Ufaglærte skal ikke spises af med ”lidt ekstra” i løn

Der er god grund til, at FOAs medlemmer også til denne overenskomst kræver højere løn i kroner og øre. Ikke mindst de ufaglærte som altid sættes bagerst i køen.

Halvdelen af FOAs medlemmer har svært ved at få pengene til at slå til og er bekymrede for de stigende priser. Og tallet er endnu højere blandt enlige forsørgere. Det viser en ny undersøgelse fra FOA fra 2024. Den siger også at: 

Knap en ud af fire (24 %) det seneste år har undladt at gå til tandlægen, købe nødvendigt tøj eller fodtøj og lader være med at reparere eller udskifte hvidevarer. Og en ud af tyve af FOAs medlemmer har det seneste år ikke købt receptpligtig medicin. 

En ud af fire (24 %) har ikke har råd til, at alle i deres husstand holder mindst én uges ferie væk fra hjemmet hvert år.

For trods den megen snak om faldende inflation, så forsætter priserne med at stige. Det mærkes hver gang man køber ind til mad og betaler regninger. Og lønnen? Ja, den har stået på faldende realløn gennem mange år, ikke mindst til de lavest lønnede. De står sidst i køen, når der forhandles lønkroner, hvad enten det er ved overenskomstforhandlingerne, puljeordninger ved trepartsforhandlinger eller individuelle lønforhandlinger.  

Det gælder ikke mindst for de ufaglærte på sosu-området, pædagogmedhjælpere, husassistenter, køkkenmedhjælpere, rengøringsansatte og serviceassistenter. 

Det handler i høj grad om ekstra penge her og nu til at klare hverdagen. Men det handler også om at sikre en bedre fremtid. En dårlig løn giver også dårligere pensionsopsparing og mærkes ind i alderdommen.

Så det rækker langt fra, når FOAs formand Mona Striib vil løse problemet ved at kræve, at de nye overenskomster kommer til at rumme en særlig pulje, der ”skal give lidt ekstra til de lavestlønnede blandt de lavtlønnede”, de ufaglærte på sosu-området.

”Lidt ekstra” rækker bare ikke

”Lidt ekstra” rækker bare ikke. For at sikre de lavestlønnede skal lønstigninger både være i kroner og øre og det skal være på grundlønnen, så det bliver et kollektivt varigt løft. Lige nu taler fagtoppenes forhandlere om at følge resultatet for de privatansatte med 10-11 procent lønstigning over de næste 2 år. Hvad de ikke siger er, at det reelt kun betyder 4 procent i lønstigning om året før skat. Det er langt fra nok til bare at indhente reallønstabet efter sidste års rekord inflation, for ikke at tale om den offentlige sektors lønefterslæb, eller de ufaglærte og kvindefagenes uligeløn. Der er ikke tale om en reel lønstigning.

At der ikke skulle være råd til at sikre klækkelige lønstigninger ”af hensyn til samfundsøkonomien” står i grel modsætning til, at der er råd til milliarder til skattelettelser til de rigeste, milliarder til militæret, krigsstøtte i Ukraine.   

For at undgå strejker denne gang har fagtoppen på forkant indgået en aftale med regeringen gennem trepartsforhandlingen, om at Forligsmandsloven automatisk træder i kraft ved urafstemningerne om de kommende overenskomstresultater. Det betyder at alle faggruppers afstemningsresultater kædes sammen og de grupper der stemmer Nej køres over.

Al erfaring viser, at skal der opnås reelle resultater bliver det ikke ved at overlade det til topforhandlerne, der allerede har skrevet drejebogen for en arbejdsgiver overenskomst 2024. Kampen for bedre løn- og arbejdsforhold må organiseres af de ansatte selv.