Hvad er der brug for?

Spørgsmålet rejser sig: Hvordan udvikles modstanden imod krigen og den fremvoksende fascisme?

Kommentar af Karsten Jonassen, APK

Mulighederne for at gå i fortvivlelseskoma er mange i disse år. Terrorstaten Israels folkemord i Palæstina når nye højder med USA’s direkte velsignelse og EU’s stiltiende accept. Ingen steder i de borgerlige medier er der fordømmelse af folkemordet eller vilje til at sikre en arrestation af krigsforbryderen Nethanyahu. Hvorfor mon?

Israel er en vigtig brik i at sikre den vestlige imperialismes interesser i Mellemøsten. Det samme var tilfældet med Irak, Libyen, Afghanistan, Syrien osv. Medierne har mest travlt med at fordømme den palæstinensiske frihedskamp og sprede et utal af løgne om situationen i Gaza og på Vestbredden. En direkte støtte til folkemordet.

Ruslands overgreb på Ukraine bruges til at lade det ukrainske folk slås imod den russiske imperialisme i den tro, at de kæmper for deres lands uafhængighed og frihed. De udkæmper en interimperialistisk krig som frontsoldater for den vestlige imperialismes interesser i at styrke sig imod russisk imperialisme og for vestens råderetten over Ukraines naturrigdomme.

De danske medier (og de fleste andre) fører krigspropaganda og hepper på flere våben til Ukraine, så stadig flere ganske almindelige russere og ukrainere kan blive dræbt. Den danske statsminister er forrest i koret af krigsophidsere. Pludselig kan der findes milliarder af kroner til våbenindustrien på bekostning af den allerede delvist afmonterede velfærd.

USA bomber houthierne i Yemen, fordi de forsøger at forhindre skibsforsyninger til Israels folkemord på palæstinenserne. I medierne bliver det til en lille notits om nødvendigheden af at sikre den fri sejlads. Altså fri sejlads af materiel til folkemordet. Som en lille ekstra gevinst fremturer den fascistoide præsident i USA med at trusler om at overtage Canada, Grønland, Panama og Gaza. Man skulle tro, at han var sindssyg. Det er han ikke. Han er bare udtryk for den rene og upolerede imperialisme, hvor den europæiske og tidligere den amerikanske imperialisme pakkede deres planer ind i fraser som ”Frihed”, ”Kvindefrigørelse” og andre smukke ord uden nogen som helst hold i virkeligheden. Måske er det fint, at Trump viser, hvad imperialismen virkelig står for.  Der er mange flere eksempler, bare se dig omkring.

Den hjemlige politiske andedam flyder også over med reaktionære tiltag. Statsministeren har krævet, at politi og domstole rejser sigtelser mod folk, der har ytret støtte til den palæstinensiske frihedskamp. Flere er blevet dømt, og hvor det ikke lykkedes at få dømt en kvinde fra Fyn, tyede man til helt andre midler. Man fratog hende hendes danske statsborgerskab med en konstrueret og vanvittig begrundelse, – og det skete på direkte foranledning af flere ministre.

Reaktionen er på fremmarch i USA og i hele Europa. Fascistiske og fascistoide partier, grupper og personer er på fremmarch og vejrer morgenluft. Så der er gode grunde til at fortvivle, men det ville være det samme som at overgive sig til reaktionen.

Der er andre veje at gå. Der er også et modsvar.

Mange steder i Afrika, Sydamerika og Asien er der stærke bevægelser mod den imperialistiske undertrykkelse. Også i Europa og USA er der bevægelser, der vil noget andet. Medierne fortæller ikke den historie. Medierne fortæller fx historien om ”Alternative für Deutschland”(AfD), der har voldsom fremgang ved valget i Tyskland. Men medierne fortæller ikke, at det største parti rent vælgermæssigt i aldersgruppen 18-25 år blev ”Die Linke”. Det er ikke noget revolutionært parti, men det var den mulighed, der var ved valget, hvis man ville noget andet end den reaktionære kapitalistiske vej. Det er et udtryk for, at der er en ungdom, som vil kæmpe imod reaktionen.

Tænk også på de store demonstrationer imod AfD. Rundt i andre europæiske lande er der demonstrationer imod reaktionen. Herhjemme er der ofte mere stille i gaderne, men glem ikke de store demonstrationer mod folkemordet i Palæstina. Regeringen håbede at man kunne ignorere dem væk. Det kunne man ikke. Så forsøgte man at kriminalisere demonstrationerne og flere af parolerne. Så anholdt man forskellige personer og rejste sigtelser mod dem. Samtidig forsøgte man – godt understøttet af mediern –  at gøre modstanden mod zionismen til antisemitisme, uden det store held. Modstanden er stadig aktiv og manifesterer sig i ugentlige demonstrationer. Den kan ikke knækkes.

Spørgsmålet rejser sig så: Hvordan udvikles modstanden, så den bliver målrettet imod krigen og den fremvoksende fascisme?

Historien har vist os med al ønskelig tydelighed, at al forandring kommer nedefra. Svaret på spørgsmålet er i al sin enkelhed, at en folkefront mod krig og fascisme skal opbygges gennem styrkelsen af den folkelige modstand. Det kræver også en bevidsthed om, at kampen skal koordineres, målrettes og ledes. Uden et tydeligt kompas ender vi i alle mulige blindgyder, og det vil kun tjene reaktionen. Derfor er der for mig ingen tvivl om, at det også handler om at opbygge det stærke kommunistiske parti, der kan være med til at lede kampen taktisk og strategisk. Vi er oppe imod erfarne folk med hele det borgerlige undertrykkelsesapparat og medierne i ryggen. Det kræver samlet og målrettet kamp. Det kræver dygtig ledelse.

KJ