Et SLAG I LUFTEN – Stem nej til OK25

Hvad er der så farligt ved en eventuel storkonflikt? Ved sammenhold og fælles kamp? Ved at udvise solidaritet fagene imellem? Ved at bevæge sig helt op på den store klinge og kræve 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation? Ved at genopdage den ultimative form for medlemsgoder som det for eksempel er, at bygge sunde boliger med en rimelig husleje for og til medlemmerne, fremfor at lade sig nøje med rabat på fyringsolie eller gratis billetter til superligaen? At kræve kædeansvar? At kræve en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet?

I dag blev det forår med grøde i luften og varmere vinde over landet. Det har været fastelavn, hvor man traditionen tro klædte børnene ud og lod dem banke løs på tønder. Og tomme tønder buldrer mest, så derfor fylder man dem op med slik og frugter og freder kattene.

Og ligeledes traditionen tro, sætter vi nok en Nej-kampagne i gang, for ligesom med fastelavnstønderne så finder vi at forligene ved årets overenskomstforhandling, er uden egentlig reelt indhold. Hvad resultatet bliver vides ikke i skrivende stund, men mon ikke at sammenkædningsregler og et narrativ om samfundssind og den latente modvilje mod en storkonflikt skaffer det nødvendige flertal for et Ja.

Men vi anbefaler ikke et Nej, bare for at udfylde rollen som Rasmus Modsat. Det er hverken for at være den evindelige frække dreng i klassen, at BJMF udfordrer det gængse og oppefra-kommende standpunkt.

Næ, det bunder i en indædt vilje og vision om at leve op til dét, som fagforeningerne er sat i verden for, nemlig til enhver tid at kæmpe for medlemmernes vilkår. Vi mener ikke at arbejderklassen er tjent med et par forsuttede bolsjer og et truthorn.

Tønden bør fyldes til randen med reelle resultater der afspejler den enorme profit, som arbejdsgiverne hiver ud af vores arbejde.

Der må arbejdes på en ændring af tøndeslagningsmetoden. Mit barnebarn stod som nummer tre i køen og bankede tønden i gulvet til fastelavn på gymnastikholdet, mens resten af børnene således ikke fik en chance for at få et slag ind. Ingen jublede, dertil var skuffelsen for stor. Men snarrådige voksne besluttede at hænge tønden op igen, og lade de øvrige børn slå til.

Således skal vi også sikre, at et overenskomstresultat ikke fortsat afhænger af det første område, der får chancen. For der er for meget på spil og måske hænger tønden ikke højt nok!

Lad os inden næste overenskomst få åbnet for en snak om hvor højt og hvor grundigt tønden skal hænge. Om hvad der kan og bør ske, hvis tønden ikke har tilstrækkeligt fyld.

Den danske model sikrer os ikke blot en kølle til at slå på tønden, men den sikrer os faktisk også redskaber og ret til at hænge tønden op igen, og kræve bedre indhold. Strejke og konflikt er redskaber der efterhånden har fået en klang af trusler og samfundsomstyrtelse, men faktum er, at det er en integreret del af en hævdvunden tradition ud i kampen for et bedre liv.

Og hvad er der så farligt ved en eventuel storkonflikt? Ved sammenhold og fælles kamp? Ved at udvise solidaritet fagene imellem?

Ved at bevæge sig helt op på den store klinge og kræve 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation?

Ved at genopdage den ultimative form for medlemsgoder som det for eksempel er, at bygge sunde boliger med en rimelig husleje for og til medlemmerne, fremfor at lade sig nøje med rabat på fyringsolie eller gratis billetter til superligaen?

At kræve kædeansvar? At kræve en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet?

Nå, indtil den samlede fagbevægelse fatter modet, så kan jeg i det mindste passe mine børnebørn 3 gange om året, mod behørig betaling fra SH/fritvalgskontoen altså…