Blandt talerne var Håndslag ved Ebbe Riis Klausen, som pointerede:
Regeringen vil have frie hænder til at fortsætte driften mod krig. Det samlede Folketing siger ja og amen til en nærmest ubegrænset oprustning, de er klar til at militarisere Grønland efter amerikansk diktat. Villig til at servicere USA og NATO i en kommende krig i Europa. Det er besættelsestidens samarbejdspolitik. Knæfald for den stærke imperialistmagt. Vi er blevet et opmarchområde for krig. En brik i en kæmpe krigsopbygning.

Besættelsestidens samarbejdspolitik

Af Ebbe Riis Klausen, Håndslag

Jeg kommer fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag, som er de gamle modstandsfolks blad, der arbejder for at fastholde modstandsbevægelsens dyrekøbte erfaringer og være en del af den aktuelle kamp mod fascisme og krig.

I disse tider, hvor barometeret peger storm, på vanvittig oprustning, politistat, fascisme og krig er det utroligt vigtigt at der afholdes arrangementer som dette og f.ex krystalnatten m.fl.

Den kollektive hukommelse svækkes med årene, og dermed bliver erindringen om besættelsen og nazismens terror altafgørende – for fascisme betyder krig.

Det var frygten og fascisternes løfter om at skabe sikkerhed og lov og orden, der var en hoveddrivkraft for Hitlers succes i 30’ernes Tyskland. Terrorfrygten – i dag fra Rusland og Putin – er det vigtigste redskab for reaktionen til at få opbakning til deres imperialistiske røverkrige og til at forvandle borgerlige demokratier til topbefæstede politistater.

Frygten virker lammende og bliver udspredt for at få folk til at acceptere politistatsmetoder, som tilsidesætter alle demokratiske rettigheder og humanitære principper – En systematisk undertrykkelse af den politiske protest.

Vil et land føre krig, må det forpurre fred, militarisere og vildlede ungdommen. Forfatteren og kommunisten Hans Scherfig skrev i 1936: ”Når en indtil for nylig ganske mild og fredelig nation, som den danske på kort tid skal omdannes til en krigerstamme, kræver det et energisk og målbevidst forarbejde. Anskaffelsen af mange våben og uniformer gør det ikke. Der må samtidig øves en pædagogisk gerning for at udrydde fortidens fredelige vaner. En ny mentalitet må skabes.”

Vi kan konstatere at den oppiskede krigsstemning har gjort det muligt, hvad blot for få år siden var ganske utænkeligt.

Nu skal skoler og gymnasier være rekrutteringscentraler for hæren. Så herhjemme tilbydes gymnasieeleverne nu en militærlinje, en direkte forberedelse af de unge til at gå ind som officerer i det imperialistiske militær. Og ungerne i skolen skal have beredskab på skemaet. I Norge protesterer lærere kraftigt mod det, der kaldes ”forsvarets” forherligelse af krig. ”Når verden forbereder sig på krig, er det vore elever som i yderste konsekvens sendes til slagmarken” siger lærerne.

Og historien omskrives. Det er ikke nyt. Den kolde krig satte straks sine spor efter sejren over fascismen. Et foreløbigt højdepunkt heri opnåede et flertal af EU-parlamentet, da de vedtog en resolution, der vender årsagerne til udbruddet af Anden Verdenskrig på hovedet. Fra at være nazismen og de store tyske monopolers krav om »Lebensraum« – den imperialistiske rivalisering, der fik verden til at bløde, er det nu det daværende socialistiske Sovjetunionen og Nazityskland i fællesskab, der bærer ansvaret.

10 af de 12 danske EU-parlamentarikere stemte for resolutionen – man græmmes.

Da Frihedsmuseet 7 år efter det endnu uafklarede brandattentat slog dørene op på ny i 2020 havde det fået nye klæder.  Fra at være modstandskampens museum – Museet for Danmarks frihedskamp 1940-45- så er udstillingens kerne nu blevet det officielle Danmarks tilpasning som udtryk for demokratiets overlevelsesstrategi! Altså samarbejdspolitikken.

Det officielle Danmark ønsker tydeligvis ikke et Frihedsmuseum som et monument over modstandskampen – det stolteste kapitel i den nyere Danmarkshistorie. Det kæmpende Danmark fik ikke sit museum tilbage.

Undervisningen i besættelsestiden og modstandskampen i skolen i dag er ret så sporadisk selvom den rettelig fortjener en fremtrædende plads på skoleskemaet. Det er et kapitel om en ungdom, der gjorde oprør og gik til modstand. En inspiration for ungdommen og kommende generationer.

I det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg hængte man syv billede op for seks år siden. En slags socialdemokratisk historieskrivning. Et af billederne skildrer den tidligere statsminister Vilhelm Buhl – ham, der den 2. september 1942 i radioen opfordrede folk til at angive sabotører og modstandsfolk – han skildres her som styrmanden, der førte danskerne sikkert gennem de fem forbandede år og som jødernes redningsmand. Han står støt som skipper på fiskekutteren »Henny« – en af de kendte kuttere, der sejlede jøder til Sverige – i stormfulde vande.

Her hvidvaskes samarbejdspolitikken. Buhl portrætteres som værende en aktiv del af modstandskampen. Hvor grotesk! Og grov historieforfalskning.

Lad os ikke glemme, at så længe samarbejdspolitikken rådede var Danmark reelt set nazisternes lydland. Fra den første dag søgte regering, rigsdag, embedsmænd, presse og næsten alle andre, som havde indflydelse, at gøre tyskerne tilpas og bekæmpe modstanden. Danmark skulle hægtes som en viljeløs bivogn til den stortyske sporvogn.

Efter krav fra den tysk-nazistiske besættelsesmagt begik de danske myndigheder landsforræderi, da de den 22. juni 1941 begyndte at arrestere kommunister, fordi de var kommunister. Og de begik højforræderi, da de samme politikere på eget initiativ et par måneder senere gennemførte den såkaldte kommunistlov, der med et slag gjorde kommunisterne retsløse og til jaget vildt. Senere fulgte deportationer til tyske koncentrationslejre med tortur og død til følge.

Dette overgreb har regering og folketing stadig ikke anerkendt og givet en undskyldning for.

En af tidens trofaste historiefrisører er den tidligere chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard, der er kendt for at mene at historiens dom over Scavenius som alt for tyskervenlig er dybt uretfærdig. Han mener at kommunisterne faktisk burde være taknemmelige for at blive reddet af samarbejdsregeringen, for egentlig havde de ikke fortjent det. De var jo ikke demokrater, men gik ind for proletariatets diktatur.

Sådan vendes tingene fuldstændig på hovedet – i stedet for at bede om en undskyldning skulle kommunisternes efterkommere takke de storsindede og omsorgsfulde samarbejdspolitikere. Historiefusk og manipulation.

Den officielle danske politik var en tilpasningspolitik til Hitlers ”Neuropa”.

Historiens dom over samarbejdspolitikken er klar – den faldt den 29. august 1943, da strejker og protester tvang regeringen til at gå af.

Det var ikke samarbejdspolitikken, men derimod den modsatte politik – opgøret mod samarbejdspolitikken og den væbnede modstandskamp – der gjorde, at Danmark kunne tage plads ved siden af de allierede og deltage i stiftelsen af FN efter sejren over fascismen.

Det er værd at huske på i forbindelse med festlighederne i 80-året for befrielsen og 2. verdenskrigs afslutning i Europa.

ALDRIG MERE FASCISME var den universelle lektie, man uddrog fra 2. verdenskrigs rædsler. Det daværende Sovjetunionen og de allierede vestmagter var enige. Nazismen blev dømt som forbrydelse mod menneskeheden og alle nazistiske organisationer blev erklæret opløst og forbudt. Det var bl.a. på det grundlag FN – de Forenede Nationer – blev dannet. Det er 80 år siden.

Fascismen blev nok slået for 80 år siden, men blev ikke udryddet.

For verden er i dag vidne til et folkemord og et forsøg på fordrivelse af et helt folk. Det palæstinensiske. Det foregår lige for øjnene af os, er gennemdokumenteret og alligevel støtter det officielle Danmark Israel, støtter det zionistiske apartheid-system, leverer våben og våbendele og bliver dermed ansvarlig for og en deltager i folkemordet.

Det bekymrer tydeligvis ikke regeringen at Zionismens og Israels folkemord i sin kerne er fascistisk. Hvad der derimod bekymrer regeringen er tydeligvis den store solidaritetsbevægelse med det palæstinensiske folk.

Statsministeren har krævet, at politi og domstole rejser sigtelser mod folk, der har ytret støtte til den palæstinensiske frihedskamp. Flere er blevet dømt. Solidaritetsbevægelsen med Palæstina skal kriminaliseres og knægtes.

Justitsminister Peter Hummelgaard er kommet med et lovforslag der giver PET lov til at masseovervåge hele befolkningen, uden konkret mistanke, uden dommerkendelser.

Regeringen vil have frie hænder til at fortsætte driften mod krig. Det samlede Folketing siger ja og amen til en nærmest ubegrænset oprustning, de er klar til at militarisere Grønland efter amerikansk diktat. Villig til at servicere USA og NATO i en kommende krig i Europa.

Det er besættelsestidens samarbejdspolitik. Knæfald for den stærke imperialistmagt. Vi er blevet et opmarchområde for krig. En brik i en kæmpe krigsopbygning.

Når det globale barometer står på storm og orkaner, så er det bydende nødvendig at den politiske protest, den folkelige modstand, og kamp mod krig og reaktion får et samlet udtryk i form af en antikrigsbevægelse vendt mod de imperialistiske aggressorer. Spørgsmålet om krig og fred kan ikke overlades til regeringer og generaler. Historien har vist os med al ønskelig tydelighed, at al forandring kommer nedefra.

Stop Israels folkemord
Stop udhulingen af de demokratiske rettigheder
Stop krigsoprustningen og politikernes drift mod krig
Aldrig mere fascisme
Leve Palæstina – fra floden til havet.