På røvertogt i Ostland

Det officielle Danmarks interesse i de baltiske republikker og »Ostland« har altid haft noget med kroner at gøre. Dansk-Tysk Forening, Østrum-udvalget og Frikorps Danmark var led i en kæde af »danske« forsøg på under tysk styre at medvirke i og få andel i nazismens røvertogt til fordel for danske virksomheder. Dansk imperialisme arbejder stadig på højtryk for at profitere på røvertogt mod øst, nu under NATOs og USAs vinger.

Forskellige kredse i det danske samfund har på det seneste udvist stadig stigende interesse for, hvad der foregår i de tre baltiske republikker, og nogle af dem skæver lidt til den side, hvor der kan forventes stigende omsætning og derigennem øget udbytte – også kaldet profit. Der er ikke ret meget nyt under solen. I hvert fald kan man på baggrund af historiske erfaringer konstatere, at omvæltende begivenheder ofte har samme træk og delvis samme mønster. Men historien gentager aldrig sig selv på samme måde.

Hyænerne samles

Den 24. juli 1940, altså kun godt tre måneder efter at Danmark var blevet besat af den nazi-tyske værnemagt, var regeringen og ledende finans- og erhvervsfolk klar til et koordineret fremstød.
Her dannedes Dansk-Tysk Forening, som gødede jorden for det såkaldte Ostraum-udvalg (Østrumudvalget), der dannedes i efteråret 1941 med det ud­trykkelige formål at udnytte (udbytte) de områder i Øst, som de tyske nazihære havde erobret.

Store kanoner

Mødet i 1940 til dannelse af Dansk-Tysk Forening blev holdt i daværende udenrigsminister Erik Scavenius’ ministerium og under ledelse af udenrigsministeriets direktør, Knud S. Sthyr. Til stede var: Minister for offentlige arbejder (trafikminister) Gunnar Larsen, direktør for Aarhus Oliefabrik Thorkild Juncker, civilingeniør Knud Højgaard (entreprenørfirmaet Højgaard&Schultz), hofjægermester Folmer Luttichau, farve- og lakfabrikant J.C.Hempel samt kontorchef Niels Erik Wilhelmsen. I mødet deltog flere mindre og større »kanoner« fra den tungere del af er­hvervslivet. Men de ovennævnte må anses for at have udgjort den drivende kraft i forsøget på at få Danmark spændt ind i bestræbelserne på at »udnytte« de erobrede områder i Øst.
Oprettelsen af Frikorps Danmark i juni 1941 var den militære gren af planen til fremme af nazismen og undertrykkelsen af andre lande og nationer. Disse ting hænger meget nøje sam-men.
Tyskerne havde i nogle år brugt be­tegnelsen »Baltikum« for hele området langs Østersøen, men da udplyndringen skulle igangsættes, blev området omdøbt til »Ostland«.
Ved mødet i udenrigsministeriet blev det besluttet at nedsætte et udvalg, der skulle forestå det menneskevenlige og naturligvis helt uegennyttige arbejde at »fremme dansk initiativ i Øst- og Sydøsteuropa«. De nævnte personer kom til at udgøre udvalgets bestyrelse. Udvalget fik navnet Østrum-udvalget. »Rum« var afledt af det tyske »Raum«.

Papirer borte

Der var altså ikke, som mange har ment, tale om et personnavn.
Samtidig med dette var andre i gang med at hverve frivillige danskere til et frikorps, der fik navnet Frikorps Danmark. De frivillige blev bl.a. lokket med, at de kunne opnå ære og be­rømmelse ved at knuse bolsjevismen, og de blev også lovet, at de hver ville få en herlig bondegård i Ostland, når de tyske nazi-våben havde udryddet fjenden og skabt lov og orden. Der blev fremstillet kunstneriske tegninger, som viste forhenværende frontsvin beskæftiget med at rive og vande de nysseligste blomsterbede ved deres egen private bondegård. Måske ikke så stor, men alligevel…

Efter krigen var der en hel del røre om­kring Østrum-udvalget og dets aktivitet. Men som så meget andet blev sagen aldrig efterforsket på rimelig måde, og derfor hersker der den dag i dag kun ringe viden om hele forløbet og sammenhængen med andre initiativer – statslige og mere private.

