Imperialismens kyniske slutspil om Ukrainekrigen

Maskerne er faldet. På et pressemøde den 28. februar i Det Hvide Hus måtte Ukraines præsident Ze­lenskyj stå offentligt skoleret og blev sendt hjem uden underskrift på aftalen om at give USA’s monopolkapital fri adgang til at investere i Ukraines råstofressourcer. Med be­sked om ikke at komme tilbage, før han underordnede sig sine amerikanske herskeres krav om at få standset krigen på deres betingelser.

Den danske regering har med hele Folketingets opbakning – fra Enheds­listen til Liberal Alliance – givet Ze­lenskyj fuld støtte og givet nye til­sagn om fortsat krigsstøtte samt nye milliarder til det fortsatte blodbad. Helt vanvittigt konkluderede Mette Frederiksen i sidste uge, at ”Fred er farligt”. Farligt for hvem? må vi spørge.

Baggrunden er, at USA har indledt direkte forhandlinger med Rusland om en fredsaftale mod afståelse af ukrainsk land – uden om Ukraines præsident og de europæiske allierede i krigen. De skærpede modsætninger mellem stormagterne i den transatlantiske alliance står klart for alverden. Modsætningerne handler ikke kun om, hvem der skal have del i krigsbyttet i det ressourcerige Ukraine; USA kræver åbent, at de europæiske allierede skal øge deres bidrag til det amerikanske imperium.
Det er langt fra første gang, at USA og de europæiske stormagter er på kollisionskurs. Men siden 2001, hvor den amerikansk-ledede terrorkrig begyndte under George Bush, Tony Blair og Anders Fogh, er det første gang, at Danmark og England ikke blindt følger det amerikanske diktat.
En af grundene er Danmarks borgerskabs selvstændige økonomiske interesser i det ukrainske krigsbytte, men også at ”den onde, diktatoriske russiske fjende” har været et hovedargument i krigsretorik, lynfolkeafstemninger og oprustning. Dansk borgerskab er allerede klar med en genformulering, der ligner den gamle til forveksling: Mere krigsoprustning og EU-militær!

Kendsgerningerne på den ukrainske frontlinje er de fleste enige om: På trods af alle de våben og økonomiske lån, USA og EU har kastet på krigens bål, er krigen i et dødvande. Det er ikke muligt for Ukraine at besejre Rusland eller trænge Rusland tilbage i de områder, som Rusland har erobret. Både de russiske og ukrainske tabstal holdes hemmelige, men realiteten er, at ukrainske soldater deserterer, dør eller bliver skadet i større tal, end der kommer nye til frontlinjen.

USA har siden 2008 og frem til nu, sammen med villige krigspartnere i Ukraine, EU og NATO, forklaret, at målet var ufravigeligt. Ukraine skulle afskæres fra Rusland og blive en fuldstændig del af EU og NATO, herunder at Ruslands Sortehavsflåde skulle skubbes ud af Krim-halvøen. Dette var åbenlyst uforeneligt med Ruslands mål og imperialistiske interesser. Ruslands invasion i 2022 var en ny fase i disse antagonistiske imperialistiske modsætninger, der var eskaleret gennem en årrække.

De krigsførende parter har kun én gang forsøgt at stoppe krigshandlingerne, da de i marts 2022, kort efter Ruslands invasion, indledte forhandlinger med Tyrkiet som mægler. Denne aftale blev ikke ratificeret af Ukraine, da USA og England modsatte sig den og lovede fortsat støtte.

Hvad der står helt klart efter de seneste ugers udvikling og det historiske pressemøde, hvor Ukraines præsident Zelenskyj på et øjeblik gik fra krigshelt til at skammekrogen i Det Hvide Hus, er, at USA har opgivet krigsmålet om Ukraines NATO-medlemskab – for nu. Skiftet afspejler et opgør med den politik der har kastet Rusland i stadig tættere samarbejde med Kina, og USA’s ønske om at bruge midlerne til at bremse Kina der ses som en eksistentiel økonomisk trussel, der er ved at overhale den amerikanske imperialisme som dominerende magt i Sydøstasien og andre steder.

USA har erklæret, at de er klar til at anerkende frontlinjen som den nye grænse. De vil normalisere forholdet til Rusland og ophæve alle former for sanktioner samt udelukkelser fra diverse internationale samarbejder. Ikke mindst bank- og valutasamarbejdet, så dollaren kan fastholde sin position som international handelsvaluta. Ukraines præsident Zelenskyj og de europæiske stormagter kræver, at frontlinjen fastfryses, og at der indsættes europæiske ”fredsbevarende” tropper med støtte fra NATO og USA.

Arbejderpartiet Kommunisterne, APK har den holdning, at krigen om Ukraine er en reaktionær krig mellem imperialistiske magter, som hverken befolkningerne eller arbejderklassen har interesse i. En imperialistisk fred er langt at foretrække frem for fortsat imperialistisk krig. For ukrainerne, for russerne, for alle europæere.

Læs også udtalelsen: “Stop krigen i Ukraine! – Stop imperialisternes krig!” fra 3. marts 2022