8. marts 2024: Vi kæmper mod uligeløn og lavtløn

En de stærke ting ved kvindernes internationale kampdag, allerede ved dens start i 1910, er at arbejder kvinder har rejst kampen for livet, for vores og vores børns fremtid – i kamp mod imperialismens krige, for sociale fremskridt og kvinders fulde rettigheder.

Det gør vi også i dag!

Jeg står her, fordi vi fortsat må kæmpe mod den voksende uligeløn og lavtløn. Vi har ligeløn på papiret ja, men ikke i virkelighedens verden. Og med forliget her ved OK 24 og treparts forhandlingerne med regeringen, ser vi, at alt snak om afskaffelse af uligelønnen er væk.

8,8% kan jo lyde af rigtig meget, men det er jo ikke 8,8% af lønnen. Det er hele rammen. Det dækker hverken lønefterslæbet eller inflationen der sidste år var på 10%. Selv bankernes økonomer siger, at flertallet af offentligt ansatte vil opleve, at de har mindre købekraft i 2025 end de havde i ’21, inden inflationen og prisernes himmelflugt.

Det er bare fagtoppen og regeringen der påstår det modsatte.

Lønstigningerne bliver ved med at komme i %, i stedet for kroner og øre. Hvad betyder det lige for de lavtlønnede? Ja de sakker endnu længere bagud. Uligheden vokser.

Mælken koster det samme om du er højt uddannet læge eller lavt lønnet servicemedarbejder.

Men fortvivl ikke, du kan få en krone mere i timen fra en lavtlønspulje. Det er helt til grin.

Lønstigningerne vil heller ikke være store nok til at fastholde og ansætte nyt personale.

Det tror fagbevægelsen og regeringen heller ikke selv på. Lars Løkke Rasmussen har lige været på shopping tur i Indien for at hente sundhedspersonale.

Men løsningen for velfærdsfagene kan ikke være en hamrende usolidarisk rekruttering og udnyttelse af kvinder i fattige lande. Løsningen ligger i Danmark.

Men det kræver markante lønstigninger til de lavtlønnede og det kræver lønstigninger på grundlønnen. Det kræver, at der gøres op med tjenestemandsreformen fra 1969. Den har stadig indflydelse på, at typiske kvindefag i dag får mindre i løn end typiske mandefag.

Oveni overenskomsten kommer så pengene fra treparts forhandlingerne i efteråret. Udvalgte offentlige grupper kan her se frem til ekstra lønkroner.

Men de penge kommer med en pris venner.

Du skal sige ja til at gå op i tid og ja til 12-timers vagter. Du skal arbejde mere aften, nat og weekend. Og du skal finde dig i din hviletid kan sættes ned til 8 timer.

Ok-resultatet viser helt tydeligt at vi ikke kan stole på hverken regering eller fagtoppen.

Vi må stole på egne kræfter. Der må stemmes et solidarisk nej til forliget. Et nej på tværs af job, fag og uddannelse.

Vi skal arbejde mere og længere. Vi skal være der for vores familie. Pleje og omsorg for vores ældre lægges i stigende grad over på vores skuldre.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan I, der er unge i dag, skal klare job, børn og familie. Hvordan I skal holde til at arbejde, til i bliver 70 år eller mere?

Så jeg giver ikke op. Ligesom I heller ikke giver op.

Ikke før vi får ligeløn, kortere arbejdstid og får sat pensionsalderen ned for almindelige mennesker.

Vold mod kvinder er et stigende problem. Hver time, hver dag udsættes kvinder verden over for voldtægt, vold og mord – alene fordi de er piger og kvinder.

Vold mod kvinder skyldtes den fortsatte ulige stilling i samfundet. Selv om vi er kommet en lang vej, efter generationer af seje kvinders kamp, så går det den forkerte vej. Ulighed og lavtløn, nedslidning, dobbeltarbejde og social nød, er dele af stadig flere kvinders hverdag.

Den stigende vold, drives også af et afstumpet menneskesyn, som millitariseringen og krigspolitikken hver dag forstærker.

Det ses i synet på andre som andenrangs mennesker, i racisme og fremmedfjendskhed.

Krigens og kapitalismens afstumpede menneskesyn fremmer og tillader vold mod kvinder.

Hej jeg er stærkere end dig – jeg har ret til at skade dig og ultimativt slå dig ihjel.

Et kynisk menneskesyn, der tillader det zionistiske apartheid Israel at gennemføre et folkemord på Gazas befolkning.

Hver dag bombes, dræbes, udsultes, udryddes og fordrives endnu flere palæstinensere.

Det sker ikke i vores navn.

I krig og konflikter er det oftest kvinder og børn der rammes hårdest. Det er også gældende inde i Gaza. Det er det farligste sted at være barn.

I Krigens første 2 måneder blev der dræbt dobbelt så mange børn, som der sidste år blev slået ihjel i alle væbnede konflikter på verdensplan.

2 mødre dræbes hver time, 7 kvinder hver anden time. 180 kvinder føder hver dag uden adgang til hverken vand, smertestillende medicin eller bedøvelse i forbindelse med kejsersnit. Mange af disse nyfødte vil dø af sygdom og sult.

Israel har lov til at forsvare sig. Det vil kræve nogle ofre.

Sådan siger den danske statsminister.

Vi kan spørge: er mere end 30.000 dræbte palæstinensere nok for dig, Mette Frederiksen.

Hvor er du, når selv menneske rettighedsorganisationer, råber op om at Israel er en besættelsesmagt. Israel begår folkemord. Israel er en apartheid stat.

Vi kan ikke høre dig, Mette Frederiksen.

Men vi kan høre råbene fra den solidaritets bevægelse, der hver dag vokser sig større.

Millioner af mennesker går på gaden verden over. De protesterer mod Israels folkemord, mod besættelsen af Palæstina. For våbenhvile og for nødhjælp til befolkningen i Gaza. For et frit Palæstina. Vi ser boykot af Israelske varer og firmaer der støtter apartheid Israel.

Og den kamp fortsætter vi. Indtil den danske stat og regering afbryder alle politiske, økonomiske, militære og kulturelle forbindelser til apartheid Israel.

Indtil den danske regering stopper sin kyniske våbenleverance til apartheid Israels folkemord i Gaza, på Vestbredden og øvrige besatte områder.

Indtil den danske regering og stat arbejder aktivt for varig våbenhvile og nød hjælp ind i Gaza.

Verdens øjne er lige nu rettet mod Rafah.

Apartheid Israel er i gang med at forberede en landoffensiv med start den 10. marts.

1.5 millioner fordrevne palæstinensere opholder sig i byen der beskrives som helvede på jord.

Hvor skal de flygte hen? Der er ingen sikre zoner i Gaza. Israel bomber overalt.

Vi må protestere og være parat til at gå på gaden i samme øjeblik det sker.

Vi må, sammen med solidaritets bevægelsen i hele verden, blive ved med at rejse kravet for en øjeblikkelig og permanent våbenhvile. En afslutning på alle aggressionshandlinger der startede for 75 år siden. En afslutning på den israelske belejring af Gaza, for at redde de sårede, genopbygge et sundhedssystem og sikre mad, vand og husly til befolkningen.

Stop for alle krigshandlinger i Gaza og på Vestbredden. For et frit Palæstina.

Arrangementets fulde program