Privat initiativ

Minister Gunnar Larsen foretrak i øvrigt en ret tilbagetrukken rolle, idet han ikke ville være med i bestyrelsen. Det kan skyldes, at han »helt privat« havde udnyttet sine fremragende kontakter med nazi-koryfæerne i Berlin til at få audiens hos Hitlers minister for østområdeme, Alfred Rosenberg.
Herved opnåede han en særdeles givtig overenskomst om driften af en stor cementfabrik i Port-Kunda Estland. Også direktør Juncker opsøgte Rosenberg for at få en aftale om udnyttelsen af olieplanter i det frugtbar Ukraine.
Ganske vist havde bestyrelsesmedlemmerne lovet a virke i fællesskab, men sådan en lille forretning lidt ved siden af og til egen fordel var jo ikke sådan at kimse af…
Efterforskningen af d’herrers aktiviteter stødte på den mærkværdighed som går igen og igen i massevis af sager fra besættelsestiden, at der ikke kunne opstøves så meget som et eneste stykke papir, hvorved man kunne bevise elle afkræfte »utilbørlig optræden« i forholdet til »fjenden« som det så kønt hed efter krigen.

Også modsat

Flere af de implicerede søgte at komme ind i det tyske udplyndringstogt ved at tage andre initiativer, altid noget, der kunne få kasseapparatet til at klinge. De hørte til det, der dengang med en udmærket betegnelse hed værnemageri. Juncker ville f.eks. gerne levere brugte busser til tyskerne, hvis det kunne ske diskret(!). Der blev faktisk leveret et stort antal lastvogne på denne måde. Der har været forlydender fremme om, at det drejede sig om en samlet leverance på 5.000 lastvogne – eller det samlede danske lager, som fandtes ved besættelsens begyndelse.
Juncker fik Aarhus Motor Compagnie (Ford) med i sagen omkring busserne, og den blev – ikke uventet – varmt an­befalet af trafikministeriet, dvs. Gun­nar Larsen.
Repræsentanterne for det danske »frie initiativ« fik ikke den høst ud af det, de havde håbet på og regnet med. Det skyldtes helt enkelt, at de tyske monopolherrer naturligvis ikke uden videre ville finde sig i, at der kom rendende nogle kræmmere fra Gau Dänemark og ville spise kirsebær med de store. De havde naturligvis ikke lyst til at dele byttet med sådant småkræ. Der var jo tale om kanonkongen Krup, giftgasproducenten og slavearbejderkoncenen I.G.Farben og lignende gi­ganter.

Falbød sig selv

En del danske firmaer løb Østrum-udvalget og Dansk-Tysk Forening på dørene for at være med i profitkapløbet.
Her kan (fra tyske kilder) nævnes vandforsynings- og renseanlægsfirmaet I. Krüger, der som reference nævnte, at det siden 9. april 1940 havde opført sådanne anlæg for den tyske værnemagt i Danmark – såvel for Luftwaffe som hæren – og ligeledes havde opført alle anlæg for den tyske værnemagt i Norge, »også for flere millioner kroner«. Firmaet havde også sendt ingeni­ører til Finland i tilsvarende ærinde.
Der var rigtig gang i værnemageriet. Og den danske befolkning kom jo til at betale hele regningen. Minus profitten, der røg i visse rummelige lommer.
Med Preben Holten fra firmaet English House (!), et dengang stort tøj – og konfektionshus, blev der ført forhandlinger om fåreavl på et større areal i Ostland. Det var planen, at Danmark så kunne få halvdelen af den uld, der blev produceret. Der kom dog aldrig gang i sokkestrikkeriet. Firmaet Mogens Jacobsen & Co. udarbejdede avancerede planer for rationalisering af tyske virksomheder i Riga og regnede med honorar. Men tyskerne anvendte blot forslagene uden at betale det danske firma så meget som en pfennig.
Rederiet C. K Hansen anbefalede sig på det bedste og gav udtryk for håb om, at Ostraum-udvalget ville have rederiet i venlig erindring og benytte rederiets udmærkede skibe ved sejlads på de baltiske lande.
Den store og mægtige Landmandsbanken havde en rådgiver, der altid blev omtalt som konsul Thygesen. Over for udvalget gav han skriftligt udtryk for sit syn på det dansk-tyske forhold og betegnede sine holdninger hertil som »meget positivt«. Han havde interesser i frøfirmaet Trifolium. Det var måske grunden til, at hans interesse for firmaet Danske Landboforeningers Frøforsyning i Roskilde var knapt så positivt. Han bad nemlig udplyndringsudvalget drage omsorg for, at denne frøforsyning ikke fik nogen andel i rigdommene, der skulle hentes i Ostland.

