I dag er der tre omstændigheder, som på afgørende vis præger det politiske liv overalt i verden: de øgede interimperialistiske modsætninger og den åbne krigstrussel; den generelle miskreditering af reformistiske veje som et alternativ til arbejdernes alvorlige problemer; og de øgede nationalistiske og fascistiske strømninger, som kapitalismen og dens enorme propagandaapparat har opildnet til.
Sådan skriver PCE (ML) – Partido Comunista de España (Marxista – Leninista) i en erklæring fra partiets kongres i december 2024.
Erklæring fra den 10. kongres i PCE (m-l)
PCE’s (m-l) 10. kongres blev afholdt i Madrid den 6., 7. og 8. december. Det har været tre dage med intenst kollektivt arbejde, som har kulmineret i en lang proces med møder for at diskutere de dokumenter, som vores partis ledelse har fremlagt, og som, når de er blevet godkendt af de delegerede, der var til stede på kongressen, med bidrag fra de forskellige organisationer, vil være retningsgivende for arbejdet i alle celler og komitéer.
I kongressens arbejde har vi kunnet regne med tilstedeværelsen af repræsentanter for Arbejderpartiet (EMEP) i Tyrkiet, PCOF i Frankrig og Kommunistisk Platform – for Proletariatets Kommunistiske Parti i Italien, som sammen med resten af CIPOML’s (International Conference of Marxist – Leninist Parties and Organisations) søsterpartier deler opgaven med at gå videre mod oprettelsen af en Internationale, der vil gøre det muligt at samle alle revolutionære organisationer og partier i kampen for den ideologiske forening af den kommunistiske lejr.
Rapporten, der blev vedtaget af vores 10. kongres, tager de mange og meget hurtige ændringer til efterretning, der er sket både i den internationale situation og i vores land siden afholdelsen af den 9. kongres: Imperialismen har i årevis stået over for en overproduktionskrise, som forstærker den voldsomme strid om indflydelsesområder mellem de vigtigste imperialistiske magter, der er grupperet omkring to blokke ledet af henholdsvis USA, som indtil nu dominerer den kapitalistiske økonomi, og Kina, som bestrider sit hegemoni blandt de udbyttende imperialistiske magter.
Den massive ødelæggelse af produktivkræfterne, den uophørlige stigning i arbejdsløshed, sult, elendighed og til sidst krig er de ulykker, der ledsager kampen mellem imperialisterne for at opretholde den nuværende orden eller for at ændre den ved at give nye udbyttere forrang. Mens et mindretal af parasitter samler skandaløse rigdomme i deres hænder, bliver sociale rettigheder og offentlige ydelser, som vores klasse har tilkæmpet sig, skåret ned med magt, pensioner, sundhed og uddannelse bliver privatiseret; alt, inklusive personlige relationer, bliver blot endnu en vare, som den finansielle og spekulative kapital, der hersker over verden, kan investere i.
Som sagt afholder vi vores kongres på et tidspunkt, der er præget af tre omstændigheder, som på afgørende vis vil præge det politiske liv i vores land og i verden og dermed vores arbejde: de øgede interimperialistiske modsætninger og den åbne krigstrussel; den generelle miskreditering af reformistiske veje som et alternativ til arbejdernes alvorlige problemer; og de øgede nationalistiske og fascistiske strømninger, som kapitalismen og dens imponerende propagandaapparat har opildnet til.
Disse tre omstændigheder vil også i Spanien bestemme det politiske liv i de kommende måneder og år. For at imødegå denne situation er det absolut nødvendigt at arbejde for enhed blandt alle demokrater, dem i vores land, der forsvarer den demokratiske overvindelse af regimet, der udgør en mur for konsolideringen af de gevinster, som vores klasse har vundet med sin kamp, en mur, der skal rives ned; det er nødvendigt at løse den knude, som den morderiske diktator efterlod »bundet og godt bundet«, for at udvide vores folks kamp for frihed og skubbe den demokratiske revolution til et højere stadie.
Under disse omstændigheder er kommunisternes arbejde helt uundværligt. For at imødegå denne situation har vores 10. kongres skitseret følgende generelle mål: at styrke vores arbejde blandt masserne, vores evne til at analysere, vores bestræbelser på at skabe en demokratisk folkefront, der forener de progressive kræfter omkring et program for brud med det monarkistiske regime, og vores forpligtelse til sammen med CIPOML at gøre fremskridt i den internationale koordinering blandt kommunister, hen imod den marxistisk-leninistiske internationale.
For et par uger siden fejrede vi 30-året for oprettelsen af International Conference of Marxist – Leninist Parties and Organisations. Vores parti har altid været engageret i dette behov for international enhed mellem marxist-leninister. Vores kammerat Raul Marco mindede på vores sidste kongres om den kommunistiske proklamation, som CIPOML-partierne underskrev i 1994: »Vi bekræfter vores beslutning om at holde marxismen-leninismens fane højt, at kæmpe for dens anvendelse, at gøre vores partier og organisationer til et politisk og socialt alternativ, organisatorisk, på nationalt og internationalt plan. Vores partier og organisationer bekræfter deres beslutning om at kæmpe sammen med arbejderklassen og folkene, sammen med demokrater, patrioter og progressive, for at modsætte sig kapitalistisk dominans med kampen for proletariatets sociale revolution«.
