Valget i Tyrkiet: Virkeligheden indhenter Erdoğan

Lokalvalget i Tyrkiet den 31. marts markerer afslutningen på mere end tyve års dominans af præsident Erdoğan og hans parti AKP.

Af Evrensel, Tyrket

Oppositionspartierne, domineret af det socialdemokratiske Cumhuriyet Halk Partisi (CHP), vandt frem i de store byer på bekostning af AKP og dets fascistiske regeringspartner Milliyetçi Hareket Partisi (MHP).

En af hovedårsagerne til AKP’s nederlag er de dårlige levevilkår for det store flertal, hvor lønningerne halter langt efter en officiel inflation på 60-70 procent. Denne virkelighed trumfer den regionale chauvinismes ekspansive nationalistiske retorik.

I de kurdiske provinser i øst vandt DEM (efterfølgeren til det kurdiske HDP) borgmesterposterne i de større byer. Regimets valgbestyrelser forsøger nu at nægte flere af dem deres poster, som det skete ved valget i 2019.

Ikke desto mindre er valgresultatet sandsynligvis det mest betydningsfulde politiske skift, siden generalens kupmagerparti fra 1980, ANAP, mere eller mindre gik i opløsning i slutningen af 1990’erne og banede vejen for AKP. Den nye virkelighed vil ændre tyrkisk politik, skriver den tyrkiske arbejderavis Evrensel i denne kommentar af Hakkı Özdal.

Et umiskendeligt signal

Lokalvalget den 31. marts 2024 er et umiskendeligt signal om, at Tyrkiet har nået slutningen på en æra med politisk dominans, som begyndte i 2002. Det nye billede vil ændre tyrkisk politik, dens hovedaktører, institutioner og endda alliancer.

For selvom “vinderne” har vundet kommunalbestyrelserne, har “taberne” [dvs. Erdoğan og hans AKP-parti] ikke kun tabt kommunerne. Naturligvis vil præsidentpaladset og dets talsmænd forsøge at reducere den 31. marts til et lokalvalg og bagatellisere det. Men ligesom de enorme statslige ressourcer og den beskidte propaganda ikke var nok til at opbløde dette billede, endsige ændre det, vil deres forsøg på at minimere nederlaget også mislykkes. Nederlaget vil få konsekvenser for magtens organer, det vil fremme usikkerhed, opløsning og forfølgelsen af nye mål.

Det skal siges, at især efter valget den 7. juni 2015 har hvert eneste valgsted, hvad enten det er et lokalvalg eller en folkeafstemning, været skueplads for en politisk polarisering og et opgør på nationalt plan. Dette var en præference og et pålæg fra Erdoğan og hans regime. Strategien, der symboliseres af “overlevelses”-diskursen, blev forvandlet til en tillidserklæring til Erdoğan og det regime, der er legemliggjort i hans person, uanset meningsmålingerne.

Denne strategi havde en indvirkning på resultaterne. Men fra folkeafstemningen i 2017 og frem gik AKP-MHP-alliancen tilbage i Istanbul og i alle større byer. Siden “genvalget” i november 2015 har AKP ikke været i stand til at vinde et eneste valg der. Erdoğan, hvis motto var “Den, der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet”, kunne i en periode kompensere for sine tab i Istanbul og andre storbyer med sine stemmer koncentreret i Anatolien.

Det valg, der satte en stopper for denne opskrift, var lokalvalget den 31. marts 2024. Den voksende fattigdom og en voksende kløft i indkomstulighed på grund af høj inflation og lave lønninger; den hurtige afsløring af, hvad de falske løfter i programmet for “rationel økonomi” under ledelse af finansminister Mehmet Şimşek faktisk betød; og Erdoğans åbne omfavnelse af den proces, der har slidt alle arbejdere og pensionister ned, har også slidt AKP’s bånd til masserne op på nationalt plan.

Det næste skridt for regeringen og dens allierede vil være at forsøge at styre processen, hvor denne alvorlige situation sandsynligvis vil udvikle sig i en anden retning, end de ønsker. Det er sandsynligt, at alle dele af regeringen, især regimets juniorpartner MHP-Bahçeli, vil engagere sig i interne debatter og opgør og have en tendens til at “passe på sig selv”. Begrænsningerne for Erdoğans præsidentskab i en anden periode vil være magtesløse over for dette billede, og det kan endda blive nødvendigt at fjerne asymmetrien mellem det overordnede politiske billede og det billede, der opstod ved dette valg før 2028.

Generelt kan vi sige, at rækken af regelmæssige udsving i den kapitalistiske orden siden 2002 er ved at være slut. Tyrkiets befolkning, og især den arbejdende befolkning i storbyerne og de anatolske byer, har skabt et resultat, der vil medføre en kursændring på trods af den tunge statspropaganda. Hvad der videre sker, vil afhænge af styrken og udholdenheden i de direkte kampe – som vil afgøre forholdet mellem den “nye æra” og de “nye aktører” og samfundets og arbejdernes generelle interesser. En ny æra er begyndt for det arbejdende folk i Tyrkiet.

Oversat fra Revolusjon

Læs også
Erdogan reagerer på nederlaget ved lokalvalgene ved at fjerne og udskifte valgte kandidater