Inspektionsrejse

Østrum-, Ostraum- eller Udplyndringsudvalget blev af nazi-Tyskland inviteret ud på en lang rejse igennem Ostland. Selskabet med Gunnar Larsen i spidsen og med dannebrogsflag i knaphullet tilbagelagde over 3.000 km – og det var meget dengang – og blev overalt fejret med faneborge og flag­alléer. Under hele turen var Gunnar Larsen (med nær tilknytning til F.L. Schmidth og cementtrusten) »Hans Excellence Verkehr-ministeren«, og det var kun ham og Juncker, der fik mønt ud af det. Alle de andre fik en lang næse.
Udvalget forsøgte også at få dansk arbejdskraft sendt afsted som pionerer for den danske Ostland-Einsatz. Det var jo nu under krigen, at freden skulle forberedes, lød det. Men ingen ville rejse. Alt i alt kom der knap 200 ansøgninger om villig deltagelse i dette Klondyke-eventyr, som var blevet udmalet i skrift og tale.

Sidste møde

Mens russerne i Stalingrad var ved at nedkæmpe Hitlers store elitehær, samledes udplyndringsudvalget til et møde, der så vidt vides blev det sidste. Det fandt sted den 18. januar 1943. Der herskede en trykket stemning. Og det havde imod forventning også vist sig, at det ville blive vanskeligt at få alle erhvervsorganisationer med.
Juncker udtalte de forløsende ord, da han erklærede, at det sikkert var lidt uopportunt at lade for mange få kendskab til udvalgets arbejde netop nu, »da situationen jo i dag er en anden end for et halvt år siden«.
Det var der enighed om!

I efteråret 1943 afgik udvalget ved en stille død. Det døde, da modstandsbevægelsen havde skabt den 29. august, som umuliggjorde fortsat åbent maskepi med og tjeneste for tyskerne. Det baltiske »eventyr« var slut for denne gang. De villige danskere, der optrådte som en samling hyæner, sjakaler og ådselgribbe og tjente tyske nazi-interesser, blev aldrig draget til ansvar for deres udanske gerninger.

Da de tyske nazister – ikke tyskerne som sådan – overfaldt Danmark (og Norge) den 9.april 1940 fejrede opportunismen triumfer. Anført af socialdemokratiet blev der dannet en samlingsregering, som påtog sig at holde ro og orden og samarbejde med okkupanterne, herunder at stille hele produk­tionsapparatet til rådighed for de fremmede og ubudne.

Statsminister Thorvald Stauning slog tonen an med det samme: »Bedst ville det være, om man roligt og villigt medvirker til denne tilpasning … når tiden dertil er inde, og den vil ikke være så afskrækkende, som nogle måske vil synes. Det er usundt og uklogt at vende sig imod en udvikling, som tid og forhold fører med sig…«

Hele statsapparatet blev sat ind på at skabe et gnidningsløst samarbejde. Det resulterede i dannelsen af Dansk-Tysk Forening, Ostraumudvalget og afsendelsen af et Frikorps Danmark. Dermed gentoges »eventyret« fra 1919, hvor Frikorps Danmark nr.1 blev sendt til Baltikum for at spærre vejen for socialismen. Begge frikorps blev slået, og der blev slået et skår i det ry for »demokrati«, der blev søgt klistret på Danmark, på dets navn og på dets fane.

Artiklen er sakset fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 3/2024, som du kan læse om her: Håndslag nr. 3/2024 udkommet!

På Håndslags hjemmeside kan tidligere numre af tidsskriftet læses og downloades i pdf-format.