I en tid med interimperialistisk konflikt indtager kampen for fred blandt folkene i lyset af den krig, som imperialismen driver os ud i, og solidaritet med de folk, der lider under de imperialistiske magters aggression, en fremtrædende plads. Over for en så brutal fjende som imperialismen har vi kommunister genfundet det leninistiske slogan, som den moderne revisionisme har forladt: Ingen krig mellem folkene, ingen fred mellem klasserne.
En af de farligste deformationer, som først revisionismen og siden den borgerlige populisme har bragt med sig, er ophøjelsen af den enkeltes rolle, isoleret fra de andre, og betragtningen af den kollektive organisation som et simpelt instrument til valg af ledere, der har forsøgt at ophøje sig selv over arbejderklassen og dens græsrodsorganisationer. Denne deformation har resulteret i, at kampene er blevet spredt og har fjernet sig fra de generelle og fælles mål.
Papirlederne lovede at gå fremad, mens de ignorerede massernes vigtige rolle i organiseringen af kampene, og i sidste ende har de vist den absolutte tomhed i deres politik, deres underkastelse af den institutionelle formalisme i en stat, den monarkistiske stat, der er arvet fra selve dens politiske grundlag i frankismen. Konsekvensen har været en afstandtagen fra politik, forvirring og mistillid hos arbejderklassens flertal i forhold til organisationerne og deres egne kræfter.
Men for et par uger siden så vi i Valencia, hvordan masserne på trods af problemerne reagerede ved at stå sammen i udkanten af den borgerlige stats inkompetente institutioner og i praksis beviste deres evne til at anvende de mest originale og effektive organisationsformer for at imødegå en katastrofe som den, det valencianske folk har oplevet.
Kort sagt bliver det klart for alle, at for at opnå en væsentlig forbedring af den meget alvorlige situation, som proletariatet står over for, er det tvingende nødvendigt at genopbygge og styrke sine kamporganisationer, også politisk og ideologisk, både i arbejderbevægelsen, hvor det haster med at genskabe klassesyndikalismen, og på andre områder: kvarterer, studiecentre osv. Og i denne opgave fornyer de militante i PCE (m-l) vores forpligtelse til at gå foran med et godt eksempel.
Miskrediteringen af den reformistiske politik har efterladt et politisk vakuum, som skal udfyldes af progressive demokratiske kræfter. Vi må forhindre, at forvirring og demoralisering overtager den folkelige lejr; det er derfor nødvendigt at arbejde loyalt for at formulere en folkefront omkring nogle minimumskrav, der samler de mest inderlige længsler og forhåbninger hos vores klasse og vores folk.
Ud over at opdatere vores politiske linje, program og vedtægter debatterede de delegerede på kongressen derfor de vigtigste retningslinjer, der skal styre vores arbejde med udviklingen af folkelig enhed og vores partis programmatiske forslag til at konfrontere de mest presserende problemer for de folkelige klasser.
Enhed kan ikke være frugten af en aftale mellem politiske organisationer uden for masserne, men hver kammerat, hver organisation i vores parti, må bidrage til at opnå den ved at arbejde som ét med masserne, lære af dem organisationsformerne og syntesen af de vigtigste krav, som det sociale flertal gør til sine egne; hjælpe, når det er nødvendigt, med at opbygge organisationen, hvor der ikke er nogen.
Debatterne er kulmineret i valget af partiets nye ledelsesorganer, som har fået følgeskab af unge kadrer, der kommer fra kampen. Kort sagt kan vi konstatere, at denne 10. kongres har været en virkelig succes for bekræftelsen af partiet og for at give os de mest hensigtsmæssige redskaber til vores politiske arbejde.
Vi lever i en tid med omvæltninger, forvirring og spredning, hvor fascismen igen dukker op som en alvorlig trussel mod arbejderklassen og verdens befolkninger. Det er disse omstændigheder, der gør kommunister til en afgørende faktor i Spanien og i verden for at forhindre, at vores klasse mister sine landvindinger, og for at undgå et tilbageslag på vejen til frihed og menneskehedens frigørelse. Det er et spørgsmål om at være modig.
FOR FOLKETS ENHED!
FOR FOLKETS FØDERATIVE REPUBLIK!
FOR SOCIALISME OG KOMMUNISME!
LÆNGE LEVE MARXISMEN-LENINISMEN!
LÆNGE LEVE PCE (M-L)!
Find alle resolutioner fra PCE (M-L) kongres her: X Congreso del PCE(m-l): saludos y resoluciones
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne