Sloganet »Aldrig mere«, i betydningen aldrig mere et Holocaust, bliver groft misbrugt. På det seneste har politikere og medier gentagne gange dannet en forbindelse mellem mindet om Holocaust og ubetinget solidaritet med Israels handlinger i Gazastriben.
Artiklen er klippet fra det nye nummer af det antifascistiske tidsskrift Håndslag.

Af Arbeit Zukunft

Hvad betyder »aldrig igen«?

79-året for befrielsen af Auschwitz

79-året for befrielsen af Auschwitz er netop passeret og mindet om fascismens forbrydelser er mere kontroversielt end nogensinde. Sloganet »Aldrig mere«, som med rette forbindes med mindet om Holocaust, bliver brugt til alle mulige ting. På det seneste har politikere og medier gentagne gange skabt en forbindelse mellem mindet om Holocaust og ubetinget solidaritet med Israels handlinger i Gazastriben.

Brugen af sloganet »Aldrig mere« i tysk politik har en lang og ikke særlig glorværdig fortid. Et velkendt eksempel er Joschka Fischer, den grønne politiker, som begrundede Tysklands indtræden i Kosovo-krigen i 1999 med sloganet: »Aldrig mere Auschwitz«, og dermed sammenlignede den serbiske aggression mod kosovoalbanerne med Holocaust. Krigen, der fulgte, kostede 12-15.000 mennesker livet og var den første tyske krigsoperation siden Anden Verdenskrig.

Men i de seneste uger har vi også set, at sloganet »Aldrig mere!« ikke kun bruges til at demonstrere mod antisemitisme i Tyskland, men også til at ret­færdiggøre den israelske krig i Gaza­striben og kræve »ubetinget solidaritet med Israel«. Her bliver den 7. oktober hurtigt forbundet med tyske fascisters massemord på europæiske jøder, og den israelske aggression bliver dermed en kamp mod antisemitisme, som Tyskland ubetinget må støtte med våben og penge på grund af sin historiske skyld.

Tysk politik gør gentagne gange brug af mindet om ofrene for Holocaust, selvom indholdet og konsekvenserne af mindet er tilpasset de aktuelle geopolitiske motiver.
Disse forsøg fra regeringens side på at samle befolkningen bag sin politik med argumentet om historisk ansvar har på det seneste været ret mislykkede – se de lave deltagerantal ved regeringens demonstrationer under sloganet »Aldrig mere er nu!«.

Men at lege med historiske slogans yder hverken beskyttelsen af jøder og andre minoriteter i Tyskland eller læren fra Auschwitz retfærdighed – det er meget mere en instrumentalisering, som kun er mulig, hvis »Aldrig mere!« fratages ethvert reelt indhold.

Modviljen mod at nærme sig mindet om Holocaust og drage praktiske konklusioner af det er særlig forståelig i Tyskland. Når vi konfronteres med om­fanget af forbrydelsen med systematisk massemord på en hel befolkningsgruppe, er det forståeligt, at nogle stemmer er imod overhovedet at forsøge at forklare Holocaust.
Den overlevende Elie Wiesel siger for eksempel, at det ligger »uden for, hvis ikke hinsides historien«.

Forsøget på at finde en forklaring på denne forbrydelse mod menneskeheden bliver også ofte afvist af frygt for, at det vil relativisere betydningen og det unikke ved rædslen, fordi en sådan begivenhed ikke kan forklares.

Selv om denne reaktion i første om­gang virker forståelig, forhindrer den også, at man kan lære af denne begivenhed og udvikle en politisk kamp ud fra historien. Hvis man stopper med at se Holocaust som et udtryk for den menneskelige afgrund eller for ondskab, så kan man måske forstå denne del af historien og drage de vigtige konklusioner af den.
Men den tyske fascismes historie, som Holocaust er en del af, ikke bare kan forklares og forstås, den skal!

