Målet med EU’s giga store militære oprustning er både varetage EU’s ambitioner som imperialistisk supermagt og at forgylde EU’s våbenproducenter – på landenes arbejderklasse og befolkningers bekostning. At styrke den europæiske imperialisme er ikke svaret på den nuværende situation. Det imperialistiske EU betyder ikke fred og sikkerhed, men det modsatte.
Som optakt til EU-topmødet torsdag kom EU-Kommissionens præsident Ursula von der Leyen på officielt besøg i Danmark og talte på Det Kongelige Danske Militærakademi i København. Her lancerede hun en ny overskrift på militariseringen af EU-økonomien: ”Readiness 2030”-køreplanen. Den er en lidt blødere indpakning af samme plan, som blev præsenteret for et par uger siden, og som i overskriften helt utvetydigt forklarede, at det handler om oprustning af EU med 800 mia. euro, svarende til 6000 milliarder danske kroner.
Da den nye kommission tiltrådte i efteråret, var et af dens første initiativer at udpege en særlig kommissær, der kunne agere som Unionens forsvarsminister, og som inden for 100 dage skulle udarbejde en hvidbog om, hvilke militære kapabiliteter der skulle udvikles. Det, von der Leyen præsenterede i København, var blot den seneste variation med samme indhold: Milliarder til militæret frem mod et mål, hvor de enkelte lande bruger 3,5% af deres BNP. Pengene kommer via nedskæringer, skatter og lån. Som noget nyt må medlemslandene gerne bryde med reglerne for finansiel stabilitet, så længe der investeres i militæret. Det betyder, at grænsen for underskud på budgettet på 3% fortsat gælder, hvis landene investerer i skoler, sundhed eller andre sociale udgifter, men hvis de enkelte lande har underskud, fordi de køber våben, så er det helt i orden. Man behøver egentlig ikke at vide ret meget mere om denne EU-plan for at forstå, hvad dens klassekarakter er: Militariseringen betales af arbejderklassen.
EU har også en plan for, hvilke våbensystemer der skal købes, og EU-Kommissionen foreslår, at indkøb og planlægning centraliseres under Kommissionen. Helt centralt står det, at man skal støtte udviklingen og købe systemer fra europæisk militærindustri. Flere lande vil ikke overgive al kontrol til EU; Danmark har f.eks. allerede våbenkontrakter med USA, Israel og Ukraine, som de ikke ønsker at opgive.
Det, der fortsat forhandles om, er detaljerne omkring finansiering: hvem der skal hæfte, hvis EU optager lån, eller hvis EU’s centralbank udsteder krigsobligationer, og hvor mange penge de enkelte medlemslande selv skal rejse gennem lån, skatter og nedskæringer.
Uanset dette er vinderne først og fremmest EU’s store våbenproducenter, da det er dem, der har muligheden for at byde ind: Airbus Defence, der bygger kampflyet Eurofighter, helikoptere, droner og satellitter; BAE Systems, som er en af Europas største virksomheder med en masse datterselskaber i forskellige lande; og gigantiske industrivirksomheder som Thales, Leonardo, Rheinmetall, Indra, Saab osv. Grunden til, at man kan sige, at de er vindere, er, at disse industrivirksomheder har siddet med ved bordet. Det er disse virksomheder, der formulerer EU’s lovgivning og hvidbøger. Sådan har hele EU’s historie været: en historie om, hvordan monopolerne kan sikre sig direkte kontrol over politikken og høste ekstra gevinster. Langt hovedparten af midlerne fra tidligere EU-fonde er gået direkte i lommen på de allerstørste koncerner.
Militariseringen er både et svar på den økonomiske krise, som de store EU-lande står i, og et svar på de geopolitiske forandringer, hvor USA ønsker at trække sig fra den direkte krig med Rusland for at fokusere på Kina og Asien. EU-Kommissionen formulerer helt klart, at målet er, at EU skal kunne matche Rusland, Kina og USA. EU’s egne imperialistiske udvidelsesambitioner er heller ikke taget af bordet, selvom det betyder åben konflikt med Rusland.
USA og Ruslands direkte forhandlinger om deling af Ukraine har kun forstærket EU’s udvidelsesplaner om at optage Ukraine som medlem af EU og integrere den ukrainske militærindustri fuldt ud. Men flere lande står på ønskelisten, fra Moldova og yderligere områder på Balkan til Grønland og Island.
Hvor EU traditionelt har omtalt sig selv som et ”fredens projekt”, hører man nu sprogbrug, der knytter an til krig, pligt og frihedskamp – i en grad, så man kan tale om en bredere strategisk diskursændring i EU.
EU-staten er med stormskridt på vej væk fra retorikken om at være ”fredens projekt”, hvilket under alle omstændigheder altid har været en løgn. De næste fem år vil være en forberedelse til en ny krig, hvor EU’s våbenindustri forgyldes, og arbejderklassen betaler.
Situationen med forberedelse af krig i Europa er meget alvorlig og kræver organiseret modstand.
De europæiske partier i CIPOML skriver bl.a. i en fælles udtalelse:
– Arbejderklassens internationale solidaritet er afgørende for at styrke kampen mod den øgede krigsfare og militariseringen. Den er svaret på arbejdsgivernes og monopolernes pres på arbejderklasserne i de enkelte lande for at underbyde hinanden på løn og arbejdsvilkår. Den er en nødvendig del af kampen mod EU’s og de europæiske landes arbejderfjendtlige plan “Gør Europa stort igen” (MEGA) gennem omfordeling af milliarder af samfundsværdier til krigsindustrien og oprustning af de europæiske monopoler.
At styrke den europæiske imperialisme er ikke svaret på den nuværende situation. Det imperialistiske EU betyder ikke fred og sikkerhed, men det modsatte. Det har krigen i Ukraine og støtten til Israels folkemord i Palæstina tydeligt vist.
Vi siger hverken Trump, Putin eller europæisk militært ”forsvar”!
Læs mere i CIPOML-udtalelsen:
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
