel (primært i Galilæa samt drusiske landsbyer i det nordlige Israel) og i vid udstrækning er integreret i den israelske stat. Mange af dem har israelsk statsborgerskab og aftjener værnepligt i Israels forsvar (IDF). Da volden under de nye magthavere i Syrien eskalerede, reagerede denne gruppe med opsigtsvækkende protester i Israel. Drusere i de nordlige israelske regioner blokerede veje og brændte bildæk i protest mod drabene på deres slægtninge i Syrien. Demonstrationer fandt sted ved vigtige vejkryds i Galilæa, hvor der vajede drusiske flag, og samfundet lagde pres på Israels regering for at gribe ind. Israels drusiske åndelige leder, Sheikh Muwafaq Tarif, opfordrede offentligt USA og Israel til at beskytte druserne i Syrien, idet han advarede om et forestående “folkemord” på druserne i Suwayda.
2. De syriske patriotiske drusere: Denne gruppe omfatter druserne i selve Syrien, primært koncentreret i Suwayda-provinsen i syd, samt druserne på de israelsk besatte Golanhøjder. Druserne i Suwayda har fra starten af konflikten opfattet sig selv som en del af den syriske nation og har generelt afvist ekstremistiske ideologier. På Golanhøjderne – som Israel besatte i 1967 – har hovedparten af de ca. 20.000 drusere aldrig accepteret israelsk statsborgerskab, selvom Israel ensidigt annekterede området i 1981. Times of Israel kunne allerede i 2017 berette, at kun omkring 20 % af Golan-druserne havde taget imod israelsk statsborgerskab – en andel der siden er vokset en smule, men stadig ligger omkring 20 % i 2024. Flertallet holder fast i deres syriske identitet. Disse drusere betragter sig som syrere under midlertidig israelsk besættelse. Historisk har de vist deres loyalitet ved bl.a. en langvarig generalstrejke mod Israels annektering i 1982. Under den aktuelle krise gik Golan-druserne endnu et skridt videre: Hundreder af drusere samledes ved grænsen og brød gennem grænsesikringerne ved Majdal Shams for at krydse ind i Syrien og komme deres brødre til undsætning.

Druserne på begge sider af våbenstilstandslinjen betragter hinanden som ét folk. Samtidig greb druserne i selve Suwayda-provinsen til våben for at forsvare deres byer mod HTS og andre angribende militser. Drusiske lokalmilitser – nogle under ledelse af den åndelige leder Sheikh Hikmat al-Hijri – lykkedes med at slå HTS’s fremrykning tilbage fra deres landsbyer, hvilket ifølge Marouf forpurrede planerne om at kue det sydlige Syrien.

Marouf understreger, at disse fakta modbeviser enhver påstand om, at “druserne” generelt skulle stå på Israels side. Tværtimod viser begivenhederne, at de syriske drusere føler en dyb national tilknytning til Syrien og vil modsætte sig både jihadistiske grupper og enhver udenlandsk intervention, der truer deres hjem. Selv de drusere, der bor i Israel, presser på for beskyttelse af deres slægtninge i Syrien – om nødvendigt imod Israels egne interesser.

Det er dog vigtigt at notere, at “loyalitet over for Syrien” ikke nødvendigvis betyder støtte til enhver syrisk regering. Druserne har historisk set værnet om en vis autonomi i deres egne områder. Under borgerkrigen har Suwaydas drusere i perioder haft et spændingsforhold til centralregeringen under Assad – de ønskede beskyttelse mod jihadister, men modsatte sig at blive trukket fuldt ud ind i krigen på Assads side. Marouf fremhæver dog, at når det kom til stykket, har druserne i Syrien valgt at kæmpe mod HTS frem for at holde sig neutrale eller alliere sig med eksterne magter. Denne nuancerede position – hverken pro-Israel eller islamistisk – er kernen i den “patriotiske modstandsbevægelse”, han ser spirende i Syrien.

Israels “Plan B”: At sikre en fejlslagen stat

Ifølge Laith Marouf havde udenlandske aktører oprindeligt kalkuleret med, at Jolani og HTS kunne bane vejen for Syriens undergang eller fragmentering. Da HTS alligevel ikke har formået at erobre hele landet – modstanden i især syd (Suwayda) og øst (Deir ez-Zor) har stået i vejen – er der nu indledt en Plan B. Marouf beskriver denne plan som Israels forsøg på direkte at bombe Syriens statslige infrastruktur i stykker, således at ingen funktionel centralstat står tilbage, uanset hvem der end måtte tage magten, når HTS’s eksperiment bryder sammen.

De israelske luftangreb i sidste uge passer ind i dette mønster, mener han. I løbet af få dage ramte Israel mål i hjertet af Damaskus, herunder forsvarsministeriets hovedkvarter (en massiv bygning midt i byen) og et område tæt på præsidentpaladset på Qasioun-bjerget. Israelske missiler slog også ned mod syriske styrker i selve Suwayda-regionen. Israels officielle begrundelse var, at man beskyttede det drusiske mindretal mod overgreb – premierminister Netanyahu erklærede, at Israel “ikke vil tillade, at det ekstreme islamistiske regime i Syrien skader druserne”, og israelske ledere omtalte druserne som “vores brødre”. Denne løgnehistorie kunne straks opklares da Israels angreb ikke kun ramte kampstillinger ved fronten, men også strategiske regeringsfaciliteter langt fra Suwayda. Et israelsk missil slog f.eks. ned i det syriske Generalstabs hovedkvarter i Damaskus, og angreb blev rettet mod præsidentpaladsets omgivelser samt luftforsvarsbatterier.