Fascismen var og er den politiske formation, der skabte både Holocaust og den mest ødelæggende krig i menneskets historie. Men selv denne formation har betingelser, som den opstår under.

Selv sådanne ufattelige forbrydelser har profitmotiv. Og den tyske historie giver også en masse undervisning i, hvordan fascismen opstod, da kapitalismen nåede sine grænser. Hvordan den blev bygget for at holde gang i et system, der allerede var ansvarlig for lidelser og krige over hele verden før og efter.

Fascismen er den mest brutale og ag­gressive form for dette system, men det er det samme system, som er an­svarlig for kolonitidens forbrydelser, krige og udplyndring over hele verden, for hungersnød og kriser og forarmelse og elendighed den dag i dag.
Det blev ikke besejret med fascismens en­deligt. I stedet blev fascismens forbrydelser fejet ind under gulvtæppet i lang tid, og dens profitmagere og bag­mænd blev sjældent rigtig bekæmpet.

Den ed, som de overlevende aflagde ved befrielsen af Buchenwald, er stadig en konkret mission den dag i dag: »Tilintetgørelsen af nazismen og dens rødder er vores slogan. Opbygningen af en ny verden med fred og frihed er vores mål.«
Når vi husker fascismen og dens ofre i dag, er dette minde knyttet til kampen mod udnyttelse og krig her og nu.

At fylde sloganet »Aldrig mere« med indhold betyder også at stikke fingeren i såret og bekæmpe ikke bare fas­cismen her og nu, hvor den vinder styrke, men også dens rødder og det system, der bliver ved med at producere den.

Det bliver så meget desto mere ky­nisk, når de, der i dag taler for en våbenhvile i Gaza og mod våbenleverancer, der kæmper mod opdelingen af migranter og jøder og bekæmper regeringens racistiske politik, som finder sit reelle udtryk i deportationer og racistisk vold, og som kæmper mod demonstrationsforbud og begrænsning af ytringsfriheden, bliver bragt til tavshed med sloganet »Aldrig mere er nu«.

De, der nu råber sloganet »Aldrig mere nu«, har aldrig været på vores side i nogen af disse spørgsmål. »Aldrig mere nu«-kampagnen i Nordrhein-Westfalen støttes bl.a. af Bayer-koncernen, efterfølgeren til IG Farben, som oprettede sin egen koncentrationslejr i Auschwitz for at holde fangerne i arbejde, indtil de var døde.

Agitationen mod påstået importeret antisemitisme støttes hovedsageligt af partier som CDU, hvor højtstående na­zister som Hans Globke, Hans Filbinger og endda forbundskansler Kurt-Georg Kiesinger gjorde en strålende karriere efter Anden Verdenskrig.

I dag bliver progressive kræfter kriminaliseret, fordi det angiveligt er dem, der nærer antisemitismen og splitter samfundet. Men det er os, der står på tradi­tionen for antifascisme og fred. Vores forgængere, kommunisterne i Weimarrepublikken, var de første, der blev fængslet og myrdet i nazisternes koncentrationslejre.

Dem, vi henviser til, og hvis kamp vi fortsætter, var de mest bitre modstandere af fascismen lige fra begyndelsen, og dem, der til sidst tvang den i knæ i form af Sovjetunionen med et tab på 27 millioner mennesker.

Dem, vi mindes hvert år, var modstan­dere af Første Verdenskrig, som Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, og af Anden Verdenskrig, som Ernst Thälmann, der i sidste ende blev skudt i Buchenwald.

Virksomheder og partier, som er i direkte forlængelse af fascismen og profiterede af dens forbrydelser, retfærdiggør i dag deres politik ved at mindes dem.

Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi fastholder mindet om fascismen og Anden Verdenskrig og fylder dem med indhold og lærdom.

Fra Arbeit Zukunft:

79. Jahrestag der Befreiung von Auschwitz: Was heißt „Nie wieder“?