Italien: Erfaringer med arbejderklassens deltagelse i strejker og demo’er mod krigene i Ukraine og Palæstina

Der var i år flere internationale bidrag på APKs novemberkonference, hvilket afspejler den internationale klassekampssituation vi står i. Udover  Hussein Al-Hussein fra den Palæstinensiske Nationalforsamling i Danmark år holdt en kammerat fra Kommunistisk Platform i Italien dette spændende og lærerige indlæg om deres erfaringer med at opbygge militante aktioner, strejker og demonstrationer mod den imperialistiske krig i Ukraine og den kolonialistiske krig Israel fører i Palæstina. Og ikke mindst med en bred arbejderdeltagelse med aktionsenhed på et klart politisk grundlag.

Du kan hører det som podcast her på engelsk  Oplæg ved kommunistisk platform – for Italiens arbejderklasses kommunistparti (spreaker.com)   26 minutter.

Eller læse det her i en transskriberet udgave:  

God eftermiddag, kammerater, og mange tak for invitationen til denne konference om arbejderklassens kamp mod imperialistisk krig og militarisering. Varme hilsner til alle deltagerne. 

Denne konference afholdes et par dage efter årsdagen for den store socialistiske oktoberrevolution, en begivenhed af enorm historisk betydning, som minder os om, at borgerskabet ikke er uovervindeligt, at kapitalismen ikke er det eneste mulige system, og at der findes et reelt alternativ kaldet socialisme.

I mit indlæg vil jeg tale om nogle erfaringer fra kampen mod krigen, som vi har gjort i den sidste måned her i Italien, og jeg vil begynde med en kort præmis. Siden den første dag med krigen i Ukraine har vi sammen med andre medlemmer af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML indtaget en klar holdning. Krigen i Ukraine er et produkt af kampen mellem imperialistiske magter om en ny opdeling af verden. Det er en krig rettet mod arbejderklassen og folkene i Ukraine, Rusland og andre lande. De, der fører denne krig, er de herskende klasser; derfor er det en reaktionær, uretfærdig krig mellem udbyttende klasser og imperialistiske magter og monopoler, hvor omkostningerne bæres af arbejderklassen og folkene.

Med dette overordnede synspunkt deltog vi i flere møder i vores land. Et af de vigtigste var en konference mod krigen, som blev afholdt i Milano i juni i år. Det var en konference med deltagelse af en koalition af revolutionære, progressive og antiimperialistiske kræfter med mere end 400 delegerede. På denne konference ydede vi væsentlige bidrag. Efter debatten blev to hovedforpligtelser enstemmigt vedtaget: 

For det første at arbejde på at organisere en generalstrejke med kampvillige fagforeningsfolk i oktober, og at gøre antikrigs-holdningen kendt i alle mulige situationer med faglige og sociale konflikter. For det andet, at gennemføre en klassemobiliserings kampagne mod militarisme og krigsøkonomi, herunder demonstrationer foran militærbaser i Italien.

Disse to forpligtelser er blevet gennemført i løbet af de sidste måneder. Strejkeforslaget blev vedtaget af fem faglige græsrodsorganisationer, som proklamerede strejken den 20. oktober. Det vigtigste aspekt ved denne strejke var at forbinde kampen mod krigen, det stigende militærbudget og krigsøkonomien med kampen for højere lønninger, forsvar og forbedring af arbejdsforhold, offentlige pensioner, sundhedssystemer og offentlig uddannelse. Strejken den 20. oktober berørte sektorer som transport (især jernbaner, lufthavne, busser), logistik, skoler og fabrikker, især i den nordlige del af landet. I strejken deltog mange medlemmer af de store reformistiske fagforeninger, som kritiserede de socialchauvinistiske ledere, der ikke gør noget imod krigen, men støtter våbenleverancerne til det ukrainske regime.

Selvom vi ikke kan sige, at denne strejke var en rigtig generalstrejke, havde den trods sine begrænsninger en god resonans i forhold til antikrigs-propagandaen. Denne strejke var en aktion fra kampvillige dele af arbejderklassen, der vækkede klassebevidstheden og afslørede de løgne, som borgerskabet og reformisterne spredte om krigens natur i Ukraine. Den forsvarede arbejdernes interesser, som den reaktionære og krigsliderlige regering har tvunget dem til at ofre.

Hvad angår den anden forpligtelse, blev der afholdt to vigtige demonstrationer: en i lufthavnen nær byen Brescia og den anden på Coltano militærbase nær Pisa i Toscana. Disse demonstrationer blev afholdt den 21. oktober, dagen efter strejken. Ghedi-demonstrationen var rettet mod en lufthavn med dobbelt funktion som hovedkvarter for det italienske luftvåben og en base, der huser omkring 50 atombomber, som styres og kontrolleres af det amerikanske luftvåben. NATO’s atomdeling finder sted her, hvor det italienske luftvåben stiller jagerbombere til rådighed for transport af atombomber, mens Nordamerika opretholder den absolutte politisk-militære kontrol. Denne strategiske base blev for nylig sat i atomberedskab. Vi arbejdede i ugevis på at promovere og organisere Ghedi-demonstrationen på den bedst mulige måde, med snesevis af møder i mange byer i Italien og en aktiv tilstedeværelse ved demonstrationer med bred støtte.