Marouf ser det som en forlængelse af tidligere israelske strategier i regionen: Hellere kaos og svage naboer end stabile stater, der potentielt kan udgøre en trussel eller støtte fjendtlige aktører (som Iran eller Hizbollah).

Israels direkte militære operationer dybt inde i Syrien – der i øvrigt som sædvanligt ikke blevet mødt med internationale sanktioner – er et signal om, at Israel vil være den dominerende magt i regionen.

Marouf trækker desuden historiske paralleller til Sykes-Picot-aftalen fra 1916, som trak de nuværende grænser i Mellemøsten op. Han mener, at nutidens stormagter (Israel, USA m.fl.) i praksis søger at genoplive en form for opdeling eller i det mindste forhindre genskabelsen af en stærk syrisk stat inden for de gamle grænser.

Israelske styrker opererer frit i syrisk luftrum

I israelske sikkerhedskredse diskuteres åbent idéer om at “ombryde Syrien” i zoner eller ministater. Ifølge en analyse på +963 Media begyndte visse israelske politikere efter Assad-regimets kollaps at lufte forslag om at opdele Syrien i separate stater eller autonome regioner – angiveligt af hensyn til Israels nationale sikkerhed. Et af de mest bemærkelsesværdige forslag var en såkaldt “David-korridor”: en landkorridor der skulle strække sig fra kurdiske områder i det nordlige Irak gennem det sydlige Syrien og det nordlige Jordan til Israel. Israels “Plan B” kan således ses som en kombination af direkte militær svækkelse af den syriske stat og politisk pres for at skabe en ny regional orden, hvor Syrien aldrig genopstår som en sammenhængende, stærk aktør.

Fremtidens håb: En ny patriotisk revolution?

Den brutale strategi, der skulle knække Syrien, er ved at give bagslag. I stedet for at knuse den syriske ånd har HTS’s fremfærd og de udenlandske interventioner radikaliseret befolkningen på en ny måde: ikke i retning af islamistisk ekstremisme, but i retning af en bred patriotisk samling mod alle, der vil splitte landet.

Vi ser allerede tegnene, argumenterer han. Da jihadistiske militser og deres allierede angreb druserne i Suwayda, greb ikke kun drusere, men også kristne og andre lokalsamfund, til våben for at beskytte deres nabolag. De gamle sekteriske skel betyder mindre, når overlevelsen står på spil. For eksempel meldes det, at kristne militser i visse byer i det sydlige Syrien koordinerede med drusiske forsvarsstyrker for at holde HTS og ISIS-aflæggere ude. Ligeledes har nogle sunnimuslimske stammefolk, der oprindeligt var fjendtlige mod druserne, indset truslen fra de ekstreme grupper og indgået lokale våbenhviler og alliancer med druserne for at modstå fremmede jihadister. Disse alliancer på tværs af religiøse skel er spæde, men de spirer af nødvendighed.

Marouf peger også på, at Sykes-Picot-grænserne de facto er ved at opløses. Da de israelske drusere brød grænsehegnet på Golanhøjderne for at hjælpe deres syriske brødre, var det et symbolsk øjeblik: Den kunstige grænse, trukket af kolonimagterne og cementeret af konflikter siden 1967, kunne ikke stoppe folkelig solidaritet. I et par ekstraordinære timer var der fri passage mellem Israel og Syrien, hvor almindelige mennesker strømmede frem og tilbage og omfavnede familie, de ikke havde set i årtier. Marouf ser dette som en forsmag på et nyt politisk rum – et, hvor folkene i regionen finder sammen på tværs af de gamle opdelinger. Den tværnationale, tværreligiøse enhed, der kunne skimtes disse dage, er måske den sande trussel mod de planer om dominans, som eksterne magter måtte have.

Den spirende patriotiske bevægelse, som Marouf beskriver, er anti-sekterisk og anti-kolonial i sit udgangspunkt. Drømmen er et genfødt Syrien – ikke nødvendigvis med de samme politikere eller system som før, men et Syrien hvor beslutningerne træffes af repræsentanter for alle landets samfund uden indblanding udefra. Ifølge Marouf forener vreden mod HTS’s uhyrligheder og mod de udenlandske bombninger folk under en ny fællesnævner: ønsket om suverænitet og fred. Han antyder, at selv mange af dem, der først gjorde oprør mod Assad-regimet, nu er desillusionerede over, hvad den “revolution” førte til, og i stedet ønsker en ægte revolutionær genstart – denne gang rettet mod enhver form for ny kolonial indflydelse, hvad enten den kommer fra Vesten, Tyrkiet eller Golflandene.

Midt i ruinerne og tragedierne ser Marouf et håb: at Syriens folk, hærdet af 14 års konflikt, endelig sætter sig for samlet at bestemme deres egen skæbne, fri for både diktatur og fremmed indblanding.

Teksten er uddrag fra dette interview: Laith Marouf: The Real Reason Israel Is Bombing Syria’s HTS – Al-Jolani’s Govt Will Collapse.

Note

The Wall Street Journal afslørede i 2017, at Israel gav penge, mad, brændstof og medicin til udvalgte syriske oprørsgrupper i det sydlige Syrien, langs Golanhøjderne, herunder islamistiske fraktioner. CIA støttede visse syriske oprørsgrupper med våben (Operation Timber Sycamore), hvilket indirekte styrkede jihadistiske fraktioner, da våben og krigere flød frem og tilbage mellem “moderate” og ekstremistiske grupper. Amerikanske og tyrkiske myndigheder har også i perioder set gennem fingre med, at ekstreme krigere strømmede ind i Syrien, så længe fokus var at bekæmpe Assad. Og der flød pengestrømme fra Golfstaterne til jihadistiske fraktioner. Israel Gives Secret Aid to Syrian Rebels – WSJ