Oprindeligt var vores fokus at fordømme krigen mellem NATO og Rusland i Ukraine, men den dramatiske udvikling i Palæstina fik os også til at protestere mod den blodige kolonialistiske krig, som Israel fører med støtte fra deres beskyttere i Washington og Rom. Demonstrationen var en succes med mere end 5.000 deltagere. Under demonstrationen blev der råbt slagord som “Stop krigen nu”, “Træk jer ud af NATO” og “Luk atombasen i Italien”, især mod den reaktionære regering. Denne aktion havde en stor arbejderklasse deltagelse, forberedt af den nationale strejke dagen før. Mange arbejdere deltog, herunder sønner og døtre af migrantarbejdere. Især var der stor deltagelse fra mange organisationer i regionen omkring Ghedi-lufthavnen.

Den anden vigtige demonstration var nær Pisa på Coltano-basen, hovedkvarteret for et regiment, der beskæftiger sig med aktiviteter for specialstyrker og specialoperationer, primært udført i udlandet. (…) Konstruktionen af denne nye base indebærer udviklingen af en kultur for krigsførelse og militær sikkerhed i skoler og på universiteter. Denne base symboliserer…..

Den er et udtryk for imperialistisk krigsførelse, hvor alle parlamentariske kræfter støtter imperialistisk krigsførelse og militarisering af territoriet. Tusinder protesterede mod den nye base og sagde nej til at bygge den. Demonstrationen var arrangeret af den nye ”base-bevægelse”, som forener flere foreninger og repræsentative medlemmer fra hele landet. Talerne blev åbnet af repræsentanter for de palæstinensiske og kurdiske samfund, hvis folk lider voldsomt under optrapningen af konflikterne. De vigtigste slogans var “Stop militærbaserne” og “Stop denne krigskoalition”. Under demonstrationen invaderede deltagerne symbolsk militærbasens område som en masseaktion.

Antikrigs-demonstrationerne startede ikke i sidste måned, men er blevet flere og flere, især dem, der viser solidaritet med det palæstinensiske folk, som havde meget stor deltagelse. For eksempel var der omkring 40.000 demonstranter i Rom den 28. oktober, på trods af censur fra de store medier. Den 4. november blev der afholdt endnu en stor demonstration i Firenze af en komité, der var imod baser og NATO, hvilket viste yderligere positive resultater. Denne succes kan tilskrives det konstante arbejde, som komitéerne har udført med løbesedler, møder osv.

Kammerater, den 10. november var der en protest i havnen i Genova, iværksat af havnearbejdere og Anti-War Assembly som svar på opfordringen fra den palæstinensiske fagforening mod virksomheder, der er involveret i krigen i Gaza. Havnearbejderne demonstrerede mod, at ZZZIN Integrated Shipping Service, et israelsk rederi, der organiserer våbentransport, sendte våben til Israel. Havnearbejderne nægtede at arbejde for dette firma, og lignende initiativer er planlagt i andre havne.

Afslutningsvis, kammerater, er der en meget stor opgave, som vi skal sætte fokus på. Vores opgave er at arbejde dagligt for at nå den brede masse af italienske arbejdere, unge og undertrykte kvinder og forklare dem, at krigen, der tilsyneladende er langt væk, i virkeligheden er tættere på og har dyb indflydelse på deres liv. Det store flertal af det italienske folk er imod krigen, men stadig på en passiv måde. Denne holdning af passivitet, tavshed eller at vente og se, er et produkt af reformisme og katolske politikker og holdninger. Krigen gør stor skade på arbejderne og folket, både på kort sigt, som inflation, nedskæring af sociale udgifter, militarisering, disciplin på arbejdspladsen, voksende masseovervågning, og (…) på lang sigt.

For at ændre denne situation og give et bredere kampberedskab mener vi, at der i vores land, såvel som i andre lande, er en grundlæggende opgave: nemlig opbygningen af en bred anti-imperialistisk front, et uundværligt instrument i arbejderklassens og folkets kamp. I den forstand vil vi fortsætte med at arbejde sammen med alle politiske, faglige og sociale kræfter, der er imod imperialisternes dominans og undertrykkelse og deres krige. Jeg vil sige, at kampen mod imperialistisk krig er et vigtigt grundlag for enhed mellem organisationer, grupper og endda enkeltpersoner. I den forstand realiserer vi fælles initiativer med andre regionale bevægelser med det perspektiv at opnå et højere niveau af enhed.

Det var det hele. Mange tak for jeres opmærksomhed. Hvis I har spørgsmål, er jeg her for at svare. Tak.

11.11.2023 

Kommunistisk platform, Italien er ligesom APK medlem af den Internationale Konference af Marxist-leninistiske partier og organisationer, CIPOML CIPOML – International Conference of Marxist–Leninist Parties and Organisations

Vil du vide mere om den politiske klassekamps situation i Italien er en af de artikler, der findes i APKs politiske teoretiske magasin ”Enhed og Kamp”  Den ekstreme højrefløjs fremmarch i Italien og arbejderklassens kamp – ENHED og KAMP